Munchkin og Munkeøl

Tag: Munchkin og Munkeøl

Organic Blonde Abbey Ale, Ørbæk (Munchkin og Munkeøl – Finale)

22. marts 2014

Le Grande Finale …

Det blev Marcus, der rendte med sejren de første to spil. Men vi var vel i gang med sidste spil, der var blevet en ren gyser, før denne sidste øl blev åbnet. På et tidspunkt var vi alle fire på level 9 – altså én kamp fra sejr.

Avancement fra level 9 til 10 kræver som bekendt en kamp (eller et meget heldigt korttræk). Det gælder derfor om at trække et monster, når man sparker døren ind (det starter alle runder med). Alternativt kan man senere på ens tur selv kaste et monsterkort, hvis man har ét på hånden. Det er en operation, der hedder “Looking for Trouble”, og denne er især populær, hvis man har level 1, eller 2-monstre på hånden.

Det er så op til de andre spillere at gøre kampen umulig – fx ved at kaste et ‘wandering monster’, som kastes sammen med et andet monster, man selv – eller en anden spiller – har på hånden. Plutonium Dragon er populær i den forbindelse. Den er level 20, og de 20 lægges til det oprindelige monsters niveau. På en eller anden måde skal spilleren så score højere end monstrenes samlede score, ved at tage eget level, og lægge eventuelle bonusser i form af våben, titler, elixirer eller andet til. – Ja, det kan godt blive kompliceret, men også altid top-underholdende!

Og da spillet var gået godt og grundigt i hårdknude med os allesammen på level 8 eller 9, åbnede vi altså den sidste øl. Endnu en trappist-kopi fra Ørbæk, købt ved samme lejlighed som den første, i Fakta, hvor de, apropos plutoniumsdrage, vist kunne fås til omkring 20 kroner stykket.

Det var vel aftenens lyseste bryg (hvis man vælger ikke at tælle den fæle prolog med. Den som gæsterne heldigvis ikke fik noget af). Enkelte toner mørkere end pilsner med kridhvidt, storboblende og så vidt jeg husker, ikke særlig holdbart skum. Stresshormoner var der rigeligt af i blodet, da det blev skænket, idet vi som bekendt alle kæmpede om det sidste sølle point i spillet. Alligevel lykkedes det brygget bouquet at presse en ekstra dosis adrenalin ud i blodbanen, da den lidt for velkendte dunst af marcipan og husholdningssprit i uskøn forening ramte mine næsebor.

Smagen gør tilsvarende vanære. Det smager af støvet kartoffelbrændevin, gær og den sødligt klæge smag af marcipan, jeg i kombination dermed finder aldeles modbydelig. Brygget giver den indre varme, som man kender det fra stærk spirius og man kommer til at svede af det. Det taler for bryggets karakter, at det på den måde giver en kropslig oplevelse. Blot mistænker man hurtigt, at sveden springer, fordi brygget bare smager så rædsomt. Øllet er i øvrigt tilsat rørsukker, koriander og enebær – det er noget med, at Ørbæk bruger opskrifter fra en tid, før Reinheitsgebot var noget, man gik op i på vore breddegrader. Men tilsætningen er altså forgæves, i betragtning af, hvordan slutproduktet smager.

Det skal siges, at Marcus ikke var enig i min vurdering. Han mente, at brygget blot skulle nydes til … noget andet – noget bestemt, som det ville gøre sig bedre til end et spil Munchkin småsent om aftenen. Han kunne ikke komme på, hvad det skulle være, og det kunne jeg heller ikke, og kan fortsat ikke. Jeg gætter på, at jeg i hvert fald aldrig kommer på det, men hvis Marcus i fremtiden skulle komme med et bud, refererer jeg det selvfølgelig gerne. Jeg forestiller mig, at alt, hvad dette bryg ville passe til, også ville være ret fælt – men det var vist ikke det, Marcus mente.

Udfaldet af aftenens sidste bryg blev altså lige så fælt som en plutoniumdrages ånde efter at den måtte have nedsvælget en Potion of Halitosis. Finalen i aftenens spil blev til gengæld langt mere underholdende, og endte med, at Elin selv opsøgte et monster at kæmpe med. Hun havde et level 2-monster på hånden, og det spillede hun altså ud, efter at vi andre panisk havde kastet monstre, bonusser, snydekort, våben, forbandelser, opgraderinger, nedgraderinger, klasser, racer og en hel masse andet i hovedet på hinanden … og derfor ikke havde noget på hænderne, der kunne forhindre hende i at vinde den endelige kamp.

En episk kamp mellem fire Munchkins og Fire tunge munkeøl var dermed overstået. Sejrherren var de tømmermænd, der ramte ekstrahårdt den følgende morgen … overgæret munkeøl er bare ikke noget, man får det godt af dagen derpå.

Quadrupel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl III)

21. marts 2014

I found the …

Unspeakably Awful Indescribable Horror! Eller … så slem er dagens bryg jo heller ikke. Men det er mit yndlingskort i Munchkin. Det er et level 14-monster, og som sådan ikke engang umuligt at besejre. Til gengæld må man selv fantasere sig til, hvad det egentlig er – for det fremgår kun, at man dør af det, undtagen, hvis man er troldmand m/k.

En Quadrupel fra La Trappe slår også til enhver tid en Laser-Phaser-Shmazer-Bazer – noget i den retning hedder det ultimative våben fra Elins Star Wars Extension Pack. Her i huset ejer vi kun originalen – eller 1st Edition, så jeg kan ikke kigge efter, hvad våbnet rigtigt hedder. Hvad jeg dog ved er, at man kan klikke de forskellige våben, fx en Laser og en Shmazer sammen – og så kan man bruge dem begge som ét våben (en Laser-Shmazer, eller måske endda en Shmazer-Laser), hvor man i de andre udgaver ikke kan svinge mere end ét våben ad gangen.

Alligevel tror jeg stadig, at nærværende øl gør mere ondt end at blive ramt af kombination af alle våben på én gang. Især dagen efter. Jeg tror, det primært var den der gjorde, at jeg var temmelig immobil hele søndagen.

Brygget er gæret fire gange. Det er sådan, man får en Quadrupel, og for hver gang en omgang brygsukker eller malt, eller hvad det nu er de bruger til at fremme brygprocessen på La Trappe (jeg glemte at kigge efter) tilføjes, udskiller gæren mere alkohol. Det bliver til mægtige 10,0%, og det endda helt uden, at det kommer til at smage som en Wiibroe Årgangsøl. Man skal dog kæmpe lidt for at nå ind til brygget. Plasticpropperne sidder helvedes godt fast, og jeg måtte have Marcus’ hjælp til at få dem af.

Brygget er lysere end dubbel – mere ovre i det orange, og skummet er kun tonet et par grader i retning af det gullige. Det knækker i store flager, der klæber sig meget bedre til glasset, end man så på Dubbel. Det ligner en ikke ordentligt pisket marengsmasse med sine store bobler. Duften giver allerede antydning af hovedpine med et hårdt spritelement, der til gengæld gør én fri i næsen. Duften er tung – det er svært at sige, præcis hvad det dufter af, men vi er ovre i en lettere bizar – men ikke nødvendigvis ubehagelig kombination af cognac med svedsker.

Brygget byder på mange af de samme søde, og krydrede toner som Dubbel. Alkoholen gør dog sit uudslettelige udtryk, og drejer smagen mere over i det både markant sødere, men også markant mere sprittede. Man mærker romsukker, der flankeres af en gæret bismag, og faktisk lidt bitter humle ved mandlerne.

Selve smagsindtrykkene er ganske velintegrerede, men overordnet ender alkoholen med at blive for markant. Brygget bliver så småt harsk, selvom man hele glasset igennem kan glæde sig over dets fandivoldske karakter, der må siges at matche Munchkin-spillets voldelighed udmærket.

Koncentrationen om spillet vil nødvendigvis vige, efterhånden som man når dybere ned i flasken … Så pas på! De andre spillere vil udnytte din fuldskab til et snigangreb!! Og det er jo også lige i Munchkin-spillets ånd.

Dubbel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl II)

20. marts 2014

In the heat of the game …

Spillet var godt i gang, da den næste øl blev åbnet, en Dubbel fra det hollandske bryggeri La Trappe. Det ser ud til, at der er tale om autentisk klosterøl, brygget af rigtige munke ved Tilburg i det sydvestlige Holland. Hvis man skal tro siden “belgabeer.dk” – og hvorfor skulle man ikke det?

Munk kan man ikke være i Munchkin, men man kan dog være Cleric. Så vidt jeg ved, er det den eneste klasse, der kan avancere fra level 9 til level 10 uden nødvendigvis at kæmpe mod et monster. Man skal blot spille det rigtige kort – Divine Intervention – så avancerer man til level 10, hvilket vil sige, at man vinder spillet. Det står på kortet, at det er vinderen forundt at rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på den måde. Det står ikke noget sted i reglerne, at man ikke må rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på en anden måde – det skal man selvfølgelig også tage i betragtning.

Med sin fine og tydeligt røde lød var brygget klart det mørkeste, der blev nydt den aften. Det gyldne, fedtede skum matcher farven fint, og dets visuelle fylde går igen i duften. Bouqueten præges entydigt af søde indtryk – marcipan, chokolade og sukker. Marcipan kan være et dårligt tegn i duften, såfremt det ledsages af sprit. Det er ikke tilfældet her, hvor sukkersliknydelsen er rendyrket.

Og brygget smager da også simpelt hen pragtfuldt. En nydelse så rar og venlig, at jeg ikke engang noterede mig det særlig meget i detaljer, da det bare så elegant ledsagede glæden ved spillet. Det taler overordnet til dets fordel, men jeg har i bagklogskabens lys den anke, at brygget måske stryger lidt for meget med smagsløgene, og ikke byder på de store krav om aktiv smagning og udfordring af bestående vaner og præferencer.

Men lidt er der da kradset ned på notepapiret, der kan give læseren et om ikke andet rudimentært billede af bryggets smagsegenskaber. Cognac og chokolade blandes i en mundfornemmelse, der ikke er ulig en fin æske prailiner. Oveni – og ikke mindre slikagtigt – er et krydret indslag af bergamotolie, der giver mig associationer til alteabolsjer. Angiveligt gammelmandsbolsjer – jeg har altid elsket dem, og det passer vel egentlig meget godt med, at jeg har været en sur gammel mand siden 12-årsalderen.

La Trappe Dubbel var klart aftenens fermenterede højdepunkt. Det var Marcus, der som den første i et kort øjeblik afbrød koncentrationen om de mange forbandelser og monstre vi kastede i hovedet på hinanden for at give øllet sin ros. Elin istemte, mens min papsøn Aslak drak en slurk te.

De unge mennesker og deres fornuftige adfærd …

Organic Belgian Style Bruin Abbey Ale, Ørbæk (Munchkin og Munkeøl I)

19. marts 2014

Spillet starter …

Munchkin er ikke noget helaftensspil a la Matador eller Trivial Pursuit, men det er så morsomt, at er man først gået gang, skal man liige have et spil til – og et til – og et til … Vi kunne nu kun nå tre. Med små børn på matriklen, og arbejdende mennesker blandt gæster blev der sat en naturlig stopper for, hvor sent det blev.

Det startede ellers stille og roligt med et par kogte myretuer, der gavmildt forsynede undertegnede med et ekstra level fra start. Og så kastede vi ellers plutoniumdrager i nakken på hinanden, vinkede til stenede golemer og bekæmpede både advokater og forsikringsagenter … Munchkin er et meget sjovt spil.

Det første bryg, der blev nydt til, var en økologisk og meget dansk kopi af, hvad der skulle forestille at være en mørk, belgisk klosterøl. Belgisk i stilen, dansk i virkeligheden … tysk er den i hvert fald ikke, idet den er tilsat rørsukker. Det er dog langt fra så galt som med den Blonde i samme serie, som vi prøvede senere på aftenen – den når skal vi nok nå til.

Bruin hedder den – og man forventer noget mørkt øl. Man får så noget, der snarere er orange – også skummet. Men brunt, næh. Skummet kollapser hurtigt, og viser ikke nogen klæbeevne. Selve brygget har en syrlig og våd bouquet, der ikke rigtig formår at vække begejstring eller genkendelse.

De første par mundfulde er jævnt kedelige. Man konstaterer, at man smager vandet, men så tager brygget heldigvis fat. Brygget gnider sig sukkersødt henover tungen og et krydret indslag af anis akkompagnerer let og elegant. Brygget bliver hurtigt også fyldigere, det er en letsprittet fylde, der heldigvis ikke er overdrevet, men lige tilpas. Brygget holder 6,5% hvilket ikke er meget i betragtning af, hvor tydelig alkoholen faktisk er. Man kan takke den relativt lave alkoholprocent for, at spritten ikke tager for meget over.

En sød, letkrydret og tilpas sprittet oplevelse, hvor nøgleordet netop er let og uden de store armsving.

Til et spil Munchkin kunne man måske have ønsket noget med lidt mere knald på. Men så må man jo bare spille lidt voldsommere i stedet for – Wandering Monster!

Nordic Gylden Bryg, Carlsberg (Munchkin og Munkeøl – Prolog)

18. marts 2014

Madlavning …

Når man sådan får fine gæster, skal der også laves mad. Jeg stod i vanlig stil for benarbejdet – der skulle hakkes, snittes og centrifugeres grøntsager til pizzaen, og da vi ikke ejer en foodprocessor, måtte jeg gøre det manuelt. Hvilket jeg også foretrækker.

Til madlavningen åbnede jeg en af Carlsbergs nye flashy alkoholfattige øl, Nordic Gylden Bryg (sic). Efter længe at være gået i en stor bue udenom dem i de supermarkeder, jeg oftest frekventerer, fordi de dér kun blev forhandlet i seksstykspakker, fandt jeg dem omsider til salg stykvis i Irma. Og hjem kom en af hver – den anden hedder “blond” og står stadig på hold i mit køleskab. Jeg ville ikke købe dem i seksstykspakker, da jeg havde mistanke om, at de ikke ligefrem ville falde i min smag. Og så ville de resterende fem øl optage alt for meget plads i mit lille hjem.

Jeg har læst om konceptet bag Nordic-serien på en obskur hjemmeside (min dårlige undskyldning er, at det var det første google-resultat, der dukkede op, da jeg søgte på serien). Det er som nævnt alkoholsvage øl, der skulle kunne nydes til mad, men altså uden at man bliver fuld af det. Konceptet er imidlertid slet ikke nyt. Jeg testede for år tilbage en øl fra Fur Bryghus, brygget efter samme koncept, der – kan jeg allerede nu afsløre – formåede at imponere mere end nærværende stordriftssprøjt fra Carlsberg.

Fuldstændig afsporet er dog den sundhedsvinkel, som hjemmesiden lægger på Nordic-serien. Jeg bliver ved med kun at kunne læse teksten i små bidder, mellem hvilke jeg får nervøse trækninger, må tage dybe indåndinger, og gå frem og tilbage i lokalet, mens jeg små- (og stor-) bander for mig selv. Nu skulle øllet altså være sundt, fordi der er mindre alkohol i? Ligesom slik skulle blive sundt, fordi man reducerer sukkerindholdet? Eller kunstigt beriger det med vitaminer? Og i samme ombæring ignorerer at både slik og – især alkoholfri øl – indeholder aromastoffer og andre mystifistiske tilsætninger, der kan udløse allergier, sygdomme og en masse andet, som vi ikke kender endnu, da vi ikke kender langtidsvirkningerne af tilsætningsstofferne. Denne øl er iøvrigt tilsat sukker – som om det skulle gøre den sundere.

Den ikke specielt kvikke, men dog opmærksomme læser, der selv har prøvet dette produkt vil måske indvende “jo, men der er jo kun tilsat naturlige aromastoffer til øllet”. Ja – og cyanid er naturligt forekommende i æblekerner, nitrit forekommer naturligt i rødbeder, og sulfit i kål. Lort er også naturligt. Naturligt er for at sige det mildt ikke en garanti for noget som helst.

Og nu bliver jeg nødt til at sige det umildt. Og jeg bliver nødt til at sige der med versaler, for kun sådan kan det udtrykkes, som jeg virkelig mener det. Jeg vil kommentere sundhedskonceptet bag denne øl, som en ukendt skotte gjorde til et opslag på den lokale fish’n’chips, der var blevet lukket af sundhedsmyndighederne. Her lettere omskrevet, så det passer til nærværende øl. Børn og sarte sjæle anbefales at kigge væk, da jeg næppe har udtrykket mig hårdere før i bloggens levetid:

– WHAE GEEZ A FUCK ABOOT HEALTHY!??? I DINNAE START DRINKIN’ BEER TAE GET HEALTHY YA CUNTS!

HEALTH JUNKIES PLEASE PISS OFF. K

Ah, det var rart at komme af med det. Se det oprindelige citat her.

Og så skal jeg jo ikke glemme, at øllet også skal anmeldes.

Når brygget kaldes ‘gyldent’ forventer jeg ikke et bryg, der har samme farve som ens urin midt i en ordentlig druktur. Jeg forventer minimum noget fra døgnet efter. Eller sagt pænere – jeg havde forventet en dybere kulør som man kender det fra wienertypen, og ikke noget, der kunne konkurrere med Corona, Sol og *ydrk* Kay-Sar i bleghed. Skummet matcher med sin snehvide uskyldighed bryggets uinspirerende kulør, omend det klistrer mere, end jeg havde regnet med. Brygget dufter ikke – ’nuff said.

Smagen … er der da. Den er svag, men også klar, glat og giver en antydning af kornet sødme. Sødmen kommer nu nok fra det tilsatte sukker, og har altså næppe noget med Carlsbergs brygevner at gøre. Eftersmagen udebliver i første omgang helt, men bruger man tricket, hvor man indtager virkelig store mundfulde – på nippet til at man får det galt i halsen – er det muligt at presse en antydning af eftersmag frem. Den melder sig som en let prikken, som man fornemmer engang har været noget humle, uden at man dog er sikker.

Men den er i det mindste ikke ligefrem ubehagelig at have i munden, og som sådan kunne den vel fungere som et muligt alternativ til et glas lunkent postevand. Friskt, koldt postevand derimod, kan brygget ikke hamle op med. Ikke mindst fordi en diffus bismag – det meste smag ved dette bryg er diffust, derfor også bismagene – trænger sig en smule på. Man genkender sæbe. Det er heldigvis glimtvis – som et glas lunkent postevand, der ikke er skyllet ordentligt af, efter opvasken.

Det er et meget kedeligt bryg. Man savner næsten lidt markant ubehag, fordi det i det mindste ville give brygget karakter. Det bringer absolut intet nyt til genren ‘alkoholfattige øl’ overhovedet, uanset om Carlsbergs velsmurte marketingmaskine og diverse obskure hjemmesider prøver at give et billede af det modsatte.

Jeg forsøger at være en ordentlig vært, så jeg bød selvfølgelig ikke mine gæster på dette mislykkede og ligegyldige bryg.

16. marts 2014

Av …

Jeg har ondt i hovedet i dag. Åbenbart vil der altid være en straf, hvis man har det godt eller gør noget sjovt. Men jeg må hellere starte med begyndelsen. Juleaften fik min papsøn Aslak et Munchkin-spil i af min storebrors familie. Genial gave – ikke mindst fordi det lige så meget var en gave til lillebror. Som nogle måske vil huske, er kombinationen af Munchkin og øl afprøvet med succes før. Jeg har dog hele tiden haft en nagende fornemmelse af, at vi spillede spillet forkert, så for nylig tilkaldte jeg et par eksperter …

Marcus, som bloggen også har haft inde over, og Elin – en god bekendt fra min kollegietid – er begge garvede Munchkin-spillere, og mens Marcus leverede rutinen og ekspertisen, leverede Elin rutine, ekspertise og to ekspansion-sets. Og så var der ellers lagt op til gemytligt spas og festivitas.

Øllet leverede undertegnede – nok ikke overraskende. Og jeg havde netop købt fem selskabsøl, hvoraf vi nåede at drikke de fire. Selskabsøl er min betegnelse for øl, der leveres i så store emballager, at jeg ikke selv gider drikke en hel. De er til gengæld gode at dele med andre, fx ved festlige lejligheder som en i dette og de næste indlæg beskrevne.

Kvickly og Fakta var distributørerne, og i langt overvejende grad Fakta. Sidstnævnte på Njalsgade var leveringsdygtig i to øl fra Ørbæk – som sædvanligt økologiske og i belgisk munkestil. En anden Fakta – jeg husker ikke hvilken – havde et par spændende produkter fra hollandske La Trappe på hylderne. Omend de kostede kr. 38,- stykket, syntes jeg stadig, pengene var godt givet ud. Med en vis undren blev jeg dog slået, da jeg opdagede at Kvicly havde den samme serie (på i alt fem – hvoraf jeg altså har reddet mig de tre) stående til kr. 29,- stykket.

Vel, med hjem kom der da en mere. Men skæbnen har villet, at sidstnævnte fra Kvickly ikke blev afprøvet, og nu står mutters alene på ølhylden, og kun har et en påskebryg fra Vejle Bryghus og et par flasker vin, vi nok aldrig får drukket at socialisere med. Så når alt kommer til alt var det ret beset Fakta, der var eneleverandør … og hvorfor bruger jeg dog så lang tid på at forklare det? Det må være de forbandede tømmermænd …

Hvad jeg ville nå frem til: De næste indlæg kommer til at handle om de øl, vi drak under Munchkin-spil i går aftes. Intet ringere. I hvilken grad det kommer til at handle om andet end øl – fx Munchkin – kommer an på min hukommelse og evne til at tænke struktureret. Begge dele lader sig i skrivende stund Q.E.D. kun gøre under visse anstrengelser.