Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: eller Sodavandsøl

SommerHvede, Skovlyst (Eller sodavandsøl II)

Formidabel grape… -sodavand …

Vi skal videre til den anden Skovlyst-ølsodavand, som den gæve Mads havde med, da den stod på sommerfrokost i det lille Amagerkanske hippiehjem.

Denne gang er øllet blandet op med hyldeblomst og grape. Hyldeblomst har været tilsat øl med både større og mindre held. Derimod er det vist første gang, grape er inde i billedet. Citrusfrugt af forskellig art er dog forsøgt hist og pist, også med større og mindre succes (jeg husker ikke længere de enkelte øl).

Da jeg så, at grape indgik, faldt det mig faktisk ikke ind, at netop grape har nogle egenskaber udi bitterhed, som citrusfrugter ellers ikke har. Appelsin snerper lidt derhenad, men slet ikke i samme grad.

Endnu engang slog bouquet’en til næsten før kapslen lettede. Grapen holder sig ikke tilbage. Duftens toner slog benhårdt igennem, og skabte omgående synapser mellem det olfaktoriske center i hjernen og min hukommelse.

Jeg blev omgående ført tilbage til mine forældres spisekammer i Århus-satelitbyen Hjortshøj i 80’erne. Der stod en Sodastream-maskine – ikke en af de nymodens smarte, nej en af de oprindelige fra dengang! Og de høje flasker, med ekstrakt … Jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på, hvad der mon har været i de ekstrakter af suspekt kemi. Tykt som sirup var det og i farvestrålende nuancer. Vi begrænsede os selvfølgelig ikke til at bruge ekstrakterne i de hjemmelavede sodavand … nej de blev skam også brugt i yoghurt, i hjemmelavet is, i saftevand … det er anstrengende bare at skrive om det.

Nok om alle de andre ekstrakter. Der var også et ekstrakt, som mine forældre især var glade for. Vi børn syntes, den var for sur. Det var netop grape-ekstraktet, og denne øl duftede præcis som en Sodastream-sodavand med Grape.

Der er absolut topkarakter til denne øls evne til at skabe nostalgiske associationer hos undertegnede. Det fungerer også udmærket som sodavand til voksne med sin syrligt-bitre smag. I modsætning til SkovbærHvede, indeholder brygget nemlig væsentlig mere kulsyre, og gør dermed fornemmelsen af sodavand komplet. Men fungerer det som øl?

Grapesmagen er så fremtrædende, at man ikke mærker humlen. På den anden side er det især grapefrugtens bitre toner, der træder frem. Måske spiller grape og humle bare så fantastisk sammen her, at man ikke smager humlen. Den hjælper bare det bitre i grapen på vej, så man smager grapen endnu bedre – som sagt måske, sålænge man ikke kan prøve brygget med og uden humle, er det ren spekulation.

Jeg vil dog gerne lade tvivlen komme humlen og brygget til gode. Og man kan i hvert fald ikke kalde det tåget mørkegule bryg disharmonisk. Der er tale om et ganske helstøbt produkt, der ved, hvad det vil smage af. Spørgsmålet er endnu engang, om det fungerer som øl, og denne gang er det endnu sværere at svare på end ved SkovbærHvede.

Brygget smager fremragende, og grape har stort potentiale til at bruges i øl også fremover, hvis det skal være. En SommerHvede smager bare ikke af øl, so what to do? Som sodavand giver jeg brygget fem stjerner. Som øl giver jeg brygget én stjerne. Da det er en hybrid mellem øl og sodavand vælger jeg at de to mødes på halvvejen.

Således kan man vride sig ud af en karaktergivningsknibe – og det er jo iøvrigt også netop årstiden til dette.

3-stjerner

SkovbærHvede, Skovlyst (eller Sodavandsøl I)

Disharmonisk fornøjelse

I weekenden havde vi besøg af nogle venner fra asatromiljøet. Min viv er som bekendt aktiv asatro, og en del af blotgruppen, hun er tilknyttet, kom på middagsvisit. Det blev hverken til mjød eller hestekød, men friskbagte boller, kødfyldte pølser, hvidvin med hyldeblomst, tapas, min vivs frikadeller (om dem kunne der skrives en blog i sig selv) og den gode Mads havde lidt øl med til selskabet – noget jeg ikke havde prøvet før, så på det skulle der smages.
Det drejede sig om to relativt nye produkter fra Bryggeri Skovlyst ved Hareskoven. Jeg har prøvet deres produkter før, og egentlig ikke været synderligt imponeret. Endnu mindre imponeret blev jeg, da det viste sig, at bryggeriets øl faktisk fremstilles i Polen, mens bryggeriets meget bevidste markedsføring søger at give et billede af, at det foregår i idylliske omgivelser i nogle svenskrøde træbarakker iblandt hareskovens vårgrønne træer … not so much!
Men brygget skal jo prøves, og jeg er altid glad, når folk giver mig mulighed for at anmelde nye øl. Stor tak til Mads for de medbragte varer.
Den første variant, SkovbærHvede indeholder hyldebær og skovbær – altså fra Polen. Jeg er en af dem, der har afsindigt dårlige erfaringer med frosne bær fra Polen, men jeg regnede med, at gær og sukker (der er tilsat så meget af, at det står øverst på ingredienslisten) havde gjort sit, og i skrivende stund føles da heller ikke noget ubehag. Det var selvfølgelig med en vis skepsis, at brygget blev knappet op. Men jeg har selv haft mine frugtteperioder, og jeg er ikke mere tesnob, end at jeg i de kolde vintermåneder sagtens kan nyde te med fx solbær – eller med citron, når jeg er småsyg – så hvorfor egentlig ikke øl? Og hvor mange gange har jeg ikke lappet Mort Subites Kriek i mig, når jeg var i Belgien? Og hvis det skal være i orden, så skal tilsætning af frugt i øl også være det – omend det vist alligevel ikke foregår helt på samme måde som fremstilling af de Belgiske Krieks.
Bouquet’en lod ikke vente på sig. En kraftig duft af hyldebær og andre sur-søde buskvækster bredte sig omgående ved opknapning. Et brusende prinsessepink bryg rejste sig i glasset, og tronedes af en masse ditto pink bobler. Betegnelsen ‘sodavandsøl’ poppede for første gang frem i hovedet på mig. Jeg var dog væsentlig mindre beklemt ved dette bryg, end jeg var sidst, jeg prøvede lyserødt øl, for her vidste jeg, at farven skyldtes tilsatte bær.
Det afbrusede bryg gav i første omgang en fornemmelse af tyndt opblandet tranebærsaftevand. Netop den manglende brus gjorde, at brygget føltes mere som safte- end sodavand. Ikke desto mindre gjorde de søde bærtoner deres til at få brygget til at afvige endda ret meget fra øl. Og det glædede mig egentlig, at der ikke var tale om alt for børnevenlig smag af jord- eller hindbær, men netop lidt sværere tilgængelig og ikke alt for sød hyld-, trane- og solbær.
Og som man egentlig hyggede sig med alle de solmodne sommerbær ramte humlen – hårdt. Ind fra højre brasede den ind og fyldte hele bagtungen med en uvelkommen og disharmonisk bitterhed. Havde den samme bitterhed været at finde i en øl, ville det have været fint – men her blandede det sig kun uskønt med bærrene.
Der opnåedes ingen syntese mellem bær og humle. De to forblev adskilt, og med for lidt brus til at være sodavand og for meget brus til at være saftevand, ender brygget med at være hverken fugl eller fisk og sætte sig mellem to stole med et ben i hver lejr.
I hvert fald så længe, den drikkes afkølet.
For tillader man brygget at få kassetemperatur bliver det hele en smule bedre. Sødmen fra bærrene tager af, og den lettere bedøvede bæraroma blander sig nu væsentlig bedre med humlen. Det er ikke stor ølkunst, men smagsmæssigt fungerer det udmærket. Problemet er blot, at brygget mister sine iøvrigt læskende evner, når det får temperatur. Så helt godt bliver det aldrig.
Uanset høj eller lav temperatur mangler brygget retning, det virker underligt sammensat og har ikke den helstøbthed, ethvert ølbryg bør have. Det forbliver mere en saftevand iblandet øl, end en øl, iblandet saft og bær, og for denne ølelsker er det pæneste, der kan siges, at det da kunne være værre. Som en konkurrent til de store bryggeriers (pseudo)ciderprodukter har det næppe heller det store potentiale. Det er det ikke sødt nok til, og alkoholprocenten er også for lav. Hvem målgruppen egentlig er, forbliver dermed et mindre mysterium.
1-en-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme