Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Humle-Hængeparti

Royal Økologisk Pilsner, Royal Unibrew (Humle-Hængeparti V)

2015-06-05 20.31.13Flere længder foran – og bagud …

Så fik Royal Unibrew endelig også en økologisk pilsner. Jeg havde set dem stå i pallevis i indtil flere supermarkeder, men det var faktisk først lige før vores lille grundlovsselskab, at jeg tænkte “sådan nogle vil jeg da også gerne byde på” – i sidste øjeblik åbenbart, for de havde ikke mange tilbage i Føtex, Amagercentret hvor jeg kort forinden havde brevstemt hos borgerservice.

Det er ikke første gang, jeg brevstemmer. Jeg magter ikke cirkusset på selve dagen, og valgstedet ligger flere kilometer væk – omend vi bor i Danmarks tættest befolkede by – flot! Og nej, I får ikke at vide, hvad jeg stemte. Det forbliver for evigt en dyb, dyb hemmelighed på dybde med Titanics vrag, Dansk Folkepartis had og Amalie Szigethys IQ.

Det er så nu, jeg opdager, at den indledende bemærkning ‘endelig’ egentlig er skudt forbi. For hverken Carlsberg, Harboe eller Vestfyen (for nu at nævne de store) har nogen økologisk standardpilsner på programmet. Det er faktisk kun Thisted Bryghus, det har det. Deres Øko-Thy går vel for at være den økologiske pilsner herhjemme og den var også en af de første øl, jeg anmeldte.

Marcus havde ikke mange rosende ord for Øko-Thy. Faktisk forbandede han den langt ind i helvede, men var til gengæld adækvat satureret ved dette korngule bryg med det småklæbrige, kridhvide skum. Selv oplevede jeg, at mine forventninger blev effektivt afstemt ved bouqueten – den var nært sammenlignelig med andre jævne standardpilsnere – økologiske eller ej.

Smagen er krydret med en spinkel men nogenlunde markant humle, der udvikler en tand bidskhed ved mandlerne. Eftersmagen er også nogenlunde sprødt bitter og ikke klæbrigt-klæg og småharsk, som den kan synes i andre standardpilsnere. Så ingen ubehagelige elementer i en alligevel tynd og uinspirerende pilsner. Den har ikke Øko-Thys rå smag eller fylde (det var vist det, Marcus ikke kunne lide – men det er også længe siden, han sidst har prøvet den. Måske man skulle invitere ham forbi til en retry?) og har svært ved at markere sig ved andre kvaliteter end ikke at være afskyelig – og det er altså bare ikke helt nok.

Men lidt godt smager den nu alligevel, og derfor er den da også et hestehoved foran mange andre standardpilsnere og flere længder foran andre royal-pilsnere … der skal imidlertid heller ikke meget til, og så er den heller ikke bedre.

Tak til Marcus, Lena og Chris der gjorde os så hyggeligt selskab den dag. Lad det endelig ikke blive sent, før I kan komme forbi igen til god mad og kolde øl.

2-stjerner

Session IPA, Aarhus Bryghus (Humle-Hængeparti IV)

2015-06-10 16.38.19IPA d. Allerkedeligste!

Bedst som man troede IPA-lavpunktet var nået med Carlsbergs mislykkede mikrobryg-efterligning, prøver Aarhus at gøre dem rangen stridig – med bragende succes. Hvor jeg havde håbet på at kunne byde mine gæster på en humlebombe oven på den fyldige Ghost Chili, fik jeg ikke engang en knaldperle, dårligt nok en knallert. Måske en af de der fesne knaldhætter til legetøjspistoler efter et EU-direktiv dæmpede dem til noget, der knap er hørbart inden for flagermusens auditive spektrum.

Men fair nok. Det er jo ikke bare en IPA, der er tale om, men en ‘Session’-IPA. Session har ikke noget med værnepligt at gøre, men hentyder til to perioder på i alt fire timer i løbet af en britisk arbejdsdag, hvor det var lovligt at drikke øl. Sessionerne blev angiveligt først afskaffet i 1988. Øllet der blev drukket var til gengæld ikke helt så stærkt som det, man kunne få på udskænkningsstederne. I dag går grænsen angiveligt ved 4%, men det er en tommelfingerregel, der sjældent overholdes. Nærværende holder fx 5%. For at kunne drikkes til almindelig tørstslukning under hårdt arbejde, går bryggene også for at være mildere i smagen, og her kan Aarhus Bryghus Session IPA i den grad være med.

Brygget er lysere en fortyndet citronsaft og klart som kun tyndt, ufiltreret øl kan være det. Bouqueten er svag – en våd antydning af korn og afglans af humle dæmper behørigt forventningerne før smagningen.

For det er i sandhed en dæmpet IPA. Jeg vil faktisk foreslå Aarhus Bryghus at omdøbe den ‘Session Session IPA’. For jeg har virkelig svært ved at tro, at en Session IPA skal være så tynd. Der skal mindst hægtes ét ‘session’ mere på. Der er masser af vand til tørstslukning, mens det, der skulle forestille at være ølsmag fremstår som en afblomstret skygge, et fantom af det, det skulle forestille. Humlen berører højst lidt ugideligt smagsløgene og giver mere indtryk af mineraler som zink og jern, end af noget man har puttet i jorden og fået til at gro.

I udtryk er den omtrent lige så stærk som Cults kuldsejlede ‘Kay-Sar‘. Den var imidlertid lagt an på at være tynd og ligegyldig (jeg husker, hvordan Cult-direktør Brian Sørensen kategoriserede den som den ‘lette mexicanske type’ helt uden at ville sige noget grimt om den. Det er ud over, hvad jeg formår) hvorimod der her er tale om en IPA. Som minimum må man da forvente noget skarp humle og et minimum af fylde, og ikke en småfesen, fortyndet ferrumoxid-opløsning.

Jeg har imidlertid også noteret mig, at den person, jeg så småt er begyndt at betragte som min mentor udi ølbloggeriet, Ole Madsen fra Ekstra Bladet, langt fra er enig i min vurdering. Men så kan han jo få dem, jeg skulle have drukket fremadrettet.

1-halv-stjerne

Chili Klaus Ghost, Midtfyns Bryghus (Humle-Hængeparti III)

2015-06-05 19.15.09Det kan åbenbart fungere …

Efter den nogenlunde indledning og den skuffende fortsættelse måtte vi prøve et eller andet, der som minimum kunne levere en eller anden form for oplevelse. Valget faldt på et bryg, som Midtfyns Bryghus har skabt sammen med den noget hypede Chili Klaus.

Jeg kan som bekendt godt lide chili, men i øjeblikket skal det puttes i alt, ligesom lakrids for ganske få år siden, og det er så småt begyndt at hænge mig noget ud af halsen. Øllene er som bekendt ikke gået ram forbi. Så sent som da Kvickly sidst kylede øl efter mig skulle jeg arbejde mig gennem én i en efterhånden længere række af større og mindre skuffelser. Rigtig godt har det i hvert fald aldrig været, og som hovedregel har chilien været dårlig integreret og på en underlig måde smagt ved siden af øllet, hvis ikke den ligefrem har overdøvet det.

Forventningerne var ikke anderledes ved denne øl, der er krydret med, hvad der angiveligt skulle være verdens stærkeste naturligt dyrkede chili. Den benævnes ifølge etiketten ‘Ghost’ fordi sjælen kortvarigt skulle forlade kroppen, når man spiser den – så stærk er den. Så selvom brygget måske ville smage for lidt af øl, og for meget af chilien, kunne chilien måske undtagelsesvis i sig selv udgøre en oplevelse.

Brygget skummer kun svagt, men er til gengæld nydeligt appelsinfarvet iblandet højrøde noter, der i det ufiltrerede bryg spiller flot op mod det orange. I duften mærkes chilien såmænd også, men den er overraskende tilbagelænet i betragtning af advarslerne på etiketteksten. Et øjeblik frygtede jeg, at der blot var tale om noget uinteressant chilivand, men det måtte smagningen jo afgøre.

Brygget indleder ganske blidt. Det er fyldigt, fløjlsblødt i mundfornemmelsen, og formår endda smage lidt af sød honning. Snart sætter chilien ind, og den kan bestemt mærkes, men brygget vedbliver med at være fyldigt. På den måde bliver det ved med at føles som øl og ikke bare en væske med chili i. Chilien i sig selv formår faktisk også at smage og ikke bare brænde. Den er kraftig – ja, men også rund i smagen, og fyldig, hvilket nok er øllets skyld.

På den måde formår chili og øl faktisk at arbejde sammen og gå op i højere enhed. Det er både en rar og velsmagende øl, og den river rigtig godt i brystkassen, når man synker den. Igen brænder det ikke bare, det føles også godt.

Et vellykket eksperiment udi alternativ ølkrydring, der ikke desto mindre stadig er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at chili ikke gør sig godt i øl. Desuden er brygget dyrt – kr. 43 for en halv liter er alligevel i den pebrede (undskyld, jeg kunne ikke lade være) ende.

4-en-halv-stjerne

India Pale Ale, Carlsberg (Humle-Hængeparti II)

2015-06-05 18.41.53IPA d. Kedeligste …

Jeg havde faktisk prøvet Irish Red Ale før den blev anmeldt, så overraskelsen over dens kvaliteter ramte ikke med fuld kraft til det lille grundlovsselskab.

Der var heller ikke nogen store overraskelser ved det efterfølgende bryg, der også var fra Carlsbergs småhipsterede ‘Brewmasters Collection’-serie. Især var det ikke overraskende, at brygget endnu engang var tilpasset de brede massers smagsløg, og derfor ikke helt – eller faktisk slet ikke – levede op til mine eller gæsternes forventninger om, hvordan en IPA skal smage.

Brygget er også et par tænder mere bleggult, end en IPA gerne skal være. De fleste pilsnere er mørkere, og skummet er ganske spinkelt, omend det da alligevel formår at trække nogle klæbrige tråde på kryds og tværs af glasset, så den visuelle oplevelse ikke fuldstændig udebliver. Duften – den udebliver til gengæld næsten. En antydning af humle er gemt godt mellem noget metallisk og syntetisk.

Smagen udebliver trods alt i lidt mindre grad. Der er lidt rå humle at komme efter (lidt, blev der sagt) Det smager måske lidt skarpere end Carlsbergs jævne industripilsner, men så heller ikke mere. Fylden udebliver og er erstattet med rigelige mængder tørstslukkende vand. I hvert fald udebliver spændingen efter at bryggeriet har bortødet risikoen ved at lave produkter, der smager af noget. Man skulle vel nødigt risikere, at nogle ikke kan lide den smag man måtte få frem.

Kort sagt er denne nok den kedeligste IPA, jeg har prøvet. Men langt fra den, der smager dårligst. Den smager bare ikke af nok.

Dermed er jeg færdig med Carlsbergs Brewmasters Collection-serie – i hvert fald med anmeldelserne. Som det fremgår af dem, er jeg ikke syndeligt imponeret, men hvis de fortsat kan fås 4 stk. til 25,-, så er det måske ikke det tåbeligste at købe ind, hvis man får gæster, og vil byde på noget der er lidt bed… – okay, lidt anderledes end det allermest almindelige standardsprøjt.

2-stjerner

Irish Red Ale, Carlsberg (Humle-Hængeparti I)

2015-06-05 17.53.38De kan jo godt – sådan da …

Grundlovsdag havde jeg besøg af nogle gamle venner fra min kollegietid. Marcus og Lena har før assisteret på forskellig vis både med varer og anmeldelser – og sidstnævnte kom i øvrigt forbi helt ovre fra England, hvor hun nu har bosat sig sammen med sin kæreste Chris. Han var selvfølgelig også med. Ikke overraskende havde jeg ud over god økologisk mad også sørget for drikkevarer. Det blev til ikke mindre end fem forskellige øl, der blev prøvet, og altså nu skal anmeldes. ‘Hængeparti’ er udtrykket der snarest springer mig i hu – og det skal lægge navn til temaet for de næste fem anmeldelser.

Den første er Irish Red Ale fra Carlsbergs Brewmasters Collection-serie, hvoraf jeg allerede har prøvet California Steam Beer. Jeg fandt de sidste fra megabryggeriets hipsterserie i Netto på Islands Brygge forleden, og jeg har også set dem i Kiwi i Lyngby, så rundt omkring kan de stadig erhverves. De kan typisk fås i 4-pakker til kr. 25,- og det er jo egentlig ikke uforskammet i betragtning af, at man så også har nogle stykker at dele ud til gæster, når man ellers har prøvet den første i pakken.

Jeg kan heller ikke fordrage at forlade noget halvfærdigt, så jeg er egentlig glad for, at hele serien kommer til anmeldelse her – også selvom mine forventninger ikke er de største. Det er for så vidt en ganske flot øl, den svenske brygmester har begået, og man må åbenbart gerne kalde den ‘irsk’ alligevel … Den slags halvfalske varebetegnelser troede jeg ellers EU havde sat en stopper for, men i det mindste passer det andet adjektiv da, for brygget er da ovre i det rødligt-brunlige, med nogenlunde matchende gyldent skum så længe det varer (hvilket ikke er længe). Lidt sødlig karamel og korn spores i den småfyldige duft, så man allerede i bouqueten næsten har en større oplevelse end med den øl, jeg først prøvede i serien.

Dette forhold ændrer sig ikke ved smagning. Sødmen er præsent, mest karamelagtigt maltet og med lidt spagfærdig humlebitterhed i eftersmagen. Armbevægelserne er ikke store, kontrollen med brygget synes vigtigere end smagen – lidet overraskende i betragtning af størrelsen på den aktør, der står bag.

Ikke desto mindre, er det et klart bedre forsøg fra Carlsbergs side på at brygge noget interessant og mikrobryg-agtigt, end den intetsigende og anonyme California Steam Beer. Men megabryggeriets kontrol skinner igennem – nærmest som en projektør, og der er derfor langt mere mikrobryg i intentionen end i resultatet.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme