Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Støckel

Støckel – nye horisonter af flop

Mødet med Vestfyens nye serie af specialøl har ikke været noget fornøjelse.

Vestfyens Støckel-serie falder i spektret, der går fra ‘praktisk taget udrikkelig’ (Weissbier) til ‘jævnt kedelig’ (Sweet Stout). Det er ikke spor imponerende, det er faktisk lidt pinligt, men overordnet er det også i tråd med et bryggeri, der har gjort det til en trend at springe over hvor gærdet er lavest.

Ud over, at bryggeriet leverer øl til Aldi-kæden, står de også bag Willemoes-serien. Det er en serie specialøl, der såmænd nok kan glæde ganen en gang i mellem, men til gengæld også er præget af tilsætningsstoffer, der på kunstig vis frembringer smag, andre bryggerier formår at få frem ved brygkunst.

Når et bryggeri, der eksalterer i snydeøl, undtagelsesvis prøver at lave øl, hvor man ikke laver den slags fix-faxerier, der er kendetegner Willemoes-bryggene, er det måske ikke så overraskende, at resultatet ikke falder så heldigt ud. Mit bedste råd til Bryggeriet Vestfyen er at holde sig til Willemoes-serien, for forsøget med at lav en specialølsserie med det formål at ‘opdage en verden af nye horisonter’ er næsten lige så stort et flop, som Cults forsøg på at vinde markedsandele fra Carlsberg med den hedengangne og ikke spor savnede Kay-Sar-‘øl’. – Så hellere snydeøl, der smager af noget.

Jeg skal ikke udbrede mig yderligere om Støckelseriens fortrædeligheder, end jeg allerede har gjort i anmeldelserne af de enkelte øl. Jeg vil blot appellere til Vestfyen om at gøre sig mere umage, og sætte overliggeren lidt højere, næste gang bryggeriet kaster sig ud i et specialølsprojekt.

Til læserne er det min klare anbefaling, at man ikke spilder hverken tid eller penge på Støckel-øllene. Køb hellere en Limfjordsporter eller en Wiibroe Porter – det koster det samme og smager af meget mere.

Højt skum.

Støckel Pale Ale, Vestfyen (Støckel IV)

Uværdig afslutning

Jeg er nået til den sidste øl i Vestfyens Støckel-serie, og det kommer næppe som nogen overraskelse for bloggens faste læsere, at det mere er med lettelse og fryd, at jeg ser dette tema tage en ende, end med vemod og længsel efter mere. Temaet afsluttes med Støckel Pale Ale – en meget almindelig øltype på det britiske kontinent, og det må endnu en gang siges, at være lidt af en tilsnigelse, at øllet kaldes specialøl, eftersom det kun er her til lands, at de jævne uvidende masser kan se noget som helst specielt ved den.

Duften er noget svag, hyldeblomstsød med et let præg af ingefær. Skummet er tæt og marengsagtigt og brygget messinggyldent med et matchende metalelement i bouqueten, der dog snarere giver friskhed frem for at skæmme yderligere. Skummet er overraskende klæbrigt, og efterlader tynde, skrøbelige mosaikker på glasset efterhånden som det drikkes.

Og drikkes er kodeordet. Konsumeres kunne også bruges. Det er heller ikke sådan, at brygget overhovedet ikke kan nydes det skal bare holdes i munden så uendeligt længe, hvis det skal lykkes rent faktisk at nyde det. Bryggets smag er nemlig lige så svag og diffus som duften. Den gør ikke noget væsen af sig, svagt og vandigt humlebitter som den er. En i grunden fin – men alt for svag ledsagende sødme af hyldeblomst forsøger at nette det uimponerende indtryk, men det er forgæves.

Og som for at føje spot til skade melder en skæmmende syrlighed sig mere og mere, som brygget hældes i halsen. Duftens metalliske indslag gør sig også gældende, og det er ikke for det gode. Brygget bliver mere og mere stikkende metallisk, og de delvist forsonende søde toner forsvinder mere og mere.

Brygget gik fra jævnt kedeligt til jævnt flop. Heller ikke Pale Ale kunne redde Støckel-serien. Tværtimod trak den om muligt det samlede billede endnu mere ned.
1-en-halv-stjerne

Støckel Sweet Stout, Vestfyen (Støckel III)

Lidt mindre slemt …

Jeg har påtaget mig den opgave at gennemgå alle Støckel-øl fra bryggeriet Vestfyen. Det gør jeg mere og mere i embeds medfør og mindre og mindre for min fornøjelses skyld. Og dette forhold har Sweet Stout – den formentlig mørkeste af Støckel-øllene ikke ændret på.

For i betragtning af, at der er tale om en stout, er skummet påfaldende lyst, omend cremet, og så alligevel hastigt faldende. Selve brygget gør heller ikke noget særligt mørkt væsen af sig. Selv uden lys kan man med lidt god vilje ane, at brygget både er gennemskinneligt, og ikke sort – som det ellers sømmer sig for ordentlig stout. Nej, den er tydeligt rød og tættere på en red ale i lød end på ordentlige stouts. Den er næsten for rød og gennemskinnelig til at kunne kaldes en colastout – for selv i ordet colastout indgår ordet stout.

Duften er ikke så meget en skuffelse, som det er en gentagelse af det velkendte – og dermed kedelige. De ristede malttoner er de mest markante, garneret med en smule chokolade.

Den ristede malt går igen i smagen og ledsages af en relativ bitterhed. Dertil kommer en småsyrlig bismag af ikke helt umodne æbler, der allerede her ødelægger det ikke helt umulige førstehåndsindtryk. Andre gode takter slås an af et stænk af cognac i eftersmagen, men det er ikke markant nok til at redde et overordnet kedeligt bryg.

Den forbliver en flad, vandig omgang – som stout virker den decideret fortyndet – den er ikke særlig mørk, mangler enhver med stout forbunden fylde, og nærmest for at føje spot til skade, så er den – stik mod sit navn – ikke spor sød.

I forhold til de andre Støckel-øl er det måske lidt mindre slemt – men stadig ikke godt.

2-stjerner

Støckel Mild Ale, Vestfyen (Støckel II)

Mild som ind i …

Fra en tæt på udrikkelig Weissbier til en ‘Mild Ale’. Det undrer mig på forhånd, at man brygger noget under etiketten “specialøl” og så kalder det noget med “mild”. Specialøl skal ikke være milde. De skal smage af en hel masse, om det så er sødt, bittert, syrligt, røget, eller hvad det nu skal være – men mildt – i betydningen “ikke-smage-af-for-meget-for-så-skræmmer-vi-kunderne-væk” – må ikke betegnes specialøl.
Vi er i virkeligheden tilbage ved en af mine gamle kæpheste – at øl i Danmark anses for at være specialøl det øjeblik, de bare afviger det allermindste fra den generiske danske pilsner. I dette tilfælde har vi at gøre med en overgæret øl – den slags er overhovedet ikke specielt i fx Storbritannien, men her anses det for at være så revolutionerende og ekstraordinært usædvanligt, at sprøjtet må betegnes ‘specielt’. Det siger noget generelt om forventningerne om, hvad det danske ølmarked kan holde ud af udfordringer.
Skummet er dog ikke specielt mildt. Nok er det i farven ikke specielt afvigende – det er letgyldent, men konsistensen er lækkert cremet, og skønt skummet falder alt for hurtigt, klæber det til glasset i små fnug. Så langt så godt. Farven er korngul, næsten messingfarvet og egentlig ganske flot. Det eneste virkeligt milde i prologen er bouquet’en. Det er ganske mild – faktisk ganske overordentlig mild, ja, for ikke at sige decideret fraværende.
Smagen er også mild. Den er så mild, at øllet næsten ikke kan smages. Det er så frit for smag, at selv trænede ølhadere skal have smagsløg på stilke for ikke at kunne slukke tørsten i denne øl. Jo, det er så sandelig en mild ale.
Til øllets fordel skal siges, at det på nærmest mirakuløs vis og imod alle odds besidder en vis fylde. En fylde uden smag, men en fylde ikke desto mindre, der om ikke andet gør øllet rart, man fristes til at sige ‘mildt’ at have i munden. Lader man det skvulpe rundt længe nok, og hiver man tilpas mange liter ilt ind over tungen, mens brygget hviler der, så kan man måske tvinge små skjulte smagsnuancer frem. Lidt bitter humle, lidt metallisk bismag, der dog mest virker tørstslukkende og forfriskende, måske lidt malt …
En ganske mild øl – det må man give Vestfyen, der lover de bestemt ikke for meget. Men at markedsføre denne øl som en specialøl tangerer falsk varebetegnelse. Hvis den er specielt noget som helst, så er det, at den i ganske speciel grad er kedelig.
Så var den fæle weissbier da på et eller andet niveau mere speciel i sin udrikkelighed.
1-stjerne

Støckel Weissbier, Bryggeriet Vestfyen (Støckel I)

Nye horisoter af ‘mislykket’.
Bryggeriet Vestfyen, der har hjemme i Assens, er kendt for sin Willemoes-serie, og for krudtugle-øllene, der forhandles i Aldi. I mine øjne er alene det, at man leverer til Aldi nok til, at bryggeriet burde boykottes helt og aldeles, men jeg har som bekendt lagt det åg på mine skuldre, at afprøve øl overalt, hvor jeg støder på dem, så jeg ofrer mig i den højere sags tjeneste, og anmelder bryggeriets øl alligevel. Men indtil videre går jeg i en stor bue om deres Aldi-produkter, for Aldi gider jeg trods alt ikke værdige et besøg. Læs selv her hvorfor.
Men anledningen til, at jeg her gør lidt ekstra ud af det vestfynske bryggeri, er deres efterhånden bedagede lancering af fire specialøl i januar. De lanceres under navnet ‘Støckel‘ og er opkaldt efter en dansk opdagelsesrejsende, Johan Støckel, der er så ukendt, at der endnu ikke er skrevet en Wikipedia-artikel om ham. Bryggeriet begrunder navnevalget med, at Støckel under sine rejser til Afrika ‘opdagede en verden af nye horisonter’ og dette skal altså i en eller anden grad have inspireret bryggeriet til at opdage ‘en verden af nye horisonter’ brygmæssigt – eller noget. Det bliver jo så spændende at se, om bryggets kvalitet ellers kan leve op til det, som markedsføringen lover. Iøvrigt meddeler bryggeriet, at Støckel-serien er en “specialølserie af høj kvalitet, men med lavere alkoholprocent end fx vores Willemoes-serie”.
Såvidt har bryggeriet fået ordet. Anmelderens svære lod er som altid at holde bryggeriet ansvarlig for sin markedsføring i fald brygget ikke helt kan holde det, der loves. Det er, hvad der skal ske i løbet af de næste fire anmeldelser, der alle vil omhandle Vestfyens Støckel-øl.
Weissbier … ja, den tyske retskrivningsreform fra slutningen af 90’erne er endnu ikke feset ind hos Vestfyens marketingafdeling, eller også er deres ansatte cand. merc. polyt. fyt-pyt ptøøj! WHATEVER ikke mere it-bevendt, end at de vælger den nemme løsning, og skriver to s’er i stedet for – som den nye retskrivning foreskriver et ß efter diftong eller lang vokal.
Som Weißbier betragtet finder jeg den en kende mørk, og at den tydeligvis også er filtreret gør det ikke bedre. Weißbier skal være ufiltreret og helst brygget i Sydtyskland. Strågult og altså klart er det med kridhvidt skum, som kun rejser sig få milimeter, hvorefter  det nærmest knuses som krystalglas under et blylod. At fælt minde om Tongerlo Prior rammer næseborene til almindeligt ubehag – en blanding af kartoffelbrændevin og dårlig marcipan. Nej, førstehåndsindtrykket er bestemt ikke imponerende.
Og det hjælper ikke at smage på brygget. Også her finder man den samme modbydelige blanding af kraftig, marcipanagtig mandelessens blandet med lige dele denatureret sprit og kommensnaps. Det er til absolut ingen fornøjelse med mindre man altså har ganske særlige og for mig uforståelige ølpræferencer. Smager man efter længe nok, kan man bagom sprittetheden fange glimt af blomstersødme, roser og hyldeblomst, men det er et fjernt nødsskrig af noget, der kunne have været, men blev grundigt banket på plads, da det forsøgte at formilde alt det fæle. For at føje spot til skade melder der sig ved finsmagningen også en syrlig bismag af lige dele citron og lime. Det gør ikke godt i det samlede billede, men bidrager endnu mere til skuffelsen.
Det eneste gode at sige om brygget, er at det faktisk er forholdvis tyndt – ja, det er godt at brygget er tyndt, for så mærker man ikke for tydeligt, hvor grimt det egentlig smager.
Nye horisonter? Måske nye horisonter i forhold til at få øl til at mislykkes og smage grimt på helt nye måder, men det formår Støckel Weissbier heller ikke, for i bund og grund smager den som en Tongerlo Prior – bare ikke helt så kraftigt, men nogen form for nytænkning er der altså ikke tale om.
Ligesom ved Tongerlo Prior røg et ikke uanseligt kvantum af denne øl også i vasken før det blev drukket. Bvadr og tak for ingenting såvidt, Vestfyen.
1-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme