Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: IPA

Stockholm Syndrome, Kissmeyer

God rutine …

Mit seneste indlæg om Founders’ Sumatra Mountain affødte en del reaktioner. Det var helt tydeligt, at jeg langt fra var den eneste, der havde prøvet brygget, og at jeg blandt disse stod temmelig alene med min oplevelse. Kommentarer både her på bloggen og Facebook har ladet mig vide, at brygget meget hurtigt bliver dårligt, hvis det står i solen, og at dette i øvrigt er et generelt træk ved øl, der er tilsat kaffe. Ret skal være ret, og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at et bryg får en dårlig anmeldelse på bloggen, fordi det eksemplar jeg har stået med, har været fejlbehæftet. Skulle jeg støde på brygget igen i fremtiden, står den på reanmeldelse, og i mellemtiden vil jeg tilføje en disclaimer på det oprindelige indlæg om, at der er mistanke om fejlkilde.

Med de to Founders-øl var det ellers slet ikke slut med spændende nye øl til bloggen. Marcus havde faktisk købt rigeligt ind til den livestream vi var fælles værter på senere samme aften. Jeg tror Marcus har mig mistænkt for et par OCD-tendenser eller tre, for jeg kunne ikke andet en ærgre mig over, at jeg ikke kunne anmelde de nye øl i løbet af livestreamen. Så dagen efter forbarmede han sig over mig, og købte et nyt sæt af de Skanderborg Bryghus-øl, som hans lokale Lidl havde på tilbud, så jeg kunne få dem med hjem til Thisted og anmelde dem behørigt.

Det kommer til at ske inden alt for længe. Jeg skylder Marcus endnu en tak for husly, godt selskab og ekstrem tålmodighed over for mine små særheder.

Dagens øl nød jeg kort efter hjemkomsten fra hovedstaden. Jeg har flere gange før skændet Kissmeyer huden fuld for, at deres øl tager sig attraktive ud, men alt for sjældent leverer en ordentlig oplevelse. Da jeg forleden fandt et parti De Molen-øl på tilbud i Føtex røg der imidlertid et par Kissmeyer-øl med, da tilbuddet gjaldt fem øl. Og der var lige præcis to Kissmeyer-øl ud over de tre De Molen øl, så jeg så det som et tegn fra stokastik og tilfældighedernes ultimative overlords, at det var på tide at give Kissmeyer en chance til.

Det skulle da også stå meget slemt til, hvis Kissmeyer ikke kunne få en imperial IPA med en alkoholstyrke på 9,5% til at tage sig bare nogenlunde ud rent aromatisk. Visuelt kører de på rutinen – omend det indrømmet er en god rutine – med flot, appelsinfarvet bryg under en nydelig lille skumkrone.

Bouqueten matcher farven fint. Appelsinerne brænder godt igennem med både sødt og bittert – men mest sødt. Aromaen byder igen på en rutinepræget oplevelse, omend én hvor bryggeren har gjort lidt ekstra for, at rutinen lige ligger en tand højere end hos andre rutinerede bryggere. Smag og mundfornemmelse er dejligt tætte, med en appelsinsød aroma i front, mens bitterheden spiller andenviolin med frisk træ ved gummerne, samt kommen og koriander i eftersmagen. Ned gennem brystet river brygget godt, så oplevelsen ikke kun er begrænset til gab og svælg. Det er faktisk slet ikke så tosset denne her gang.

Rutinen og bryggerens afdæmpethed får altså ikke bugt med oplevelsen denne gang. Men de er der nu alligevel, rutine og afdæmpning. Jeg har prøvet mangt en IPA, ikke mindst Imperial IPA, der var langt mere Schwung over end den her. Der kunne godt have været lidt mere bitterhed og lidt mere fylde. Den ledsagende aromatiske sødme, til gengæld, er lige i øjet.

Kissmeyer skal smide tøjlerne, og turde gå hele vejen. Så tror jeg faktisk, det kunne blive rigtig godt.

Fruit IPA, Kissmeyer

Meh – f*cking meh!

Tusind tak for hjælpen! Ikke bare til de mange, der gjorde som jeg bad om, og klikkede ind på bloggen i går, da jeg opdagede at registreringen af klik lige pludselig var ophørt, men til alle læsere. Jeg kan åbenbart ikke foretage opdateringer, uden at der sker katastrofer. Vel, i det mindste gjorde det ikke hele bloggen utilgængelig, sådan som det skete for et par gange siden. Men det var irriterende nok. For antallet af besøgende er næppe overraskende noget af det, jeg holder allermest øje med.

Jeg har, kan jeg hermed afsløre, en ambition i indeværende år om at opnå 4000 klik på min blog månedligt. Det er indtil videre lykkedes, og jeg er, takket være læsernes hurtige indgriben, og på trods af tællerens nedbrud, glad for at konstatere, at det også er tilfældet for maj måned. Jeg kunne have nedlukningen i forbindelse med Coronavirussen mistænkt for at have leveret de nødvendige visninger. Når man alligevel sidder derhjemme, deprimeret og drikfældig, er en ølblog vel næppe det mindst attraktive, kan kan klikke ind på. Trods alt er supermarkederne jo åbne, og så har man jo muligheden for at søge frem, hvad der er godt at kvæle noget af ventetiden og ensomheden med …

Nu hvor samfundet så småt åbnes igen, må jeg vel holde øje med, om læserskaren pludseligt falder. Jeg håber det selvfølgelig ikke. Ikke kun fordi jeg er glad for opmærksomheden, men sandelig også fordi, jeg helst ikke vil have at min blog kun har kunnet holde folks opmærksomhed, fordi de ikke har haft andet at lave. Jeg håber at bloggen er populær på egne vilkår, og ikke bare er en undskyldning for adspredelse i nedlukningstid.

Hyppigheden af udgivelser ser heller ikke ud til at have påvirket opmærksomheden om bloggen særlig meget. Min YouTube-kanal tager fortsat en del af min opmærksomhed og fritid, mens bloggens bagkatalog tydeligvis stadig trækker læsere til. Den vigende anmeldelseshyppighed betyder til gengæld, jeg hellere må knytte en kommentar til nylige hændelser, der rækker ud over den allestedsnærværende nedluknings- og virusomtale.

Minneapolis’ politistyrke har således vist sig at være en morderisk bande racister. En dødspatrulje, en bande kriminelle og en white supremacist terrororganisation er, hvad den er. Og når stat eller føderation ikke vil gribe ind og gøre det nødvendige, dvs. opløse dødspatruljen og skabe et politikorps, der er til for at beskytte befolkningen, frem for at myrde løs på den – ja, så er der ikke andet at gøre for befolkningen at tage sagen i egen hånd. Politimyndighederne i Minneapolis har ingen legitimitet længere. De er sprunget ud som et korps af racistiske og sadistiske mordere – og når det er virkeligheden, må befolkningen jo handle derefter …

… det var bare det.

I mellemtiden er en ny Kissmeyer øl dukket op på hylderne i min lokale fakta. En ‘Fruit IPA’. Og det lyder jo forjættende. Min gode vel Ole nævnte stilen i den lange serie af videoer, jeg optog i forbindelse med hans besøg tilbage i starten af februar måned. Ideen er at krydre en IPA med aromahumler på en sådan måde, at øllet kommer til at smage af frugt mere end af øl. Flere af IPA-aromahumlerne er karakteriseret ved frugtaromaer – grape og appelsin for blot at nævne et par af dem, og at rendyrke netop dette træk ligger lige til højrebenet, når man bare et par gange har nydt stilens eventyrlige smagsbombardement.

Og der er da også noget frisk grapeduft i duften. Men det er ikke helt nok, vil jeg nok sige. Grape er altså langt fra den mest spændende citrusfrugt, endsige frugt i det hele taget. Så det er heldigt, at det gulorange bryg ikke er så meget en fruit IPA, at der ikke stadig hænger nogle friske grannåle fast.

Til gengæld er brygget rigtig meget en Kissmeyer-øl. Det betyder, at brygget lader alt for meget tilbage at ønske, både hvad angår fylde, bouquet og ikke mindst aroma. Bevares, den skarpe grapefrugt fra duften forefindes da også nogenlunde i smagen og ledsages af søde, omend ufarlige appelsinnoter. Grannålene er til gengæld opløst i de alt for store mængder vand, der i øvrigt effektivt fortynder de ellers lovende frugtaromaer.

Så ja, brygget smager måske nok mere af frugt end af de traditionelle, bitre humlearmoaer, der kendetegner det meste øl. Desværre smager brygget mest af noget helt tredje – nemlig vand. Og selvom det da nok gør noget effektivt ved eventuel tørst, er dette en ringe trøst i betragtningen af brygget øvrige skuffelse.

Det forbliver som Kissmeyer-øl er flest.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme