Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Gode øl med Allan

Secret Santa, Amager Bryghus (Gode øl med Allan IV)

2017-02-24 21.55.41Dessertøl på steroider …

Den gode Henrik Papsø har været så rar at være behjælpelig med et link til historien bag Granny with a Gun-røverhistorien. Der er ganske rigtigt tale om en røverhistorie, fake news, alternative facts og ikke mindst en vandrehistorie, eller urban legend som det hedder på internationalsk. Amager Bryghus har endda efterfølgende pyntet yderligere på historien og gjort den endnu mere farverig, end hvad man kan læse i linket. Den fulde beretning må man købe brygget for at få med, alternativt google øllet, og læse den fulde tekst en af de mange steder, hvor brygget vurderes. Personligt vil jeg anbefale køb, for det er bestemt en øl, der er oplevelsen værd – ligesom storytellingen, om hvilken Papsø skrev, da han sendte mig linket: “We took fake news – and made them even faker”.

Tilbage til sidste fredags ølsmagning: Efter to mægtige IPA’er og to brutale Stouts, var det blevet tid at runde aftenen af. Jeg havde trods alt en arbejdsdag dagen efter – der heldigvis startede sent, men der var ingen grund til at begå hybris og risikere nemesis. Ikke desto mindre skulle aftenen rundes af med et brag. Den var også fra Allans tur til releaseevent hos Amager Bryghus, men om han også havde købt en hel kasse af denne, husker jeg ikke længere. I så fald er der indtil flere episoder under smagningen, der kunne antyde, at han bittert fortrød.

Som navnet antyder, er der tale om en juleøl, en quadrupel på fandenivoldske 10,5%, lagret på egetræ og grannåle. Desuden er den tilsat demarara-sukker samt lys og mørk kandis – den belgiske inspiration er i sandhed til at få øje på. Tænk, at der kan være så langt til det store naboland mod øst, hvor den slags ville give vidner til blanderiet et slagtilfælde, mens brygmesteren måtte føle sig heldig, hvis denne slap med hængning.

Brygget er, selvom det er ufiltreret, ikke voldsomt grumset, og fremstår næsten klart indtil man kigger ordentligt efter. En rødbrun kulør minder fjernt om wienerbryg, eller classic som vi kalder det heroppe … og der holder alle ligheder med bryg man ellers kender også op.

Brygget emmer halsbrandfremkaldende sødt af billigt og meget kemisk slik. Vingummi og lakridskonfekt, lød Allans beskrivelse på, og deri har han ret. Man mærker ved indsnusning af bryggets noget aparte bouquet endnu ikke alkoholen, der til gengæld rammer som et venstre hook, og øjeblikkeligt får tungen til at svulme op og blodet til at flyde i kæften.

Det er nu ikke blodets dystre metalsmag, der rammer smagsløgene, men derimod smagen af syntetisk, gelatinebaseret slik, proppet med aromastoffer på en bund af bananlikør (husker I Pisang Ambon). Ikke at brygget er fuldkommen u-øllet i sin karakter. En tæt, tung og mørk malt gør sit til at minde én om, at der er tale om en øl, og ikke en smart drink fra firserne eller bolsjesodavand fra halfemserne. Helt ulig den anden quadrupel, jeg prøvede engang, hvor jeg spille Munchkin, er den da heller ikke. Men jeg husker ikke genren som sådan som så kvalmt sød.

Således nåede vi gennem desserten – med en dessertøl på steroider, som Allan kaldte den. Dét, og hans lettelse over, at han nu aldrig behøvede prøve den igen, var blot to af hans mange mishagsytringer over øllet, som jeg fik ned på papir. Selvom jeg selv heller ikke er overbevist, må jeg indrømme, at oplevelsen er vokset i den forløbne uge. Jeg elsker belgisk øl – og denne er, for better or worse, både autentisk og kompromisløs i sin belgiskhed.

Jeg tror – ligesom Allan – jeg i hvert fald foreløbig er færdig med Secret Santa. Men quadrupel-stilen har jeg faktisk fået endnu mere mod på at vandre videre i.

Om karakteren var vi enige. Vi gav den karakter for kompleksiteten og for kompromisløsheden – kvasiobjektive kvaliteter, som vi måtte indrømme selvom vi henholdsvis ikke kunne fordrage den, og syntes, den måske var lige i overkanten.

4-en-halv-stjerne

Green, Green Banshee, Amager Bryghus (Gode øl med Allan III)

2017-02-24 20.28.52Du godeste! Sikken ondskab …

Det næste bryg på programmet havde jeg set frem til med stor spænding. Jeg havde ganske vist prøvet det en enkelt gang før, nemlig på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum tilbage i august. Det skete i Jameson’s stand, hvor jeg ved samme lejlighed for første gang prøvede mit irske af. Ja, det var i sandhed en stor oplevelse.

Dengang blev det jo kun til en lille mundsmag, der slet ikke var stor nok til, at der kunne komme en anmeldelse af brygget ud af det. Siden har jeg så bittert fortrudt, at jeg ikke dér, lige på stedet som minimum fik mig en anselig smagsprøve, så jeg kunne anmelde brygget, for det skulle vise sig at være ret svært at få fat i efterfølgende.

Jeg var dog så heldig at støde på det i Toft vin på Islands Brygge forleden. De 90 kroner, jeg måtte slippe for en halv liter, viser måske (måske ikke) at efterspørgslen har presset prisen på et begrænset udbud noget i vejret. Til gengæld vidste jeg også med det samme, at den skulle nydes i godt selskab, først og fremmest på grund af dét – det gode selskab, der får godt øl til at smage endnu bedre, og så fordi jeg ærligt talt – uanset hvor godt øllet ellers smager – ikke gider drikke en hel halv liter alene, når alkoholprocenten er tocifret (11% for at være præcis). Og godt selskab var jo i vente, da min aftale om at nyde gode øl med min gamle stadionkammerat Allan, for længst var indgået.

Røverhistorien på etiketten er denne gang så afdæmpet, at den faktisk kvalificerer sig så meget som nyttig information om brygget, at det egentlig er uberettiget, at kalde beskrivelsen en røverhistorie. Indledningsvis fortælles der selvfølgelig om det irske sagnvæsen, banshee’en (irsk bean sidhe, hvilket kan oversættes med fe-kvinde), hvis skrig varsler død og ulykke. Og eftersom der jo er tale om et sagnvæsen, er det selvfølgelig en lille smule røver alligevel. Den grønne, grønne fedame, man her sidder med, skriger imidlertid kun om gode ting, fremgår det blandt andet … og her starter så en sjældent nøgtern og informativ beskrivelse af bryggets tilblivelsesproces. Der er tale om en imperial stout lagret i fire måneder på henholdsvis bourbon- og sherry-fade fra Jameson-destilleriet i Cork, Irland. Derefter er bourbon-stouten og sherry-stouten blandet sammen, ligesom Jamesons whiskeyer er det, og så er dét bryg sådan set brygget, blandet og lagret.

Tilbage i marts måned sidste år, da jeg besøgte Amager Bryghus, tror jeg endda, jeg fik fadene at se. Så vidt jeg husker, var Henrik Papsø, der viste rundt, lettere skeptisk over for projektet, og på papiret lyder det da også en kende skørt. Men for at lave noget ekstraordinært, må man jo også tænke lidt ud af boksen, tage nogle chancer og være lidt – ja, skør – for at det ikke bare igen skal blive en gentagelse af noget, der er prøvet før.

Apropos gentagelse; gentagelsen af ‘green’ i navnet forestiller jeg mig – uden at have andet at have det i end min egen intuition – skyldes de to grønne øer, brygget kommer fra; Amager og Irland. At den grønne fedames skrig i øvrigt kun varsler godt ændrer ikke ved, at tegningen af hende er autentisk frygtindgydende. Djævle og skeletter er for længst ude af stand til at skræmme os, mens Amager Bryghus’ grafiker Simon Hartvig Daugaard har formået at give os nye skikkelser at være bange for.

Men nu til brygget, som jeg allerede ved at beskue, erklærede måtte være jordens ondeste øl – på trods af alle fedamens gode intentioner. Brygget er totalt uigennemskinneligt, selv når mængden i glasset er ganske lille. Skummet har farve af branket karamel – den smule der er. I bryg af denne kaliber er kulsyre en distraktion, noget, der hører lyset til, noget, der hører lettere øl – svagere øl – til …

Selv i sit uigennemtrængelige mørke, er bryggets visuelle underholdningsværdi af en særlig udsøgt kvalitet. Duften ligeså, omend Allan og jeg aldrig blev helt enige om indholdet. Han mente at man kunne mærke marcipan i duften, hvilket jeg ikke selv kunne. Marcipan er alt for rart, sødt og venligt til denne galdesuppe af mørk lakrids og brændevin, der på sekunder ville rense enhver bihule, om den så måtte være tilstoppet med cement. Og selvom det spirituøse element i bouqueten er uomgængeligt er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville have gættet på whisky i processen, hvis ikke jeg lige vidste det. Allerede her (ja, det er også tilfældet i resten af brygget) er whiskyessensen aldrig så nydeligt forenet med resten af det tunge, seje, natmørke bryg.

Og smagen … SMAGEN! Lige så tæt og tykt som brygget dovent, modvilligt og tyngdekraftstridigt skvulper rundt i glasset, lige så vidunderligt, vældigt og mægtigt føles det på tungen. Engelsk lakrids og fyldig, spirituøs fylde omklamrer alle mundens indvendige overflader – opadvendte, nedadvendte og laterale – med sin fængslende, altopslugende mørke aroma. Aldrig har jeg oplevet lignende kraft og vælde i en stout. Utroligt er det samtidig, at der ikke er den mindste antydning af ubalance eller missmag. Lakridsen er lige i øjet, whiskeyen smages ikke som whisky, men mærkes som en umådeligt smagfuld alkoholimpression – og sikke den kan mærkes. Dette er noget ganske andet end Thisted Bryghus noget halvhjertede forsøg på en øl/whiskey-forening. Nej her kan man opleve, hvordan det rigtig skal gøres.

Tykt, sort, og vidunderligt velsmagende. På én gang den bedste og den ondeste stout, jeg nogensinde har prøvet … Allan var lidt mindre kompromisløs i sin nydelse. Han mente, brygget manglede den allersidste afrunding og harmoni, før brygget var helt perfekt, men større forskelle end denne i vores præferencer, kan formentlig findes blandt individuelle elektroners hælden til, om de vil binde sig til den ene eller den anden farve brintatomer (og ja, jeg ved godt, det ikke gav nogen mening, men jeg havde lissom skrevet mig selv op i en krog ikk’ oss’ …)

Amager Bryghus kan sandelig andet end at brygge gode IPA’er – de kan i den grad også brygge stouts.

Allan:

5-en-halv-stjerne

Kaj:

6-stjerner

La Santa Muerte, Amager Bryghus (Gode øl med Allan II)

2017-02-24 19.54.54

Det gode og det onde forenet …

Det var blevet tid til at gå fra de lyse IPA’er til noget meget mørkt. La Santa Muerte er sort som en overskyet vinternat i en lampeløs kulkælder for tildækkede vinduer og sortmalede vægge. Brygget skummer kun ganske lidt, men med en nydelig kulør af branket karamel blandet med den tilsatte honning. Duften er bittersød, idet honningen gør anstandsmæssig væsen af sig, men hvis ikke man lige kender til dens tilstedeværelse, er det ikke engang sikkert, at man ville tænke “honning” ud fra bouqueten. Her er honningelementet så nydeligt integreret i brygget som det danske mindretal i Sydslesvig og de bosniske flygtninge i Thy. Hvis ikke man vidste, de var der, ville man næppe lægge mærke dertil.

Og i modsætning til Granny With a Gun, er der her bred smag for alle pengene. Kaffe, lakrids og mørk chokolade oppebåret af en gennemtrængede cognacfylde gør vel i selv den mest kræsne ølmund. Og frygter man, at det bliver for voldsomt, kan man være ganske rolig. Det bælgmørke bryg er forunderligt blødt mod tungen, super smooth som en Speyside-whisky med Islay-karakter – en forening af let og tungt, lyst og mørkt, fandenivoldsk og overkærligt, som man næppe havde troet mulig.

Afstemningen af de mangfoldige aromaer er lige i skabet, og elegant omkranset af cognacimpressionen, der giver flere dyre likører og spirituoser baghjul … på nær en akkurat fremtittende missmag af tørt lakridspulver. Heldigvis er det langt fra så galt, at det gør andet end blot at yde brygget lidt rå karakter – men det er en karakter, der næppe er tilstræbt, og den må derfor noteres som en skønhedsfejl.

Den lille detalje ændrer dog ikke ved, at det er en særdeles egnet til dem, der foretrækker bløde og søde stouts frem for bitre og voldsomme. Alkoholprocenten skal man uanset hvad håndtere med forsigtighed – drikker man dette bryg som var det almindelig øl, vil de 10 % slå mere end almindeligt hårdt.

Man dør dog næppe – ej heller på nogen hellig måde, omend man måske næsten ønsker det i betragtning af tømmermændene. Skulle man blive fristet til at dykke dybere ned i den verden, er man heldig: Ifølge etikettens sædvanlige storytelling skulle der være fundet tegn på Amager på lokal dyrkelse af Den Hellige Død, som ellers er bedst kendt fra Syd- og Mellemamerika.

Men om det nu er alternative fakta, fake news eller endnu en røverhistorie blæser i vinden over Kalvebod Fælled.

Allan:

5-stjerner

Kaj:

5-en-halv-stjerne

Granny With a Gun, Amager Bryghus/Edge Brewing Project (Gode øl med Allan I)

Always with the storytelling …2017-02-24 19.25.47

Aftenen startede med, at Allan skulle prøve verdens bedste øl (i mine øjne i hvert fald). Det var i øvrigt Martin Guldhammer, der kort før nytår havde bragt dem til min dør, og de havde hygget sig i mit køleskab siden. Sådan kan man faktisk godt holde en IPA frisk i et stykke tid.

Allan var ligesom jeg selv ganske begejstret. Det er også svært at være andet for den øl, og nu var det så tid at prøvesmage den første øl, han havde taget med. Valget faldt naturligt på en IPA – en lidt mildere i karakteren, som det ville være nemmere at skifte videre fra senere, når nogle rigtig voldsomme stouts ville være på programmet.

Storytellingen, som Amager Bryghus altid er gode til, får heller ikke for lidt. Brygget er angiveligt inspireret af beboeren Bonnie Ramsbotton fra Melbourne-forstaden ‘Sunshine’, der tog en aldeles smertefuld hævn over nogle lokale bøller, der på grufuld og grotesk vis havde mishandlet hendes hundehvalp til døde. De lokale skulle angiveligt have ønsket at hylde hende med en statue ved navn “Granny With a Gun” … intet af historien lader sig dog lige sådan bekræfte fra anden kant. Selvom der ganske rigtigt findes en forstad i Melbourne ved navn Sunshine, omtales den gode Bonnie Ramsbotton tilsyneladende kun på ølhjemmesider, der henviser til nærværende bryg.

Men okay – jeg har heller ikke googlet det voldsomt meget.

Brygget er et samarbejdsprojekt med australske Edge Brewing Project. Dermed bliver denne øl – skønt den også er dansk – faktisk den første australske øl, jeg prøver. Der er da også tale om en Australian-style IPA. Jeg vil tro, at Allan refererede fra release-seancen, da han fortalte, at den skulle være brygget primært på australske humler, der er ret sjældne (men heller ikke det har jeg kunnet be- (eller for den sags skyld afkræfte) ved at Google). En rerun af dette bryg skal man derfor nok kigge langt efter.

Det er et ganske lyst bryg – citrongult og kun svagt, kridhvidt skummende. Ovenpå den foregående humlebombe tog vi os næsten i at være uimponerede over bryggets noget smalle bouquet. Brygget fortjener dog kun positiv kritik for duften, der indrømmet ikke er nogen næsestyver, men til gengæld én, der ved præcis hvad den vil. Lette grannoter blander sig med milde citroner og en sød kant, der bedst sammenlignes med klassiske, engelske Bassets-vingummier.

Smagen er også spinkel – og igen uden at den af den grund mangler karakter eller på anden vis nødvendige velbehageligheder. Friske, spæde og smatidig knastørre og skarpe grannåle ridser lange flænger i tungen, så den åbnes for den fineste krydrede smag af lyst træ og syrénessens. Brygget ved præcis hvad det vil smage af. Det rendyrker én udvalgt humlesmag, som den efterfølgende rendyrker og næsten skamrider demonstrativt. “Se hvor lidt jeg kan smage af, samtidig med at jeg smager som en million”.

Antydningsvis slutter brygget af med en alkoholisk bananessens som den man (eller jeg i hvert fald) ikke kan fordrage fra Belgiske Blondes. Men her giver netop den antydning en afsluttende fylde og sødme, der fuldender oplevelsen.

Selv når dette bryg smager grimt, smager det godt, også selvom det vover ikke at smage af voldsomt meget.

Allan:

5-en-halv-stjerne

Kaj:

5-stjerner

Gode øl med Allan – Indledning

2017-02-26 12.36.26Sku’ gammelt venskab …

I fredags havde jeg en gammel ven ved navn Allan på besøg. Jeg kender ham fra Fremad Amagers tribuner, hvor vi i fællesskab har råbt og skreget i fuldskab, subsidiært stået og kedet os bravt, men altid hygget os i selskab med hinanden – og alle de andre amagerkanske fans af det lokale fodboldhold.

Der var selvfølgelig gode øl på bordet. Besøget var ansporet af en snak, jeg havde haft med ham på fjæsen om, at han havde været til ølrelease på Amager Bryghus, og havde forsynet sig med de gode nye bryg. Der gik ikke længe før vi havde aftalt at mødes. Jeg lå jo inde med to ‘Focal Bangers’ fra the Alchemist, så det passede jo så nydeligt, at han kunne få lov at smage det, jeg mener er den bedste øl i hele verden, mod at han gav et par af sine nyindkøbte nyskabelser.

Focal Banger har jeg jo for længst anmeldt, så de næste par anmeldelser kommer til at bære præg af … ja, de vil sådan set udelukkende handle om øl fra Amager Bryghus. Det passer jo så nydeligt ind i det øvrige tema – en ven fra Amager, Fremad Amager (selvom Amager Bryghus godt nok ligger i Tårnby-territorium) men der er altså ikke tale om en sponsoreret kavalkade eller noget i den retning, om man skulle få mistanken.

Ølseancen betyder desuden endnu en reprise af det hyppigt tilbagevendende fænomen her på bloggen: Hængepartiet. Jeg har nu fire, kan jeg godt afsløre, fremragende øl i kø til anmeldelse … jeg må hellere komme i gang, før jeg glemmer, hvordan de var, for mine noter – de blev godt nok ikke mere læselige som aftenen skred frem.

De nye øl, der var på programmet var:

Vel mødt til anmeldelserne snarest.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme