Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Kvicklys Ølfestivalg

Og jeg stemmer på …

I dag er sidste chance for at stemme ved Kvicklys Ølfestivalg. Jeg har anmeldt alle øl, og fundet min vinder. Før jeg offentliggør, hvem jeg har stemt på, får I en liste her over alle mine indlæg, og en sidste kommentar til dem allesammen – i den rækkefølge de blev anmeldt på bloggen. Niveauet har været højt i år. Så højt faktisk, at nogle af mine evige, aksiomatiske dogmer om øl er blevet rystet i deres grundvold … eller i hvertfald har mine holdninger fået et lille skub hist og pist, og det vil jeg gerne dele med jer.

2015-06-20 14.21.111. Shandy Ginger, Ørbæk: En ganske velafstemt blanding af citronlimonade og øl. En shandy eller radler man selv laver, smager for det meste af mere og bedre, men her er jeg faktisk i tvivl. Krydring med ingefær og ikke mindst chili er også lige i øjet. For første gang har jeg prøvet en færdigblandet radler/shandy, som jeg både er imponeret over som sodavand og som øl.

2015-06-20 20.55.502. Hærværk, Svaneke er en habil wienerøl. Den skal prøves af alle, der vil opleve ordentlig maltfylde og mild og rund humle. Hele turen til granitøen, om man bor i den del af Danmark, der er udskidt af kalk og vand, er den alene dog ikke værd.

2015-06-21 14.13.293. Skumhest, Pladderballe Bryghus: En fuldblodshest i fyrig humlegallop. Der er skum, fylde, smag og karakter for alle pengene … og lidt for meget gær. Men skåret i velsmagen nivelleres helt og mere til af dens sprudlende kraft.

2015-06-22 19.43.204. Sailor IPA, Bryghuset Braunstein. Bryghuset Braunstein har omsider lært at brygge IPA. – En gennemsnitlig én af slagsen, der har alt hvad den skal have, og så ikke mere. Men når det gælder dén øltype er det faktisk også mere end nok.

2015-06-23 17.48.335. Grodziskie/Grätzen, Vestfyen introducerer denne øltype til det danske marked. Det er i sig selv prisværdigt. Brygget skal prøves for sin forfriskende røgsmag. Man ærgrer sig dog også en kende over, at resten af øllet er glemt.

2015-06-23 18.35.376. Oat Malt Stout, Krenkerup. Feltets svageste deltager, hvilket siger en del om feltet. For der er rigeligt fylde, spændende smag, og kun lidt for meget vand i den. Når denne er det svageste bryg, står det ikke så slemt til.

2015-06-24 17.21.387. Mørk Hvede, Fur prøver at føre tendensen fra sidste år for hvedeøl videre. Det fungerede ikke godt sidste år og gør det heller ikke i år, selvom brygget som hvedeøl betragtet yder mere, end man normalt kan forvente af typen.

2015-06-25 18.37.378. Urkilde 2015, Rækker Mølle Bryghus er noget så sjældent som en interessant pilsner. Et forfriskende citrusudtryk hæver denne øl vel op over stilens ry for karakterløs standard og vandig ligegyldighed. Og det endda ved brygkunst alene uden brug af andet end gær, vand, humle og malt.

2015-06-26 17.57.179. Coffee Stout, Raasted viser, at Raasted nu behersker brygning af stout, men fortsat ikke uden at blande fremmedelementer i. Gode fremmedelementer, indrømmet, men fremmedelementer ikke desto mindre for at opnå en effekt, der også kunne opnås ved brygkunst alene.

Ligesom …

2015-06-26 20.54.3910. Ærø Tangøl, Rise Bryggeri også er iblandet fremmedelementer. Og hér forstår jeg det da overhovedet ikke. For de friske, sprøde, aromatiske, lækkerhedsagtige amerikanske humler dette lille vidunder er smagt til med, kan da sagtens stå alene. Ærø Tangøl er i øvrigt også …

Den øl jeg stemmer på!

2015-06-26 20.54.39

Skumhest var tæt på, men blev altså slået på stregen – ikke kun af et mulehår, men mindst et hestehoved.

Igen lægger jeg mig fladt ned for de amerikanske humler, og må anstrenge mig noget for ikke at kaste armene i vejret, og af mine lungers fulde kraft skrige …

USA! USA! USA!

Ikke alt ved USA er lige godt, men de humletyper de selv har udviklet til deres specialbryg er virkelig af en anden verden.

Jeg gad vide, hvordan tang egentlig smager i øl, for jeg har ikke været i stand til at opfange det i Rise Bryggeris fine pale ale.

Her til sidst skal der lyde endnu en tak til Kvickly for øllene. Det har været en fornøjelse at anmelde dem. Også en tak skal lyde til Kvickly for at afvikle arrangementet. Kvickly gør et stort arbejde for at øge kendskabet til specialøl i Danmark, og de øger tilgængeligheden – ikke bare ved at have kvalitetsbryg på hylderne, men også ved at promovere dem med arrangementer som disse.

Afstemningen kører resten af dagen her. Husk at stemme på din favorit. Må den bedste øl vinde.

Ærø Tangøl, Rise Bryggeri (Kvicklys Ølfestivalg 2015 X)

2015-06-26 20.54.39Le Grande Finale …

Jeg er ved vejs ende med øllene i dette års Ølfestivalg fra Kvickly. Det har været en fornøjelse, ikke mindst fordi niveauet har fået sig et nøk opad. Ikke én øl har fået en karakter under 3½ stjerne. Alle øl er over middel, og de fleste endda vel over. Nu kunne det være spændende at få noget rigtig godt til at slutte af med.

Jeg har derfor gemt denne øl til til sidst. Jeg syntes det lød så spændende med en øl tilsat tang, at den skulle prøves til sidst, da jeg modtog øllene. Jeg forestiller mig, at tangens bitre smag vil spille fint sammen med humlens bitterhed på en anden måde, end når der tilsættes andre bitre ingredienser – kaffe eller lakrids fx. Dermed virkede valget også mere intuitivt end fx de ramsløg, Pladderballe Bryghus har tilsat deres Skumhest, selvom det kontraintuitive selvfølgelig også er spændende.

Læser man på bagetiketten vil man erfare, at der er tale om en Pale Ale efter amerikansk forbillede. Humlesorterne er Cascade, Chinook, Simcoe og Amarilo, og i det selskab virker tang godt nok noget redundant. Umiddelbart har jeg svært ved at se, hvordan det skulle gøre det, der er der i forvejen bedre. Men måske lurer der en overraskelse.

Det er et flot, kobberfarvet bryg med en småfedtet skumkrone. Brygget dufter ikke af hav, men derimod umiskendeligt af bittersøde og fyldige amerikanske humletyper – man skulle næsten tro, at det der stod på bagetiketten passede … Det samme gælder smagen. Der er vist ikke længere tvivl om de amerikanske humlers tilstedeværelse, og manifestationen af deres hårde, rå, ananskirsebærsyrlige og blomstervenlige bitterhed, er god og gennemtrængende som sjældent før. Bergamotolien er jeg fristet til at tie om, da man med rette kunne anklage mig for at køre i samme rille – men den er der, og den er intet mindre end en fryd.

Stadig intet spor af tang.

Eftersmagen sætter ind med en rå og klæbrig aroma af løvtræ, der varer omtrent lige så længe, som det tager sådan ét at vokse sig stort. Jeg leder fortsat efter tangen, og bilder mig ind, at den måske er med til at gøre eftersmagen lidt ekstra bitter. Men jeg er overhovedet ikke sikker.

Men hvad gør det. Der er amerikansk humle en masse – og det er det vigtigste.

Sikke en finale!

5-stjerner

Coffee Stout, Raasted Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2015 IX)

2015-06-26 17.57.17Det er set før …

Igen i år satser randrusianske Raasted Bryghus på en stout, og igen ikke en ren én af slagsen. Sidste år havde de en stout (eller en porter, men forskellen er den samme) tilsat lakrids og chili. Den smagte af lakrids, chili og postevand, og karakteren var også derefter.

I år er den smagt til med kaffe. Resultatet af det eksperiment har været noget nær en katastrofe tidligere, men ellers er det jo ikke en usædvanlig ingrediens i stout. Det understreger stilens bitre noter, og bittert er jo som regel godt. Kaffe er også godt. Kaffe er jo nok den drik i hele verden, jeg holder næstmest af, så lad os nu se.

En stout skal også skvulpe og ikke flyde for let. Viskositets-eksamen (det er jo eksamenstid) består den såmænd nogenlunde, men skummet må man derimod virkelig arbejde for. Men med en hældningsvinkel på flasken på ca. 70 grader i forhold til horisonten får man da en skumkrone frem, der også er ganske nydelig med farve af smeltet karamel over det i øvrigt flotte, natsorte bryg. Duften udløses ikke ved skænkning sådan som det var tilfældet med Krenkerups rene havrestout, men bouqueten er der da, og de fyldige noter af lakrids og kaffe gør godt, når først de aktivt indsnuses.

Det er en fortrinsvis bitter stout, præget mere end noget andet af ristet malt, mens kaffen ikke smager i sig selv, men blot hjælper til. Sødme af karamel titter efterhånden frem ved gummerne, og til mandlerne klæber den langvarige, fyldige og kaffebitre eftersmag sig.

Et skår i den mere end adækvate glæde er en pulveragtig, udtørrende mundfornemmelse, som om der er kommet grums med i kaffen. Det skæmmer dog den ellers velkomponerede og velintegrerede brygblanding mindre end fornemmelsen af, at man har prøvet det hele før. Det er en egentlig udmærket stout med små skønhedsfejl, uden at den er bedre end andre egentlig udmærkede stouts.

Ikke en Om’er – bare en gentagelse.

4-en-halv-stjerne

Urkilde 2015, Rækker Mølle Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2015 VIII)

2015-06-25 18.37.37Ren nydelse …

Jeg skrev i det indledende indlæg om årets Ølfestivalg, at jeg også ville kigge lidt på, hvad der trender inden for specialbryg for tiden ud fra, hvad deltagerne har lagt vægt på. Jeg nævnte i den forbindelse det nordiske køkken, men ret beset er det kun Skumhest og Rises Ærø Tangøl, der sådan rigtig tager fat på nogle gamle traditionelle ingredienser i deres recepter.

Stærkere er faktisk en tendens til at gå tilbage til nogle tyske rødder, nemlig Reinheitsgebot. Denne øl, Hærværk, Mørk Hvede, Oat Malt Stout, Grätzen og Sailor IPA indeholder faktisk ikke andet end malt, vand gær og humle. 6 i alt. Det er flere end sidste gang (jeg har talt 5), og dengang deltog oven i købet flere øl..

Og Reinheitsgebot er som bekendt min hjertensbarn. Jeg er langt mere imponeret over gode bryg, hvor kun de traditionelle ingredienser bruges frem for en blandingsdisciplin, hvor man bare kan krydre og tilsætte løs for at få opnå den rigtige smag. Det er ikke det sidste, der er meningen.

Så et plus i karakterbogen for det til Rækker Mølle. Endnu et plus for at være så Old School at deltage i en specialbrygskonkurrence med noget nær den mest generiske og almindelige øltype man kan forestille, nemlig en pilsner.

Men selv pilsnere kan jo variere, har jeg jo lært. De kan endda være rigtig gode og spændende – også selvom de grundlæggende bare smager som den type de nu engang er. I den optik starter Rækker Mølles Urkilde godt ud med en aromatisk og fyldig duft af fløde, frisk græs og citrus samt lige akkurat så lidt fusel, at det krydrer og ikke generer. Desuden er brygget ufiltreret, og deler heller ikke dette med de fleste industrielle pilsnere, folk kender bedst.

Smagen udskiller og -mærker sig desuden ved at være skarpere og byde på et gennemtrængende citruselement der yder brygget ekstra friskhed og vederkvægende egenskaber uden at det går ud over smagen.

For selvom den skarpe citrussyrlighed fylder, så er hverken humle eller malt glemt. Humlen spiller 2. violin med et dæmpet omend råt indslag af græs og træ, en underbyggende skarphed til citruselementet, mens den tilbagelænede malt yder fylde med en blødt kontrapunkt af sødme.

Det forbliver dog kammermusik og ikke nogen orkesterkomposition af symfoniske dimensioner. Men det er jo heller ikke altid det sidste, man har lyst til. Kedeligt bliver det i hvert fald aldrig – måske en smule tyndt. Men hvis tyndt øl havde denne karakter, ville ingen brokke sig over det.

Tak til Rækker Mølle for at have brygget den bedste pilsner længe.

4-stjerner

Mørk Hvede, Fur (Kvicklys Ølfestivalg 2015 VII)

2015-06-24 17.21.38Et skridt frem, to tilbage …

Furs American Pale Ale var min favorit ved sidste års ølfestivalg. Den endte vist med at få tredjefærrest stemmer eller deromkring, men den slags er jeg som bekendt ligeglad med. Eller … jeg er faktisk en smule stolt over, at jeg ikke bare går og vælger det samme som alle andre, men tør stå ved det jeg mener. Også når der ikke er meningssammenfald mellem mig og de andre.

Hvad ville jeg frem til …? Jo, mine forventninger til Fur er selvfølgelig positivt påvirket af, at de bryggede det i mine øjne bedste bryg sidste år. Til gengæld er de det eneste bryggeri, der i år har en hvedeøl på programmet, og det trækker faktisk lidt i den anden retning. Jeg finder generelt hvedeøl uinteressant, og har allerede glædet mig over, at der kun var én af dem med i år. Og så skulle det selvfølgelig være Fur …

Nå, de kan jo godt overraske. Overraskelsespotentialet er jo faktisk rigtig stort for hvedeøl. Hvis det rent faktisk viser sig at være godt, så er det også så meget desto mere overraskende, da forventningerne generelt ligger lavt.

I håb om overraskelsen knappede jeg brygget op. Det ser ud til at være filtreret, hvilket er usædvanligt for hvedebryg. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, der var tale om en classic pilsner, ud fra det næsten mahognifarvede bryg med det letgyldne skum. Den manglende retsgær giver netop den klarhed, som er så uvant for stilen. Duften overrasker, hvis man har læst bagetiketten. Bryggeriernes beskrivelser af smag og duft passer stort set aldrig, men her er den spot on. Ristet malt, vanille, banan og lakrids – mest af vanille og banan, mens det andet danner en tilpas fyldig, letkrydret baggrund.

Brygget smager ganske godt igennem, og ikke for meget af gær. Det glæder man sig spontant over, men ærgrer sig så måske over, at filtreringen er sket på bekostning af lidt ekstra fylde og noget vildskab i smagen. I smagen er lakridsen dog erstattet af karamel, mens vanillen og banansmagen stadig er præsent. I eftersmagen mærkes en dæmpet bitterhed af løvtræ, der så småt glider over i en let grannåleessens.

For så vidt en ganske mangefacetteret og velkomponeret smagsoplevelse. Men det er altså på bekostning af den fylde, som restgæren i netop hvedebryg også kan yde. Til gengæld slipper man så for surhed og udtørrede slimhinder, men hvis det er en risiko, man ikke vil løbe, hvorfor så egentlig ikke bare brygge en sød pilsner, når nu det nærmest er det man efterstræber smagen af?

Fur klarer hvedeølsbrygning bedre end mange andre. Hvedeøl er imidlertid sjældent særlig smagfulde eller særlig kraftige og ofte ingen af delene. Furs er mest det første, og det er klart også det mindst ringe af mulighederne. Men mindst ringe er sjældent det bedste, og det er det heller ikke nu.

Overraskelsen udeblev – ikke overraskende i øvrigt.

3-en-halv-stjerne

Oat Malt Stout, Krenkerup (Kvicklys Ølfestivalg 2015 VI)

2015-06-23 18.35.37Bællestout …

Det lollandske bryggeri Krenkerup var jeg oprindelig ret begejstret for. Ikke mindst fordi de vel nærmest introducerede begrebet røgøl for et bredere publikum i Danmark. Siden da er de faldet noget af på den, og de sidste par års produkter har været småkedelige gentagelser af, hvad de andre bryggerier har sendt på markedet.

Til dette års Ølfestivalg har de brygget en stout på havre, og det skulle angiveligt være svært. Havremalten kræver åbenbart noget mere tid, men skulle til gengæld give ‘en silkeblød øl med en fyldig, cremet, sød og nuanceret smag’ i hvert fald, hvis man skal tro, hvad bryggeriet selv skriver.

Men kan det nu også passe? Bouqueten peger i hvert fald derhenad, og den kan man dårligt undgå, da den manifesterer sig stærkt ved skænkning. Den nærmest eksploderer ud i rummet med søde noter af banan, ved siden af syrligere noter, der normalt kendetegner lysere øltyper, frisk græs og gæret halm. Det er et kulsort bryg med off-white skum, hvilket er relativt lyst for en stout. Det holder heller ikke så længe, men bobler hurtigt af.

Det silkebløde og søde kan sådan set genfindes i brygget, og det vækker indledende glæde. En kaffe, der måske godt kunne have brugt en bønne mere, er tilsat rigelige mængder vanillefløde og rørsukker. Dermed er grundpillerne i en ordentlig stout for så vidt til stede.

Men som antydet mangler det sidste af fylden, og den dæmpede alkoholprocent på 5,0 er nok synderen. Brygget ender med at blive lidt tamt og fladt, selvom den da også har smagt godt undervejs.

Krenkerups stout er et foreløbigt lavpunkt i dette års ølfestivalg. Men hvis dette er lavpunktet for hele ølfestivalget, så står det faktisk ikke så slemt til.

3-en-halv-stjerne

Grodziskie/Grätzer, Vestfyen (Kvicklys Ølfestivalg 2015 V)

2015-06-23 17.48.33Uhyre tiltrængt introduktion …

Jeg skylder Ole Madsen, Ekstra Bladet, en kæmpe tak for at have introduceret – ikke bare denne stil, men this very beer ved Danske Ølentusiasters Ølfestival tidligere på året. Det var kun en lille mundsmag, jeg fik, og derfor skrev jeg heller ikke vidt og bredt om den, som jeg gjorde om de andre øl jeg prøvede. Jeg var imidlertid så solgt lige da jeg prøvede den, at jeg omgående reddede mig et eksemplar med hjem, så jeg kunne anmelde den rigtigt senere. Det var også senere, jeg opdagede det lille runde felt på etiketten, hvor der stod “Ølfestivalg Kvickly 2015”. Så klappede jeg hesten, og valgte at afvente.

Indtil nu. Og jeg er også glad for, at det kun var en mundsmag, jeg fik. For min umiddelbare begejstring til trods, ved jeg jo godt, at den slags kan ændre sig det øjeblik, man får en hel en at prøve.

Sagde jeg en hel? Det er ikke helt rigtigt. Jeg fik lidt hjælp af min gode nabo Claus. Der er mange øl at anmelde på kort tid, og jeg er ikke bare fuldtidsarbejdende – jeg er også fuldtidsfar, og i en sådan situation er det begrænset, hvor beruset man kan tillade sig at blive, når man har fået en opgave som den forhåndenværende.

Stilen skulle angiveligt komme fra den polske by Grodzisk Wielkopolski og være karakteriseret ved kun at være brygget på hvedemalt, hvor fx den tyske Hefeweizen altid vil indeholde et vist kvantum af Bygmalt. Denne øl indeholder også et kvantum bygmalt, og bryder derfor med et af de definerende karakteristika ved stilen. Så det er lidt en tilsnigelse at betegne den som en Grätzer.

Det andet afgørende karaktertræk er røgen. Og den  der der. Det stænkede øl næsten emmer af det. Så meget at Claus spontant udbrød, at det var som “at få sit barn hjem fra børnehaven.” Og nej, det er ikke cigaretrøg, den nærmest lugter af (vi befinder os trods alt ikke længere i 70’erne), men derimod bålrøg. Andet dufter det ikke af. Man mærker ikke øllets karakter bag røgen.

Røgen er også meget præsent ved smagning. Det er en stor nydelse, og en overrumplende overraskelse at opleve den kraftige røg i det ellers ganske lyse bryg. Man forventer ved et så kraftigt røgelement en mørkere øl. Til gengæld er det lyse brygs friskhed helt intakt, og det er ganske unikt, og eksponerer tydeligt stilens legitimitet. Friskhed, tørstslukning og markant røgindslag samtidig. Ja, det kan faktisk lade sig gøre.

Når man har nydt røgen, prøver man at smage lidt ekstra efter, og så er det, at man bliver lidt skuffet. For selvom røgen leverer oplevelsen, så savner man andre øllede indslag. Man savner humlekrydringen. Man savner maltelementet. Ja, måske savner man endda gæren, og man får intet af det, eller i hvert fald meget lidt.

I sidste ende byder brygget kun på røgindslaget, der herhjemme er både forfriskende og originalt, men det kan i længden ikke stå alene.

Jeg havde egentlig troet, at dette bryg kunne løbe af med sejren. Sådan bliver det altså ikke alligevel.

4-stjerner

Sailor IPA, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestivalg 2015 IV)

2015-06-22 19.43.20De har faktisk lært det …

Jeg lagde denne øl på køl på foranledning af en læser, der var spændt på, om Bryghuset Braunstein efterhånden kunne finde ud af at lave IPA, og havde skrevet dette på min facebook-side. Heller ikke i mine øjne har Bryggeriet i Køge været for heldige med deres eksperimenter udi IPA-brygning. Deres første var en mindre katastrofe. Deres Viking-IPA har jeg ikke prøvet, da jeg frygter det er deres første med et nyt navn. Sidste år havde de også brygget en IPA til Kvicklys Ølfestivalg. Den smagte ikke dårligt. Faktisk var det én af de øl, der fik den højeste karakter på 4½ stjerne. Men som jeg også bemærkede dengang, var der ikke særlig meget IPA over den. Man kunne nærmest sige tværtimod med dens maltede og runde sødme.

I modsætning til det næsten sorte bryg, de sidst diskede op med, holder nærværende bryg nogenlunde en IPA’s lød; lettåget kobberorange med en ganske fast, cremet marengsmasse i toppen, der alligevel skal nydes i øjeblikket, og snart er bortsvunden. Duften består IPA-eksamen med friskbitter duft, garneret med en gennemtrængende bergamotoliesødme.

Og jo! Brygget smager bestemt af IPA. Den skarptfriske og rå humle er umiskendelig, og selvom det ikke eksplicit fremgår af nogen etiket, genkender jeg i hvert fald cascadens hårde og markante aroma.

Smagsoplevelsen er facetteret og velafstemt, og delt op i tre fine kapitler. Først en aromatisk, luftig fylde af grannåle, denne afløses af søde noter af bergamotolie, roser og hyldeblomst ved gummerne, afsluttende med en tung, bitter eftersmag af frisk fyrretræ. Eftersmagen holder længe.

Oplevelsen er velskrevet og sat nydeligt op i en begyndelse, en midte og en slutning, hvor slutningen er klart det bedste, men hvor begyndelsen også er spændende nok til at vække interessen, og midten ikke er så kedelig, at man opgiver.

I alt en velkomponeret, velafstemt og velkontrolleret og uforfalsket IPA-oplevelse. Måske lidt for velkontrolleret. I vildskab slås den stadig af Pladderballes fyrige skumhest. Men det er også det eneste, der sådan rigtig kan udsættes på den.

Bryghuset Braunstein har faktisk lært det.

4-en-halv-stjerne

Skumhest, Pladderballe Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2015 III)

2015-06-21 14.13.29Det er slet ikke slik!

Som sædvanlig deltager Svaneke Bryghus med to øl ved Kvicklys Ølfestivalg. Det er jo som bekendt dem, der står bag fantombryggeriet Pladderballe Bryghus, hvis produkter bygger på figurer og effekter fra komikerparret Monrad & Rislunds bizarre univers. Om retfærdigheden i det, skal jeg ikke være dommer, men blot konstatere, at der selvfølgelig er større vinderchancer, når man spiller på flere heste.

Meget apropos, da det jo også er en hest, vi har at gøre med her. Og her gik jeg og troede, at skumheste var en slags slik. Den optræder i Bjarkram Rodaz’ énakter “Ovre i Døgneren”, der kan nydes i sin fulde længde på pladen “Mens vi venter på Prinsen”. Her beder kunden om en pose salmiakaffald, 100 g. marcipanskrald, en kalapøjser og to poser [trommehvirvel] skumheste. Kioskejeren stiller sig uforstående over for bestillingen, hvorefter kunden træder ud af sin karakter og udbryder der sin lyse, hæse pibestemme, der omtrent lyder som Skærmtrolden Hugo på Helium: “Ja, jeg ved hvad jeg taler om for min Onkel han var Lagermand på Haribo.” Det har således været mere en antydet, at der var tale om en slags slik … men nu ved vi bedre!

Kunden havde planer om at drikke sig hønefuld, eller i hvert fald købe sig et større kvantum af nærværende bryg (at pladen er fra 1989, 26 år ældre end denne øl (og 11 år ældre end bryggeriet, der brygger den) har jeg ingen kommentarer til. Det må komikerparret eller bryggeriet selv rede sig ud af.) Øllet er brygget i det overordentligt populære og hipstersmarte Nye Nordiske Køkken, og er således tilsat Havtorn og Ramsløg. Desuden fremgår det, at den er “Nu uden vilde myrer”. Og det er den vist ikke bare nu. Det har den nok altid været (ærgerligt nok. Hvis jeg kan prøve øl brygget på finhvalnosser røget over fåremøg er vilde myrer jo ellers både den naturlige og logiske fortsættelse).

Havtorn forstår jeg. Ramsløg … lyder spændende. Jeg har aldrig prøvet øl med nogen form for løg før, men umiddelbart har jeg svært ved at se, hvordan løg, med sin stikkende og krakilske smag skulle kunne forenes tilfredsstillende med malt, humle og vand. Gær, kan jeg måske godt se, men at forstærke gærsmagen er vist sjældent noget man ønsker.

Efter skænkning af det ganske flotte lettågede og gyldenorange bryg, må man vente lidt, før det hvide, fedtede og luftige skum er retireret nok til, at snudeskaftet kan placeres adækvat til bouquetopsnapning. Her mærker man tydeligt løgene, som små nåle i næsevæggene på en baggrund af en præsent og fortrinsvis sød humle. Der er rigeligt med aroma til lugtesansen for så vidt.

Og ved smagning opdager man, at skumhesten ej er hverken øg eller krikke!

Den er en vild fuldblodsaraber, hvis solide spark leveres med stærk og potent fylde, et vildt vrinsk af krakilsk bitterhed og en kåd gallop af et hidsigt gærindslag, der kun langsomt går over i et skarpt trav af en besk, bittersød eftersmag.

Snart for man dog fat i tøjlerne igen, og bremser bæstet op. Det var vildt! Men man må også lige overveje, hvor godt det er. Råstyrken er udpræget, og det er slet ikke utænkeligt, at Pladderballe Bryghus kan hente sejren hjem på den alene.

Men der mangler noget – nuancer. Skumhesten er en gallophest, og hvis man er mere til dressur er skuffelsen nærliggende. For karakteren må vige for råstyrken; humlen er nok vældigt bitter, men samtidig er gærindslaget meget præsent og dermed ofres noget af velsmagen for styrken.

Man kan dog uanset hvad glæde sig over, at bryggeriet både fnyser og pruster ad kommercielle krav om lettilgængelighed og letdrikkelighed. Og oplevelsen er i hvert fald intakt uanset hvad. Skål for Ølfestivalgets indtil videre mest markante og fandenivoldske indslag, og denne bloggers foreløbige favorit.

4-en-halv-stjerne

Hærværk, Svaneke Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2015 II)

2015-06-20 20.55.50Ikke meget Tom Kristensen over den …

Svaneke spiller sikkert, selvom de udadtil forsøger at overbevise forbrugeren om det modsatte. Der lægges ingen fingre imellem på bagetiketten, hvor den beskrives som “En brav bayersk øl besudlet med flabede mængder humle i gærtanken. Slank og lys med et ordentligt slæb af harpiks, humle, krydderurter og citrus.” Således forventningsafstemningen fra bryggeriets side.

I modsætning til, hvad etiketten antyder er det alligevel lykkedes bryggeriet at leve op til deres målsætning om at ‘lidt er godt’. De går imod en efterhånden stærk trend ved Kvicklys Ølfestivalg, og putter intet andet end vand, gær, humle og malt i mæskekarret – på trods af tirader om både harpisk, krydderurter og citrus. Vel, dem om det, hvis de vil forvirre forbrugerne.

Hvis man forventer noget barskt og eksplosivt bliver man skuffet. For ved skænkning når brygget aldrig nær bagetikettens, eller for den sags skyld frontetikettens brutaliteter. Der er ikke meget hærværk over den. I stedet viser der sig et ganske flot bryg, mørktgyldent til lyst orange med en meget fin, høj, plastisk og klæbrig skumkrone, der aldrig slipper glasset helt. Duften er nok kraftig, uden at være mægtig, og emmer af fyldig og oprindelig humleduft. Det er duften af øl, bare med lidt mere øl i.

Brygget føles flødefyldigt i flaben. Blødt og rundt breder det sig ud i hele kæften med en subtil, varm, velafstemt og forfriskende underspillet pilsnerbitterhed. Øllet er langt fra så oprørsk som det giver udtryk for. Der er ikke meget Tom Kristensensk hærværk over den. Man må kigge langt efter den ekspressionistisk-modernistiske lige højre (*host* folketingsvalg *host*) man var stillet i udsigt. Brygget begår hverken hærværk mod smagsløgene, mod wienertypen som den efter min vurdering tilhører, eller mod øl i det hele taget.

Men det betyder jo ikke, at øllet er dårligt.

Brygget er for så vidt konformt og uden den store innovation. Til gengæld har bryggeriet taget alt det gode fra wienertypen (bedre kendt som classic) og forstørret og forstærket det. Det ender som et varmt, blødt, rart, rundt og trygt teddybjørnskram af især kraftig, næsten karamelagtig maltfylde, og nøje afstemt mild men præsent humlebitterhed.

Alt i alt en ret dårlig forventningsafstemning, af noget ellers ganske udmærket øl.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme