Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Høstbryg 2011

Høstbryg, Svaneke Bryghus (Høstbryg V)

Svaneke Bryghus’ kvalitet har, så vidt jeg kan bedømme ud fra min blog, været noget svingende. Øllet har aldrig været direkte ringe, men der har været langt mellem snapsene, og jeg har ofte haft en fornemmelse af, at Svaneke Bryghus er kørt en smule agterud i forhold til de andre fine kvalitetsbryggerier herhjemme. Bedre bliver det i dette tilfælde ikke af, at Svaneke Bryghus’ Høstbryg på papiret – altså etiketten – er den suverænt kedeligste høstbryg af dem alle. Der indgår kun bygmalt, vand, gær og humle og dermed kun en type malt. Jeg gik ellers og troede, at der var en forståelse omkring, at en høstbryg skulle være brygget på flere forskellige typer malt, men det er så åbenbart ikke tilfældet.

Men grim er den da i hvert fald ikke. Den har en flot dyborange farve og tæt, off-white til gyldent skum, som klistrer godt til glasset, hvilket er en fryd og desværre en mangel ved de andre høstbryg. Duften er næsten hyldeblomstsød og gennemtrængende med visse stænk af humle. Det er måske ikke den mest efterårsagtige duft, man kunne ønske sig, men nogen ringe duft er det på den anden side heller ikke – bestemt ikke.

Smagen er i modsætning til duften overvejende bitter. Den dominerende aroma er af nødder, med en nydeligt komplimenterende smag af bitter humle, der til sidst svøber sig om mandlerne i eftersmagen. Både smag og eftersmag er blid og fyldig, så man mærker brygget både på tunge, i gane og i svælg. Menuen står på valnød og bitter humle, der komplimenteres af en maltsødme, der spiller rigtigt godt op mod bitterheden, og giver fylden. Der er ikke tale om den krasse, næsten røgede smag i Krenkerups Høstøl, og selvom anmeldelsen her ikke skal være en tirade om, hvad en øl bør være, og hvad denne ikke indeholder, så kunne man alt andet lige godt have håbet på noget mere overraskende i Svaneke Bryghus’ Høstbryg, for selvom det er godt, er det også velkendt. Desværre er det ikke helt så godt, at det ikke gør noget, at det samtidig er velkendt, for en lignende karakter ville man også kunne finde i en god undergæret øl af wienertypen.

Alt i alt en god oplevelse – omend uden de store overraskelser.
4-en-halv-stjerne

Høstøl, Krenkerup (Høstbryg IV)

-Bitter bitter bitter – og god!

Krenkerup er et Gods, der ligger ved Sakskøbing på Lolland. Nu hvor det efterhånden er et stykke tid siden, at Feudalstyret blev afskaffet i Danmark, har de mange godser måttet finde nye måder at sørge for selvoprettelsen på. Krenkerup har kastet sig over ølbrygningen, og man må så sandelig håbe, de dermed har ramt rigtigt, for ikke alene er godset udtryk for en forældet feudalinstitution – den ligger også placeret i det absolutte Udkantsdanmark. På den anden side, kan man jo så argumentere for, at det nok ikke er arbejdskraft, der mangler på den egn, så måske ligger det slet ikke så tosset alligevel.

Og i hvert fald er Krenkerups øl nået til hylderne i COOPs supermarkeder som fast inventar i Kvickly-kæden, og det er da et væsentligt skridt mod succes. Nu bliver det spændende så at se, om øllene kan stå distancen, når det gælder kvalitet.

Krenkerup Høstøl holder den laveste alkoholprocent af høstbryggene, og er helt nede på 4,1%. Om det er den, der har givet mig den hovedpine, jeg i skrivende stund – dagen efter – slås med, tvivler jeg derfor en kende på. Den brillerer heller ikke med sit udseende. Mest af alt ligner den en almindelig pilsner, bortset fra det tågede indslag i brygget, der må skyldes, at det er ufiltreret. Det har ingen af de dyborange- til røde toner, som kendes fra de andre høstbryg, men det fremstår strågult som en anden Carlsberg eller Tuborg. Skummet er skrøbeligt og kridhvidt, og peger altså heller ikke i nogen interessant retning.

Det er ved duften, det begynder at blive interessant. Den dufter velgørende bittert – i det hele taget har høstbryggene manglet noget ordentlig bitterhed – og sødmen skal være rigtig god, før den kan kompensere for det. Bitterheden mærkes i den grad også i smagen. Det er en både frisk, velgørende og frem for alt skrap, skarp og bidsk bitterhed, der nærmest niver i tungen som små hidsige klemmer med modhager på. Det er en bitterhed, der minder om det man finder i en god IPA, men med et anderledes krast islæt, og det går endelig op for, at den faktisk smager røget. Den minder i fylde og smag om det røgsalt, jeg har været heldig at smage i de hedenske kredse jeg undertiden færdes, og det er helt uden forbehold en nydelse.

Og der er ikke meget andet at berette om i denne øls smag end bitterhed, men det er til gengæld også en bitterhed, som man sjældent møder den. Det er en rendyrket bitterhed, hvor bitterheden er i centrum, og hele øllet er bygget op om at gøre bitterheden så markant og gennemført som muligt. Fik jeg nævnt bitterheden?

Kvaliteten fejler ganske sikkert ikke noget i øllet fra Krenkerup Gods, for såvidt som denne høstbryg kan fortælle. Det er bestemt et mærke, jeg vil vende tilbage til senere, for hvis de andre øl er bare cirka så gode som denne, er der mange gode øl – og anmeldelser – i vente.

5-stjerner

Willemoes Høstbryg, Vestfyen (Høstbryg III)

– God omend syntetisk

Dagens øl er den indtil videre stærkeste høstbryg, jeg har prøvet – den holder 7,2% – og det er også den stærkeste, jeg har på lager. Det er også den, hvori, der er brugt flest forskellige ingredienser, og det skal jeg nok også komme tilbage til senere i anmeldelsen.

Også denne øl blev købt i min lokale Fakta, der jo til min store fornøjelse har udviddet sortimentet af interessante øl betragteligt her på det sidste. Alle tre  høstbryg, der indtil videre er anmeldt, kommer netop fra min lokale Fakta, og allerede nu er den gennemsnitlige kvalitet af Faktas øl derfor højnet betragteligt.

Den blev nydt til en savoykål-og-hakket-andebryst-mix med røde ris., så det var allerede lidt efterårsagtigt, og det var da også en kraftig bouquet, der ramte næseborene efter at det ravgyldne bryg med det letgyldne skum var hældt op. Til gengæld var det ikke de bitre og maltsøde toner, som jeg havde regnet med, der dominerede duften – endda slet ikke, og jeg måtte faktisk længe overveje hvad det egentlig var, den duftede af.

Gennem næsen trænger en kombination af let overmodne blommer med et snert af karamel, og ved siden af dette en gennemtrængende odeur, der udløste nostalgiske minder om barndommen, når familien kørte til Tyskland og købte ind af billigt slik. Jeg vil i dag helst ikke tænke på, hvad det slik indeholdt – det var før jeg blev økologisk bevidst i en grad, der får andre til at ryste på hovedet af mig – og så var det oven i købet billigt, fra Tyskland og det var i 80’erne … ‘Nuff said, jeg er stadig hel, men nærværende øls duft mindede mig især om noget syrligt-sødt slik, der hvis man bed i det, nærmest blev pulveriseret i munden, og altid var i næsten selvlysende pastelfarver. Det var en nostalgisk, og alligevel foruroligende oplevelse.

Jeg greb da også ud efter flasken, og fandt da også ingredienslisten sammenlignelig i længde med nogle af de psykiatriske lægemidler, jeg tidligere har lavet telefonundersøgelser om. Og blandt dem fandt jeg hurtigt, den formodede misdæder: Blåbærflavour! Willemoes Høstbryg er altså tilsat et aromastof, og personligt er jeg fuldkommen ligeglad med, om det er naturligt eller ej. For det første kan naturlige aromastoffer være lige så skadelige og allergifremkaldende som unaturlige. For det andet hører smagsstoffer ikke hjemme i øl – hvis man vil lege med smagen er der rigeligt med malttyper til den slags. For det tredje er nærværende aromastof simpelt hen for fremtrædende, og får brygget til at tage sig meget syntetisk og kunstigt ud. Det er aldrig godt.

I smagen mærker man også tydeligt blåbærflavouren (og hvorfor det skal skrives på engelsk er mig en gåde) igen. Det giver en nærmest eksplosionsagtig sødme idet brygget rammer tungen, og det er slet ikke ulig det pulveragtige slik fra det store land syd for grænsen. Sødmen er meget gennemtrængende – og i og for sig velgørende – men øllet kan ikke løbe fra at indeholde ting, som øl helst ikke skulle indeholde, og derfor – ret beset ved snyd – kommer til at smage godt. Derfor ender øllet heller ikke med bare at være godt, det føles også unaturligt og syntetisk – men derfor smager det nu godt alligevel. Det skader heller ikke, at brygget bliver bitrere efterhånden som det glider under ganen, og det kondenserer som en blid omend gennemtrængende bitterhed ved mandlerne. Det er dog ikke en bitterhed der som sådan komplimenterer sødmen, så det samlede smagsbillede ender med at være mere forvirrende end velkomponeret.

Jeg er temmelig delt om denne øl, men når alt kommer til alt, synes jeg, man burde bruge almindelige brygteknikker for at opnå den smag man leder efter, fremfor at putte alle mulige ting i øl – og helt bør man da holde sig fra aromastoffer. Så jeg tror ikke, jeg gider drikke Willemoes Høstbryg igen, selvom den måske smager godt. Der er alt andet lige bedre øl på markedet, og de indeholder ikke noget, man kan have sine mistanker om. Aromastoffer, sulfitter og andre grimme ting, der giver allergi og andre sygdomme skal ikke bare holdes ude af øl, men ude af alt.
4-en-halv-stjerne

Høst, Thisted Bryghus (Høstbryg II)

– Velbrygget nordjysk høstøl.

Efter at have prøvet Randers Bryghus’ Høstbryg slog det mig, at en høstbryg vel egentlig også burde passe godt til efterårets køkken – de grove rodfrugter og det mørke kød. Og i den forbindelse forekom hin kronjyske øl mig faktisk lidt for lettilgængelig. Det er vigtigt med noget bitterhed og noget kraft til at spille ordentlig op mod efterårets fest af både gode og grovkornede smagsindtryk. Ikke dermed sagt, at jeg fortryder, eller vil lave om på min anmeldelse af Randers Bryghus’ Høstbryg, men blot en passant notere dette, da jeg faktisk helt havde glemt at tage det op til overvejelse, da jeg anmeldte den.
Det skal ikke ske med dagens øl, der slet og ret hedder “Høst”. Det er en meget dyborange, næsten rød sag med tæt, letgyldent skum, der dog falder relativt hurtigt. Høst er brygget med malt fra fire forskellige kornsorter, hvede, byg, havre og rug, så det er også en mere komplekst sammensat øl end Randers Bryghus’ øl, der kun var brygget på hvede og byg. Høst har en let syrlig duft af overmodne sensommerfrugter.

Smagen er først og fremmest velgørende bitter, hvilket enhver høstbryg bør være, hvis den skal passe til årstidens grove grøntsager. Bitterheden domineres af en fyldig, bitter humlesmag, ledsaget af enkelte karameltoner og en maltessens, med en vis sødme, der spiller godt op til bitterheden. Den er samtidig lige en tand sprittet – det er godt, fordi det giver ekstra fylde. Det er ikke fordi man skal være bange for at blive fuld for hurtigt af denne øl, den indeholder 6% alkohol, hvilket altså ikke er overdrevet. Den helt igennem vellykkede og lækre smagsoplevelse afsluttes med en kraftig og veldrejet bitter humleeftersmag.

Det er klart en øl, der passer bedre til efterårets fødevarer, end den ellers ikke uefne Høstbryg fra Randers. Det skal nu ikke i sig selv få konsekvenser for en høstbrygs kvalitet, hvorvidt den passer til årstidens udbud af frugt og grønt eller ej. De bliver stadig vurderet ud fra deres individuelle kvaliteter, og en øl behøver jo ikke være ringe, bare fordi den ikke lige passer til en bestemt type mad.
4-en-halv-stjerne

Høstbryg, Randers Bryghus (Høstbryg I)

– En god begyndelse.

Måneden er endnu engang skiftet – fra august til september – og dermed er efteråret officielt startet. Det er også en anledning til at pifte lidt liv i min ølblog, som jeg ikke har været helt tilfreds med aktivitetsniveauet på her på det sidste. Jeg har derfor besluttet mig for at påbegynde et nyt tema, der passer til årstiden, nemlig “Høstbryg” – slet og ret.
Jeg ved ikke, om det er en ny ide, bryghusene har fået, men jeg mindes ikke, at jeg før har set Høstbryg i butikkerne i samme omfang som jeg ser i øjeblikket. Der er i hvert fald rigeligt at vælge imellem, og nyheder skal da afprøves, som altid med risiko for, at det hele viser sig at være et flop.
Risikoen for totalt flop er dog noget mindre end ved sidste tema om Carlsbergs nye øl. Alene øllenes ingredienser lover en helt igennem mere interessant oplevelse. Fælles for høstbryggene synes nemlig at være, at de alle er brygget med malt fra flere forskellige typer korn, velsagtens for at fejre høstens komme. At blande forskellige typer kornmalt er en måde at variere øl på, der er lige så gammel som brygningen selv, og ikke sjældent med gode resultater.
Den første øl i temaet er Høstbryg fra Randers Bryghus, forøvrigt købt i min lokale Fakta, der åbenbart har udviddet udvalget af specialøl betragteligt her på det sidste. Det vil jeg komme tilbage til i kommende indlæg. Overfladisk betragtet – og her tænker jeg helt bogstaveligt på, hvad der kan læses på overfladen af etiketten – er denne øl den kedeligste høstbryg, jeg indtil videre har set. Den er nemlig kun lavet på to typer korn – rug og hvede, mens de andre, jeg har på lager, alle har hele fire typer korn. Jeg starter altså med det lettilgængelige øl, og arbejder mig frem gennem de mere sofistikerede, og formentlig starter jeg dermed med det kedeligste.
Udseendet er imidlertid ikke kedeligt. Den ville have været ravfarvet, hvis ikke den samtidig var grumset og dermed uigennemskinnelig – det er jo forøvrigt alt sammen godt. Skummet er højt, tæt og gyldent, og kroner majestætisk over det dyborange bryg. Man skal huske at ryste flasken, før man hælder det allersidste øl op, så man får alt det gode i bundfaldet med. Duften er sødligt frugtagtig med en anelse gær.
Den smager sødt frugtagtig og er ganske fyldig. Det er en sødme, der bedst kan sammenlignes med den man finder i ferskner og nektariner. Brygget har en vis friskhed, men heldigvis ikke af den slags, man finder i vandige pilsnerøl – det sørger fylden for at forhindre. Som brygget bevæger sig hen over tungen, er der en tiltagende humlesmag, der munder ud i en ganske blid og ganske behagelig nøddebitter eftersmag. Det er næsten mandelblødt, og bitterheden er på ingen måde bidsk.
Det er både godt og simpelt, uden at man får fornemmelsen af, at bryggeriet bare har valgt det sikre fremfor det interessante. Det er samtidig en god øl til dem, der ikke bryder sig om bitre øl, men bedre kan lide de søde. Alligevel er der stadig langt til de mystiske eksperimenter, såsom Velvet Ale fra Carlsberg, eller Stuykman Wit fra Nørrebro Bryghus, så man stadig har et bryg i hånden, som man ikke er i tvivl om, rent faktisk er øl.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme