Kajs Ølblog

Oplevelsen værd og mere til …

I sidste uge var jeg med familien på storbyferie i London. Jeg har aldrig været der før, hvilket vist er temmelig usædvanligt. Folk tager til London for et godt ord, og det er gerne det sted, man tager hen, når man for første gang betræder de britiske øer.

Eller okay – jeg har været i Heathrow, Stanstead, Luton og Gatwick lufthavne en route til Glasgow, typisk. Måske også Edinburgh (hvorfra vi så kørte med bus til Glasgow) men det flyder lidt sammen. Pointen er sådan set bare, at hvis man vælger ikke at tælle lufthavnene med, har jeg aldrig før sat mine ben i byen.

Det var en fantastisk oplevelse. Og det er ikke bare noget jeg siger, fordi man skal. London er et spraglet kludetæppe, der nærmest eksploderer i hovedet på én, det øjeblik man stikker skosnuden uden for det tog, man er taget ind til City med.

Jeg husker med fotografisk og lettere traumatiseret nøjagtighed første gang, vi satte vores fod i Londons Metro – Underground, eller The Tube. Lavt til loftet, klaustrofobisk overrendt og beskidt. Man har ikke kørt i Metro, før man har kørt med The Tube. Københavns Metro er i bedste fald nuttet, i værste fald latterlig i sammenligning. Selv ikke Moskvas imponerende paladshaller under Ryskaja eller ВДНХ, hvor man stiger ind i brede, rummelige herskabsvogne på størrelse med de københavnske S-tog kvalificerer sig som en metro. Det er et underjordisk tog.

I London opdager man, hvad en Metro er, når først man er blæst omkuld af kulingen – ikke bare på perronen, men også i de uendelige gange mellem linjerne – når et tog i rasende fart forlader de lange tunneller, de kun lige akkurat passer ind i, og presser et femcifret antal kubikmeter luft ud foran sig. Og når man bagefter bliver revet rundt i de lave, lidet komfortable og til bristepunktet proppede transportkasser, for alt alt for hurtigt at nå til bestemmelsesstedet, når man endelig har fundet sig en siddeplads, og i stedet må kæmpe sig gennem menneskemængden for at nå ud, er man ikke længere i tvivl. The Tube er en Metro. Det er hverken Københavns, Prags, Berlins, Roms eller Moskvas metroer, selvom de kalder sig det.

Og med to små børn på slæb bliver det hele ikke nemmere. Men uanset hvad er en tur til London det hele værd – en tur i metroen alene, er næsten det hele værd. En enkelt tur på pub bør man dog også unde sig, og jeg fik da også lejlighed til at besøge den lokale i nærheden af hotellet.

Vi boede i Finsbury Park, der ligger lige nord for Islington – en bydel der er kendt for sin rige etniske sammensætning, og det vil jeg komme nærmere ind på i næste indlæg. Pubben hedder The Twelve Pins, og ligger på hjørnet af Seven Sisters Road og Stroud Green Road – lokalet er stort og der er meget højt til loftet. Måske fortryder jeg lidt, at jeg ikke valgte pubben overfor, den mørkere og skumlere ‘The Blackstock’, for The Twelve Pins var der ærligt talt lige rigeligt totusindogti’erhipstersmarthed over og ikke den victorianske dunkelhed, jeg egentlig ville opsøge.

Men pyt. Øllet var fint alligevel. Jeg bad om, hvad bartenderen kunne anbefale, og fik så lov at prøve en ‘Yakima Red’ – en craft beer fra det lokale, Greenwich-baserede Meantime Brewing Co. Og det er jo også et passende navn, lokaliteten taget i betragtning.

Flot er øllet også. Navnet lyver ikke, men tager sig tværtimod både forfriskende og styrkende rødbrunt ud. Skum er der tæt på intet af, og sådan er det jo gerne med britisk øl – karbonering og skum går man bare ikke så meget op i, Like it or not (jeg vælger i analogi med de populære trends på de sociale medier at gøre det første).

Spændende nok klistrer det spinkle skum faktisk ganske flot til glasset. Duften lader noget tilbage at ønske – duft, for eksempel. For bouqueten er kun ganske svag og rummer kun fjern men frisk humle, og et stænk af citrus.

Smag er der til gengæld rigeligt af. De syrlige citrusnoter mærkes igen, og gør brygget dejligt frisk og vederkvægende. Humlen hviler under syrligheden som en fyldegivende bitterhed. De blander sig kækt med hinanden i en interessant enhed af frisk løvtræ med et stænk af eddike. En sødlig note af modne æbler og solbær gør sin entre, og sådan når man hele vejen rundt til det bitre, det søde og det sure. Det er velsmagende, forfriskende originalt og samtidig ganske traditionelt britisk.

Til sidst kastes en trumf, jeg aldrig har oplevet i øl før. Bryggets sprøde friskhed giver faktisk en antydning af pebermyntesmag. Efter en god øl kan man tit grue for, i hvilken udstrækning andre mennesker kan lugte den ud af ens mund, og om den nu også dufter lige så godt som den smagte. Det gør den nok sjældent, men det er altså en bekymring, der opleves noget nedtonet efter denne øl.

At den lugter grimt ud af ens mund alligevel, kan jeg imidlertid ikke udelukke.