Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Julekalenderøl

Merry Christmas Beer, Privatbrauerei Eichbaum (Julekalenderøl XXII)

2015-01-27 17.16.49Antiklimaks …

Jeg er ved rejsens ende, omsider. Dette er den sidste øl fra sidste års øljulekalender. Lettelsen er stor, og let er – kan jeg afsløre – øllet også.

Lad mig først gøre en hurtig status, for jeg orker ikke at skrive et opfølgende indlæg om hele den ørkenvandring, øljulekalenderen har været. Det har været en aldeles uspændende oplevelse, der har bekræftet én ting: Den tyske konservatisme om renhed er blevet en klods om benet på kreativiteten. Intet adskiller de ellers relativt mange bryggeriers pilsnere eller Hefe-weizen. Det er én stor grå masse … eller måske snare korngul masse af mere eller mindre ligegyldige bryg. Og nu er det endelig slut, og der skal nydes nogle ordentlige øl igen.

To indtryk har temaet dog efterladt hos mig. Ét af bryggeriet ‘Privatbrauerei Eichbaum’, som har stået for 8 af julekalenderens øl. Andre øl fra bryggeriet vil jeg nok, om ikke gå i en stor bue uden om, så i hvert fald gemme til en dag, jeg virkelig har brug for noget meget letdrikkeligt. Ja, så fik jeg sagt det diplomatisk. Ud af 8 chancer formåede de én gang at levere noget, der smagte sådan OK.

Den største positive oplevelse var fra d. 2. december – 5,0 fra Brauerei Braunschweig var en minimalistisk konceptøl, hvor marketingmidlerne angiveligt var blevet sløjfet til gengæld for flere ressourcer til selve brygningen. Måske fungerede det, for det var da klart den bedste øl i julekalenderen, men sådan rigtig god var den jo ikke engang alligevel.

Lidt over almindelig middelmådighed er, hvad det kan blive til, når det gælder tysk julekalenderbrygkunst. Det er sgu lidt trist. Men min sample er selvfølgelig heller ikke omfattende i forhold til, hvad der ellers findes. Jeg har også hørt, at mikrobrygbølgen omsider har nået Tyskland, og det er i hvert fald gået alt  for langsomt.

Nå, den sidste øl. Det skulle så være en juleøl. Jeg satte ikke på forhånd næsen efter mørke, sødmefyldte malbomber iblandet cognacskud og karamelfyld, sådan som rigtig god juleøl gerne skal være. Jeg havde godt luret, at det nok bare var en pilsner, der måske var en tand mørkere, end dem julekalenderen ellers havde været så fuld af.

Og ganske rigtigt. En lidt mørkere pilsner med tilsvarende letgyldent skum, der hurtigt falder. Til gengæld efterlader det små kække fnug af tøsne på glasset, og det er i det mindste lidt julet. Duften er svag, men afslører tunet pilsner, en sprittet og letsyntetisk humle, som om brygget har fået et skud billig vodka.

Smagen er dog ikke syntetisk – i det mindste. Faktisk giver det letsprittede element en antydningsvis rar vanilleessens bagom en ellers kedelig tynd og kun pligtbitter humle.

Det ville ikke have været nogen god jul, hvis det var den øl, der havde karakteriseret den. I sammenligning med fed and og flæskesteg, er dette lørdagskylling og trestjernet spegepølse.

Det var vist godt, at jeg valgte noget andet til juleaften.

1-en-halv-stjerne

Eichbaum Schwarzbier, Privatbrauerei Eichbaum (Julekalenderøl XXI)

20150125_192926Semifinale …

Denne øl var bag låge nr. 23 i den nu for længst tømte og udsmidte øljulekalender, som jeg fik af min søster i starten af november, da jeg havde fødselsdag. Det føles som længe siden nu, men i det mindste ser det da ikke ud til, at julen kommer til at vare lige til påske.

Det er en Schwarzbier. Det er ikke just en sjælden øl i Tyskland, men så vidt jeg kan se, har der kun været én anden af dem i øljulekalenderen, og den blev ikke engang benævnt ved sin rigtige type.

Uanset hvad er der ligesom dengang tale om et kærkomment afbræk i alt det tynde pilsnerpjask, og så er der en enkelt øl tilbage – en juleøl … en rigtig juleøl … og så er det alt for lange julekalendertema også omsider ovre. Og så står den på ordentligt øl i lang lang tid. Det er helt sikkert!

Vel, brygget er oliesort ved skænkning, og det gråbrune skum hæver sig flot over glassets kant, uden at så meget som en enkelt dråbe løber ved siden af. Ristet kaffe og humle blander sig i en ikke i sig selv kraftig, men trods alt kraftigere duft end hvad jeg alt for længe har været vant til.

Især kaffen genfindes i smagen. Det er rart, næsten som om det var varm kaffe man fik efter en kold tur udendørs. Således er det rart med noget bryg, der endelig har noget reel aroma, selv når det ikke engang er særlig markant eller kraftigt. Ud over kaffen mærkes også friske nødder, og de to indtryk glider nydeligt sammen i en måske nok afdæmpet men alligevel velgørende enhed.

Jeg glæder mig til den sidste øl. Ikke fordi mine forventninger er i top til finalen, men fordi jeg så endelig er færdig med julekalendertemaet.

3-en-halv-stjerne

Regenten Pils, Darguner Brauerei/Harboe (Julekalenderøl XX)

2015-01-23 16.26.53Det er Harboe …

Det krævede noget research (dvs. en googling) at finde bryggeriet bag brygget her. Det er Darguner Brauerei, der igen ejes af danske Harboe. Hold dette in mente, for det er ikke uden betydning. Sidst bryggeriet havde en øl til anmeldelse på bloggen var tidligere i julekalenderen, og den repræsenterede for så vidt julekalendertemaet fint, ved at være ret så anonym og ligegyldig.

Udadtil syner brygget ikke af meget. Rent faktisk balancerer emballagens design på det latterlige. Den ligner noget, en skoleelev, der netop har lært at bruge forskellige skrifttyper og -farver, har klampet sammen i paint. Skænkningen hjælper ikke meget på det indtryk. Brygget er nærmest bleggult, og skummet så hvidt som sne i høj sol. Et flot skue, når det er sne, der er tale om, men når det gælder skum udstråler det samme middelmådighed, grænsende til ligegyldighed som hele øljulekalenderen har været præget af.

Duften er i tråd dermed svag – let maltsødlig i og for sig, og egentlig ganske rar, når man ser bort fra det mest markante duftelement – nemlig det af ingenting.

Og smagen, ja den kunne godt minde om smeltevand udvundet af den reneste, fineste vintersne. Det er ikke en overdrivelse eller et udtryk for flabethed at påstå, at Københavns Kommunes postevand smager af mere, og måske endda bedre. Det er bare en tør og nøgtern konstatering af kendsgerningerne.

Ud over vandet kan man måske akkurat spore en rest af det, der gav den søde duft. Men også det er så fjernt at man bedre kan smage mineralerne i kommunens vand.

Men det er selvfølgelig heller ikke helt uforventligt med, hvad der dybest set er et Harboe-produkt. Til deres fordel skal det dog siges, at deres tynde sprøjt åbenbart fint glider ind i det tyske ølmarkeds enorme overvægt af anonymiseret, ligegyldig standardpilsner.

Et marked, hvor det ville borge for kvalitet, at man skilte sig ud. Men hey, det er Harboe …

1-halv-stjerne

Urpils, Karlsberg Brauerei (Julekalenderøl XIX)

2015-01-22 16.38.28Det går an …

Ja, bryggeriet hedder åbenbart sådan. Så vidt vides er der ikke tale om et plagiat eller en efterligning, men det er faktisk bryggeriets navn. Desuden er det ikke første gang, vi stifter bekendtskab med deres bryg. De har lavet denne øl, som man alene på grund af konceptet ikke kan undgå at holde lidt af.

Nu skal vi altså finde ud af, hvordan deres øl er, når de ikke laves som konceptøl for store rockbands. Oddsene er, i betragtning af det nye miljø bryggeriets produkt er fundet i – en julekalender fuld af halv- og heltyndt pilsner- og hvedesprøjt – ikke for gode.

På den anden side skal der ikke så meget til for at hæve niveauet, så here goes …

Visuelt er der tale om pilsner igen-igen-igen-igen-igen, men skummet formår at rejse sig som en lille ujævn bakketop over glasset, og bare det at nå op til kanten er ellers ikke sjældent svært, selv for de Hefe-Weizen, jeg har været igennem. Desuden er der en lidt mere potent humle i duften, rundet af med en let vanillenote. Selv med et vist vandoverskud viser brygget allerede langt flere detaljer end de allerfleste andre bryg, vi har været igennem.

Skummet er i øvrigt så fast, at det ikke når at falde før jeg taber tålmodigheden og må smage på det. det smager overraskende humlet, og det gør brygget i øvrigt også. Fylden kunne være større, men mærkes alligevel både på tungen og i mundhulen. Brygget formår endda at kradse lidt i svælget og efterlader en lækker, og i øvrigt ikke ujulet eftersmag af gran.

Det er slet ikke så ringe endda, og der er ingen tvivl i mit sind om, at den med K er bedre end den med C.

3-en-halv-stjerne

Apostelbräu, Privatbrauerei Eichbaum (Julekalenderøl XVIII)

2015-01-19 17.02.23Fra Klosterbryg til Apostelbryg …

Man skulle jo tro, man var inde i en interessant stime – først et klosterbryg og nu et apostelbryg. Velsignelserne må stå i kø til et kor af engle, der synger fra det høje. Forventningerne havde i hvert fald fået et lille nøk i vejret, da det endelig så ud til, at der var en antydning af variation af den evige strøm – eller flod – af enten tynd pilsner, eller tynd Hefe-Weizen.

Så med troen, kærligheden og især håbet intakt blev øllet knappet op, hvorefter forventningerne tumlede som de fordømte sjæle ned i helvede på dommens dag. For endskønt det cremede skum nok kunne minde om de små nuttede skyer, som englebasserne sidder og spiller harpe på, så viste det gullige bryg en afslørende affinitet med helvedes flammer.

På almindeligt sekulært dansk – vi var tilbage ved pilsnerøllene. Og hvorfor Privatbrauerei Eichbaum slynger om sig med bibelske himmeltitler til profant pilsnersprøjt må høre mysterierne til. Almindeligt velbehageligt, omend intet under, var imidlertid duften, der kunne kradse lidt af kommen i næbbet. Man skal ikke glemme, at det er en øljulekalender, jeg fortsat er ved at slæbe mig igennem, og i den forbindelse passer det krydderi jo fint.

Duften går såmænd igen i smagen, så der er lidt mere at komme efter end man er blevet vænnet til. Man skal dog minde sig selv om, at brygget stadig er halvtyndt på trods af det krydrede indslag og den lidt mere nærværende humle.

Thi noget himmelsk bryg er der ingenlunde tale om. På den anden side var analogien til de foredømte sjæles tumlen ned i helvede vist også lige på den grove side. Brygget er slet ikke så ringe endda. Glimtvis er det faktisk en nydelse, selvom det i det store billede stadig glider ned blandt de alt for mange anonyme pilsnere, kalenderen i øvrigt er alt for fuld af.

2-en-halv-stjerne

St Marienthaler Klosterbräu, Privatbrauerei Eibau (Julekalenderøl XVII)

2015-01-16 18.42.54Hvad det kan blive til …

Variationen i øljulekalenderen når næppe længere end hertil. En mørk øl, angiveligt et klosterbryg, men på etiketten er der ikke meget mere information at hente om, hvorvidt det nu kan passe. Der er mange klosterbryg, der ikke brygges i klostre, men blot er kopier og efterligninger, blandet efter gamle opskrifter eller lavet på licens. Nogen egentlig klosterøl fra et kloster er der dog næppe tale om, da bryggeriet bag også brygger den lidt mere kendte og konforme pilsner.

Men efterligning eller ej. Dette bryg er vel nok på overfladen det, der stikker mest ud og gør mest væsen af sig. Alene det, at der ikke er tale om en Hefe-Weizen eller en lys pilsner får alene brygget til at rage voldsomt op over de andre. Forventningerne forbliver dog afdæmpede, for selvom stilen for en stund er krænget over i noget marginalt mere interessant, er der intet tilsagn om forøget kvalitet.

Men alene det, at brygget er noget, der faktisk ligner sort, glæder i sig selv. Det er et ægte brunt bryg, der ved gennemlysning ikke skifter farve – jeg ved ikke om det er et kvalitetstræk, men flot er det i hvert fald. Skummet er knækket over i det lyst brune, klæber i fine mønstre, og brækker langsomt i stykker nedefra, mens overfladen forbliver intakt indtil den efter nogen tid kommer i berøring med væskens overflade. Brygget dufter også undtagelsesvis af andet end halm og pilsnerhumle.

Lette – lidt for lette, men dog nærværende og positivt afvigende – noter af karamel og malt møder lugtesansen, og … hov! Det smager jo godt. Det er man ikke vant til.

Brygget er sødt karamelagtigt maltet. Ganske vist stadig med et endog kraftigt strejf af vand. Men det giver jo også en vis friskhed sammen med velsmagen. Koncentrationen af knuste maltbolsjer kunne have været større, men i strømmen af virkelig kedelige og papirstynde øl fryder selv den mindste forandring. Og så er det ikke engang slut med det – en noget spagfærdig, men alligevel nærværende bitterhed mærkes ved gummerne, og giver brygget en smule mere karakter.

Efter min vurdering har brygget dog forsvindende lidt til fælles med de mange fine klosterbryg, jeg ellers har prøvet. Den skal snarere klassificeres som en mørk lagerøl. Dem har jeg sjovt nok også prøvet flere af, der smagte af mere.

3-stjerner

Durlacher Weissbier, Frankenthaler Brauhaus (Julekalenderøl XVI)

2015-01-14 17.28.16En slags sten …

Ørkenvandringen fortsætter. Weißbier så langt øjet rækker, og selvom denne er en mørk Weißbier, og etiketten i øvrigt er prydet af alskens ridderlige symboler og flotte farver, melder begejstringen sig bare ikke. Det eneste ridderlige, der kommer i hu, er pligten til at fortsætte og aldrig give op, uanset hvor ensformig ørkenvandringen er, uanset hvor mange sten man møder på vejen.

Man kan let få associationer til ørkensand, når man beskuer de mange lyse Weißbier, men denne må med den mørke lød nødvendigvis udgøre en undtagelse. Gæren kan dog stadig anes som grums, mens skummet for en gangs skyld er nogenlunde så flødecremet som man kunne ønske sig. Duften byder på indtryk, man alt for sjældent er blevet repræsenteret for i julekalenderen. Karamel og malt sørme, og ikke kun gær og vand, selvom dette da også her er til stede.

I smagen kommer gæren dog igen. Den skæmmer dog knap så meget, da den integreres nogenlunde i den karamel- og maltfylde, som mærkes hele bryggets vej gennem mund, svælg og hals.

Der findes flere slags sten på en ørkenvandring. Denne var en støttesten, og måske endda en udkigssten. En sten, der ragede et godt stykke over de andre, som man kunne kravle op på, og se, at der faktisk også er en ende på ørkenvandringen – inden alt for længe.

2-stjerner

St. Michaelsberg Hefe-Weissbier, St. Michaelsberg (Julekalenderøl XV)

2015-01-13 19.59.22Godt jeg ikke nåede så langt …

Se, der var så endelig en øl, jeg kendte. Eller kendte og kendte – jeg havde set den før, i Netto, og tænkt at den så for kedelig ud til, at jeg gad bruge penge på den. Og se, det skulle ende med at brygget alligevel nåede frem til mig, helt uden at jeg behøvede bruge mine surt tjente spareskillinger på at erhverve et eksemplar. Så var det jo godt, at jeg lod være, eller noget.

Det er et grumset-gulligt bryg under et skum, der kan fremvise en ellers sjældent set gylden tone blandt de tyske Hefeweizen. Til gengæld er det ikke videre hold- eller formbart, som sådan noget Weißbier-skum ellers helst skal være. Duften er mere gæret end sur, og det er i øvrigt det, der kan mærkes en syrlig gærethed. Intet andet. Og det er næppe nogen hemmelighed, at det ikke ligefrem fremmer forventningerne.

Smagen er også primært gæret. Desuden mærker man et letsprittet element, der gør gæren tålelig, endskønt man mest smager netop den frem for spritten. Det sure element er også til stede, og gæren og det sure, der i smag godt kan minde lidt om lugten af sokker, der skulle have været i vasken for et par dage siden, kappes om at ødelægge den gode oplevelse mest.

Men netop som man også er ved at opgive dette bryg, titter et glimt af forsonlighed frem i alt det sure, gærede og sprittede. En sød note. En lille spagfærdigt nuttet note af hyldeblomst titter frem i eftersmagen og spreder lidt smil, glæde og munterhed i det grumsede syrebad.

Og på trods af sødmens vag og svaghed formår det faktisk at give brygget en form for eksistensberettigelse som øl. Om ikke andet, fordi det faktisk gør brygget drikkeligt, og ikke bare modbydeligt.

1-stjerne

Dinkelacker Pilsner, Dinkelacker-Schwabenbräu (Julekalenderøl XIV)

2015-01-11 16.00.01En pause …

Engang syntes jeg, at pilsnerøl var det kedeligste og mest intetsigende i hele verden, i hvert fald når det gjaldt øl. Nu føles de som kærkomne pauser i den alt for lange og træge række af grumsetgærede Hefeweizen, og jeg forstår mindre og mindre, hvorfor jeg engang fandt tyske hvedeøl så umådeligt interessant og fornyende. Der er løbet meget øl ud af hanerne i alle de år.

Så jeg glædede mig mest af alt til noget, der ikke smagte for meget af gær. Brandet lod til gengæld noget tilbage at forvente. Det er bogstaveligt talt år og dag siden, at jeg sidst prøvede noget fra den kant, og ironisk nok, har de faktisk brygget en habil Weißbier. En anden pilsner, de har på programmet (jeg tror da det er en anden, men jeg må indrømme, at det trods alt er for længe siden jeg har prøvet hin ‘Privat‘ til at kunne vurdere det på smag alene) formåede til gengæld ikke at imponere. Men det tror da pokker, når bryggeriets navn antyder, at kornsorten spelt er indblandet, uden at det er tilfældet.

Hvorom alting er, føles det alligevel befriende, at brygget i det mindste dufter mindre af gær. At det så til gengæld dufter mere af postevand, er ikke noget større problem. Der er ikke meget at sige om det visuelle – det er korngult, og med flot, kridhvidt skum … hvor kedelige tyske pilsnere end er, så kan de altså et eller andet med det skum.

Smagen er præcis lige så uinteressant, som vi efterhånden er så anstrengende vant til. Humlen er der, og prikker alt for mildt og fjernt i forhold til et alt for dominerende indslag af vand. (Jeg gentager mig selv, jeg ved det godt. Den samme beskyldning kan man rette mod de øl, jeg drikker).

Eftersmagen formår imidlertid at krybe frem med en lige akkurat aggressiv nok bitterhed til, at det ikke bare er endnu en øl, der skylles ned i halsen, men faktisk også en lille bitte oplevelse.

Og for det skal den trods alt belønnes.

1-en-halv-stjerne

Eichbaum Hefeweizen, Privatbrauerei Eichbaum (Julekalenderøl XIII)

2015-01-08 16.38.27Det samme …

Det her bliver nok min korteste anmeldelse nogensinde. Jeg prøver de øl, jeg fik i julekalenderen i den rækkefølge, de lå, og rækkefølgen ville, at der kom to Hefeweizen fra samme bryggeri lige efter hinanden. Den væsentligste forskel er, at der på den ene var en pruhest, og på den anden et egetræ – deraf navnet på bryggeriet.

Ellers adskiller de to øl sig så uendelig lidt fra hinanden, at jeg kunne vælge bare at copy-paste det, jeg skrev om den foregående ind i nærværende indlæg. Det vil jeg undlade, da jeg finder det et farligt spild af både pixels og bogstaver. I stedet kan man blot læse foregående indlæg igen …

Eller næsten. For ud over pruhest og egetræ smager sidstnævnte faktisk en tand mindre af gæret hestepære end førstnævnte.

Og sådan endte historien alligevel godt … eller i hvert fald bedre. Dagens øl smager så meget mindre dårligt, at de tørstslukkende egenskaber overskygger den grimme smag. Og selvom det er svært at se nogen relation mellem egetræet og denne øl, var der i det mindste en form for relation mellem emballage og smag i den forrige.

1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme