Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Saufen mit Marcus

Kølster Dobbel-Up-Hop, Kølster – Malteri & Bryggeri (Saufen mit Marcus IV)

2016-04-08 21.55.25Nydelig finale …

Før jeg sådan rigtig kommer i gang med anmeldelsen af den sidste øl fra den aften, hvor jeg fik Marcus til at hjælpe mig med at få smagt på nogle bryg i delestørrelse, vil jeg gerne gå lidt i dybden med brygget. Jeg fik det til min 40 års fødselsdag – som så ufatteligt mange andre af de bryg, jeg i de forløbne måneder har anmeldt. Dette er imidlertid det næstsidste, der er til overs – så snart skal I ikke høre om de evindelige fødselsdagsbryg længere. Jeg fik det af en gammel ven, Niels, der er oversætter og forfatter, og før har optrådt her på bloggen.

Ophavsmanden bag er Esben Kølster, der også står bag udskænkningsstedet Kølsters Tolv Haner. Hans bror, Sune, er musiker og gammel punker, og én jeg kender tilbage fra gamle dage, hvor jeg selv var vild, punker og alt muligt andet. Det er sjovt hvordan vennekredsene kan krydse hinanden på den måde. Eller også vidner det blot om, hvor lille et land, vi bor i.

Flot er brygget også. Dybgult med nydeligt marengsskum, der både er holdbart, tæt og klæbrigt. Brygget dufter af søde clementiner, blandet med bitre, krasse grannåle.

– Og sådan er smagen faktisk også. Søde citrusfrugter blander sig med en frisk, flænsende bitterhed, så sprød som cornflakes. Clementinerne blander sig med en dybere bittersød aroma af granharpisk. Brygget var “den første øl, der unverschämt folder sig ud”, mente Marcus. Der er bestemt noget om snakken, for brygget starter stille og roligt – for ikke at sige småtyndt – ud, for så langsomt at vokse i munden, for rigtig at træde i karakter, med mægtig fylde og bitterhed bagest på tungen og i eftersmagen.

Det er stor brygkunst. Jeg må hellere få taget mig sammen til at tage mig sammen til at besøge Kølsters Tolv Haner – forhåbentlig i selskab med Sune, som det efterhånden er alt for længe siden, jeg sidst har drukket en øl med.

Marcus og jeg var igen nogenlunde enige om bryggets kvalitet. Mens Marcus gav den …

4-stjerner

gav jeg den en halv tand mere …

4-en-halv-stjerne

Forskellene har som bekendt været større, uden at det har skilt os ad.

Sharks Coffee Pot, Brick by Brick Beer Workshop (Saufen mit Marcus III)

2016-04-08 20.29.44

Fortsat enighed …

Fra aftenens absolutte topplacering til det bryg, der skulle vise sig at levere den mest jævne oplevelse – for nu at sige det pænt.

Brygget så ellers spændende ud. Alene bryggeriets lange og lovende navn indbød jo til spændte forventninger. Der er tale om en stout, smagt til med kaffe, og det lover jo heller ikke værst, selvom der godt nok også har været et par smuttere i den genre før.

Igen bød åbningen på et overordentligt tilfredsstillende ‘POP!’. Også dette bryg blev leveret med korkprop, omend denne kunne fjernes med håndkraft, hvor den sidste krævede et vinjern … – ja det må det vel hedde, når en ølåbner ellers hedder et øljern, ikke?

Og det myldrer jo også frem med lovende duftindtryk. Kaffe, farin, ristet malt, frisk syrlighed og svesker. Mundvandet springer næsten med samme kraft, som da proppen røg.

Dér indtræder skuffelsen.

Brygget smager slet slet ikke igennem. Bevares – de ristede noter og kaffen kan da smages, men kors, hvor mangler der dog bare nogle bønner. Og fylden – den udebliver helt.

Marcus’ guldkorn lød nogenlunde sådan her: “Den sødme, der er i den (stouten – red.) kan snildt bo i en stout – men der er ingen stout omkring den.” I det hele taget en tynd, hul, sjasket og ligegyldig omgang. Ingen grund til at prøve den, selvom den ser nok så spændende ud.

Ligesom ved sidste bryg, var vi nogenlunde enige om kvaliteten af dette. Da den trods alt havde lidt kaffesmag – og jeg kan jo godt lide kaffe – gav jeg den …

2-stjerner

Marcus var ikke helt så venlig …

1-en-halv-stjerne

Ho.st Saison Station, Hopfenstark (Saufen mit Marcus II)

2016-04-08 19.43.07Større enighed, mindre vished …

Kategoriseringen af dette bryg har været noget af en udfordring. Etiketteksten står hulter ti bulter, som var klichéerne katapulteret mod etiketten fra en bulet ske af en uvorn unge på ti meters afstand. Hvad der egentlig er bryggets navn, bryggeriets navn og beskrivelsen af brygget, forbliver usikkert, uanset hvor længe man kigger på flasken.

I det mindste er jeg da nogenlunde sikker på oprindelseslandet, selvom jeg i første omgang tippede det til at være Belgien – og måske endda det lille område i øst, hvor det tyske sprog er dominerende. Ordet ‘Belgium’ samt det tyskklingende navn fik mig på dét vildspor. Angiveligt er det eneste, valonere og flamlændere kan blive enige om, at hade befolkningen i dette område mere, end de hader hinanden. Men det er en anden historie. Nej, brygget er fra et andet flersproget land, nemlig Canada. Og med dette bryg har Canada sin debut på bloggen – og det må sige at være noget af et brag deraf.

For hvor visheden om, hvilket bryg, vi egentlig havde mellem hænderne, var vigende, var enigheden om bryggets ikke spor vigende kvalitet ikke spor vigende. Mange detaljer kan jeg desværre ikke give. Det første bryg, Marcus og jeg nød den aften, havde angiveligt gjort sin virkning, således at mine noter i højere grad end sædvanligt er i – ja – noteform. Nødtørftigt nedkradset, så det allervigtigste var bevaret for eftertiden – eller i hvert fald indtil bloggeren fik taget sig sammen til at tage sig sammen til at få skrevet sit indlæg.

Det var angiveligt et flot orange bryg, og det bekræfter billedet jo også. Klæbrigt skummende og med en syrligt bitter duft. Ja, bouqueten ville jeg gerne have kunnet beskrive lidt bedre – men dette, er alt hvad der står.

Smagen beskrev Marcus som startende “underspillet” hvorefter den “folder sig så vidunderligt ud”. En sød bund af appelsin suppleres med bitterhed af frisk nåletræ. Bitterheden melder sig især i eftersmagen efter en rund, læskende sød indledning.

Og det er lissom det, jeg kan stykke sammen af mine sparsomme, halvvejs ulæselige noter. Ikke desto mindre kan jeg afsløre, at denne øl var den bedste, vi prøvede den aften, og den har både bloggerens og gæsteanmelderens varmeste anbefalinger.

5-stjerner

Baladin Super, Birrificio Baladin (Saufen mit Marcus I)

2016-04-08 18.44.18

Det bedste er emballagen …

Jeg har fortsat overliggende øl fra min fødselsdag, men nu tynder det omsider afgørende ud. Det skyldes, at jeg fik lidt hjælp den anden aften af en gammel ven, der også med jævne mellemrum er gæsteanmelder her på bloggen, nemlig boghandleren Marcus.

Den største hurdle ved de overliggende fødselsdagsbajere var 5 af dem, jeg ynder at kalde selskabsøl. Det er øl, der leveres i så store emballager, at de er egnet til at dele, eller som jeg gerne mere gnavent udtrykker det – de er for store til, at jeg gider drikke dem selv.

Med Marcus’ hjælp fik jeg gjort kål på fire af de fem, og det har jeg tænkt mig at lave et lille tema ud af. Jeg vil kalde temaet “Saufen mit Marcus” – fordi jeg kan, og fordi Marcus ligesom jeg selv er glad for det tyske sprog.

Det var nu ikke kun tysk øl, der var på programmet den aften – dvs. i fredags. Næh, rent faktisk var der ikke én eneste tysk øl blandt de afprøvede, men uden at ville nedgøre mit andet fædrelands ølkultur unødigt, har jeg nu også i min tid som ølblogger måttet konstatere, at det bare ikke er fra den kant de store, afgørende oplevelser kommer.

Flasken er, som man kan se, ganske flot og blæst særligt til bryggeriet. Den plumpe, buttede facon indgyder forventning om noget ganske særligt, og med sin slanke top og brede bund, velsagtens noget, med noget tyngde i.

Det er nu højden, man hæfter sig mest ved til at begynde. Det ‘POP’ det giver, når korkproppen hives op (korkprop i sig selv er jo et adelsmærke for øl) er næsten øredøvende højt, og om muligt mere forjættende end flasken.

Men allerede ved bryggets farve begyndte skuffelsen at melde sig hos aftenens gæst. Hvor man nok forventer noget mørkt og tungt, viser brygget sig tværtimod at være lyst – rødligt, relativt let og ganske svagt karboneret. “Like the dying embers of my enemy’s crushed castle”, som Marcus alligevel spontant causerede, selvom det noget letbenede udtryk ikke huede ham.

Smagen peger bestemt også i en anden retning end emballagens buttede form lader antyde. Det er en fortrinsvis frugtig og småsyrlig øl med bund af abrikos og hints af hindbær, granatæble og ananaskirsebær. Fylden leveres af gæren, der ellers holder sig pænt i baggrunden, som den helst skal. Dertil kan føjes rosiner, sødme af honning og en letbitter eftersmag af hasselnødder.

Selvom typografien antyder ‘fest på middelalderslot en mørk vinteraften’ har brygget meget mere karakter af en mild – men ikke uinteressant sommerøl. I hvert fald så længe, man ikke spørger Marcus, der var anderledes skuffet. Han forestillede sig bryggets smag lagt i lag på et højt stativ, hvor nogen var rendt med stativet – undtagen toppen der bliver hængende som et spinkelt destillat.

Eller som han kort formulerede det “den mangler noget “Oompf”!

Jeg synes nu – en indrømmet misvisende emballage til trods, at brygget stadig leverer en habil oplevelse til …

4-stjerner

Marcus derimod mente, at det eneste fantastiske ved brygget var flasken, der imidlertid udstrålede noget helt andet, end indholdet.

2-stjerner

Jeg tror aldrig, at jeg har været så enig med en gæsteanmelder før. Men det er selvfølgelig ikke noget at blive uvenner over. Blod flyder trods alt tykkere end øl … eller i hvert fald end tyndt øl …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme