Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Det tynde øl fra Fakta

Slut med tyndt øl! (Indtil videre i hvert fald.)

Det er med en vis lettelse, at jeg nu kan konstatere, at jeg har fået arbejdet mig igennem Faktas standardudvalg af øl, og det er blevet tid til en opsummering. Jeg startede temaet, fordi jeg syntes, det var på tide, at jeg fik gjort rent bord nede i min lokale Fakta, så jeg hver gang jeg var dernede, ikke behøvede at lure på, hvilke øl jeg nu manglede, og hvornår jeg monstro havde tid og ressourcer til at få prøvet de sidste.

Nu hvor jeg for længst har købt de sidste, og for ganske nyligt drukket og anmeldt dem, lurer jeg i stedet på, om der monstro er kommet noget nyt dernede, og så er jeg jo lige vidt. Sådan skaber en løsning på et problem ofte bare nye problemer.

Jeg ville jo gerne dele lidt ud af mine tanker om nytårstemaet, men for at bevare et minimum af stringens i baggrunden for mine konklusioner, har jeg valgt at lave lidt om i udvalget af øl, jeg vælger at inkludere. Før temaet startede havde jeg nemlig allerede prøvet nogle af Faktas øl, og der er ingen grund til at udelukke dem, bare fordi de ikke lige blev afprøvet mens temaet rullede. Samtidig valgte jeg at inkludere nogle specialøl fra et spotvaretilbud, som Fakta kørte med fra september-oktober måned. Dem har jeg valgt at holde uden for min analyse alligevel, da de netop ikke er en del af Faktas faste sortiment. Det er Clim8 fra Harboe mig bekendt heller ikke, så også den er røget ud.

Listen over øl i den følgende analyse, startende med de øl, der ikke er nævnt som værende med i temaet i overskrifterne, er altså:

  • Kozel Dark
  • Grøn Tuborg
  • Siden 1883
  • A-Z Ale no. 16
  • Elephant
  • Brutalis
  • Tuborg Julebryg
  • Tuborg Classic
  • Carlsberg Premium/Hof
  • Dansk Julebryg
  • Dansk Pilsner
  • Dansk Classic
  • Dansk Guld
  • Dansk Light
  • Corona Extra
  • Carls Special
  • Pilsner Urquell
  • Heineken
  • Erdinger Weißbier
  • Tuborg Super Light
  • Newcastle Brown Ale
  • Guld Tuborg
  • Royal Export
  • Budweiser (Anheuser-Busch)

I alt indgår altså 24 øl, det ikke skal være en hemmelighed, har været en blandet fornøjelse at stifte bekendtskab med.
Jeg har ikke tænkt mig at lave den store statistiske gennemgang, og undersøge for signifikans og den slags – jeg vil blot se på eksemplet ‘Fakta’s udbud af øl, og forsøge at drage nogle konklusioner ud fra, hvordan udvalget egentlig ser ud i de danske discountvarekæder.

I gennemsnit har de 24 øl fået 1,75 stjerner, og placerer sig dermed midt imellem “nogenlunde drikkeligt” og “uinteressant”. 20 ud af de 24 øl har fået under 3 stjerner, og den højeste karakter lyder på 4½ stjerner. Det giver et billede af, hvor uimponerende Faktas standardudvalg af humleprodukter egentlig er.

Men er det nu Faktas skyld? Ikke nødvendigvis. Det er også et spørgsmål om, hvad forbrugerne lader sig nøje med. At Faktas eget discountmærke overhovedet sælger nok til, at supermarkedet beholder det, viser faktisk hvor lavt de danske forbrugere vil gå, når det handler om at købe billigt ind. Der er ikke en eneste af Faktas billigøl, som jeg har lyst til at drikke igen, og skulle det ende med, at der ikke er andet, eller jeg ikke har råd til andet, vil jeg foretrække postevand.

Så hårdt kan det siges, men jeg vil lægge skylden på den danske forbruger og de danske indkøbsvaner. Selvom Faktas udvalg ikke er imponerende, rummer det trods alt en Pilsner Urquell, og en Carls Special, hvis kvalitet jeg først lige er blevet opmærksom på. De stikker ud som tilfældige højdepunkter i Faktas beholdning, men ikke desto mindre udgør i hvert fald Carls Special et alternativ, der stadig er betaleligt. Hvis man ønsker bedre øl på Faktas hylder, bør man simpelt hen holde sig fra ‘Dansk’-brandet, indtil en anden leverandør end Harboe er fundet.

Det kunne være spændende at undersøge, om andre discountkæder holder det samme lave niveau, og efterfølgende anmelde, hvilken der er bedst til prisen. Imidlertid mener jeg, at min værnepligt udi drikning af tyndt discountøl for en tid er aftjent, så en sådan undersøgelse kommer til at vente på sig!

I et godt stykke tid fremover skal jeg kun drikke spændende øl, der godt må være billige, men ikke sende et signal om, at være standardbryg på nogen som helst måde. Det har jeg fået rigeligt af allerede.

Så glæd jer til en tid, hvor der kun bliver anmeldt spændende øl her på bloggen. Skulle der være en smutter ind imellem, der ser spændende ud uden at være det, skal de nok få påtale som fortjent.

Budweiser, Anheuser-Busch (Det tynde øl fra Fakta XIX)

– Endnu en grund til at blive republikaner

I anledning af det store Super Bowl-brag i USA i nat dansk tid, afslutter jeg nytårstemaet “Det tynde øl fra Fakta” med kædens faste, amerikanske øl, der tilmed er hovedsponsor for arrangementet, Budweiser – der også kalder sig “King of Beers” (mindre kan åbenbart ikke gøre det) fra det amerikanske bryggeri Anheuser-Busch.

Til dem, der ikke skulle vide det, har der i indtil flere menneskealdre været en konflikt mellem de forskellige Budweiser-producenter, navnlig nærværende producent, Anheuser-Busch og den tjekkiske producent Budejovicky Budvar. I marts 2009 tabte Anheuser-Busch en længe verserende retssag, der skulle have givet dem eneret på navnet “Budweiser” i EU. Dette fik de ikke, da Budejovicky Budvar havde brugt navnet i hvert fald fem år, før Anheuser-Busch krævede eneret på navnet.

Det er altså taberen i denne konflikt, der her anmeldes. Der verserer også en vittighed om Budweiser, der på engelsk er meget betegnende, for de fordomme, der findes om den: What is the resemblance between Budweiser and having sex in a canoe? Both is fucking close to water. Nu får vi se …

Farven er i hvert fald meget lys, og øllet bobler mere end det skummer. Duften af kedelig humle er ganske svag, og smagen er helt afgjort på den vandede side. Humlen er i det søde hjørne, og smages langt bedre end den lugtes, den formår endda at behage, uden at den dog ligefrem imponerer. Det ikke fuldstændig negative førstehåndsindtryk skæmmes dog af en syrligt-metallisk bismag, der minder mig om et eller andet …

Lad mig se …

  1. Lys farve med kedeligt skum,
  2. Tynd, nærmest vandig smag,
  3. Syrligt-metallisk bismag, der ikke gavner på nogen måde …

… ja, man skulle næsten tro, at den var brygget efter dansk forbillede.

En Budweiser kan mest af alt sammenlignes med gennemsnitlig dansk pilsnerøl – det er hverken værre eller bedre. Det bedste, der i øvrigt kan siges om brygget er, at den lunkne bundsjat, som jeg hældte i gabet direkte fra dåsen, godt en time efter at den var åbnet, faktisk ikke smagte spor ringe. Jeg genoplevede i et glimt den søde humle, der som allerede nævnt faktisk behager en kende.

Men til de af jer, der er blevet lokket af, at produktet er sponsor for Super Bowl og har købt stort ind af dem: Bare ærgerligt! Super Bowl bliver i hvert fald på een måde en tynd og kedelig oplevelse for jer. King of Beers? I så fald skipper jeg s’gu også kongehuset på den front.

1-stjerne

Royal Export, Royal Unibrew (Det tynde øl fra Fakta XVIII)

– Også god, men heller ikke helt nok.

Slutspurten i nytårstemaet er sat ind med den næstsidste anmeldelse, før den sidste gerne skulle ramme bloggen her i forbindelse med Superbowl på søndag. Der er en ganske særlig øl, der skal anmeldes den dag, og det glæder jeg mig meget til. Om det så er øllet eller anmeldelsen, jeg egentlig glæder mig til, det kan læserne kun gisne om indtil da.

‘Royal’ er Royal Unibrews standardmærke, og det har det efterhånden været i mange år. ‘Royal’-brandet er imidlertid endnu ældre. Det blev lanceret af århusianske Ceres tilbage i 1985, og samme år kåret til årets øl. Export er jo det navn, der i hvert fald tidligere blev brugt syd for grænsen for de stærke pilsnere, der herhjemme kaldes guldøl. Måske valgtes det alternative navn for at distancere sig fra de konkurrerende produkter, der allerede dengang havde karakter af – om ikke spritterøl – så i hvert fald brune, skumle værtshuse, der ikke i samme grad appellerede til den dengang fremvoksende generation af yuppier.

Brandet har holdt, selv efter at Ceres er blevet offer for fusionskapitalismens altædende glubskhed, og det i en grad, så brandet altså har endt med at lægge navn til hele megabryggeriets serie af normaløl. Den har også f0rtsat ry for at være den smarte guldøl, især efter at Kasper Ejstrup fra Kashmir har haft opgaven at give dåsen et nyt design. Meget kan man sige om den slags initiativer, men jeg må åbent erkende, at jeg synes, at det var et af dem, der faldt mere heldigt ud.

Om jeg synes, brygningen af selve øllet faldt heldigt ud, dengang for snart 26 år siden – ja, det vil gå op for læseren om lidt.

Royal Export er en kende mørkere i løden end andre guldøl, næsten orange, men med det sædvanlige, kedelige, hvide skum. Duften er sød med et hint af appelsin og blid humle. Det er vel nok den sødest duftende guldøl, jeg indtil videre har prøvet.

Som så mange andre sødt duftende øl, smager øllet ikke særlig sødt. Aromaen domineres af en fyldig, blød bitterhed, der desværre skifter karakter undervejs. Den bløde fyldighed bliver mere og mere besk, som brygget nærmer sig svælget, og ender næsten – men heldigvis også kun næsten – med at blive harsk. Harskheden tager dog af efterhånden som øllet glider ned, og afløses af en pikant sødme, der redder meget.

I forhold til Guld Tuborg smager den ganske afgjort af mere, og udviklingen i smagen, som den bevæger sig gennem mundhulen, er afgjort mere spændende og karakterfuld. Til gengæld smager den en smule grimmere – rent ud sagt. Det er et andet arrangement af smagsnuancer, det er et andet kompromis af ingredienser, ikke som hos Carlsberg i form af vand, bygmalt og humle, men endvidere i form af glukosesirup og majs. Ja, selv med ekstra ingredienser, der diskvalificerer Royal Export som rent øl, lykkes det ikke at lave noget, der er rigtig godt.

2-en-halv-stjerne

Guld Tuborg, Carlsberg (Det tynde øl fra Fakta XVII)

– Godt, men bare ikke nok.

Yes! Tillad mig at triumfere. Næsten 1½ uge efter, at den er kommet på markedet er det lykkedes mig at skaffe et eksemplar af Cults ølprodukt Kay-Sar. Det har naget mig en del, at jeg ikke har kunnet få fat i den noget før, for nu er den jo næsten ikke en nyhed længere. Jeg skal dog nok nå at få den anmeldt, også før den går hen og bliver utrendy, og forhåbentlig også før jeg når at se nogen reklamer for den, som jeg synes busskurene her i den jyske hovedstad lider af en højst mistænkelig mangel på.
Altså se det i øjnene: Cult lever alene på hypede, overgearede marketingskampagner, så det virker højst mistænkeligt, at deres sædvanligvis lumre, underlødige reklamer ikke er begyndt at skæmme bybilledet endnu. På den anden side betyder det selvfølgelig også, at jeg kan holde min indstilling til produktet nogenlunde neutralt lidt endnu … måske …
Indtil da må læserne nøjes med anmeldelsen af den klassiske guldøl Guld Tuborg fra Carlsberg, som jeg drak i går aftes. I skrivende stund er jeg netop væltet ind ad døren med hele min lille familie, pusletaske, papsønnens gymnastiktøj, og en stor mængde grønt fra Aarhus’ Økologiske Fødevarefællesskab (sidstnævnte halvvejs væltende ud af bunden på en lige så halvvejs opløst papirbærepose) på nakken og i favnen, så jeg har dårligt nået at væmmes ved synet af nyindkøbet endnu. Det er heller ikke altid – ja, det er faktisk sjældent, at det lykkes mig, at skrive anmeldelsen umiddelbart efter, at den sidste dråbe har ramt tungen. Med Kay-Sar skal jeg selvfølgelig nok se, hvad jeg kan gøre, men dagens anmeldelse skrives altså – som så mange af dem – med en dags forsinkelse.
Guld Tuborg er som nævnt en guldøl, en pilsner med en lidt højere alkoholprocent, end hvad der er almindeligt. Nogle bryggerier fylder glukosesirup på pilsnerne, så gæren kan tisse mere alkohol ud, når de skal lave guldøl, men ikke Carlsberg, og det skal de have ros for. Præcis hvordan de så gør, ved jeg faktisk ikke, men jeg vil gætte på, at de øger mængden af malt, da det jo i sidste ende er sukkeret fra den, der bliver til alkohol. Det kunne også passe meget godt med guldøls smag, der ofte er lidt sødere og fyldigere, end regulær pilsner.
Hældt op gør Guld Tuborg dog ikke meget væsen af sig. Den er lyst gul med kridhvidt, og ganske fyldigt, skum. Duften er behageligt humlesød og har en vis tyngde, men virker samtidig en kende anonym i sin karakter.
Smagen er behageligt fyldig, men gør i sin karakter heller ikke rigtig noget væsen af sig. Den er behageligt sød med en blid, bitter eftersmag, som man ellers godt kunne ønske sig mere af. Det er som om, det hele er lidt underspillet. Der er intet ubehageligt ved den – faktisk smager den godt, men den smager bare ikke af nok.

Den lidt større fyldighed i smagen kommer nok af den højere alkoholprocent, hvilket gør denne øl til en vellykket guldøl. Andre stærke pilsnere smager reelt ikke af mere, eller kan blive decideret harske – i hvert fald når det gælder de rigtig stærke, som de faste læsere vil vide, jeg har den største ekspertise i indtil videre.

Man kan også vælge at rose Guld Tuborg for sin simplicitet, men man kommer i samme ombæring ikke uden om, at den samtidig er lidt tyndbenet.
2-en-halv-stjerne

Newcastle Brown Ale, Newcastle Federation Breweries (Det tynde øl fra Fakta XVI)

– Nordengelsk skuffelse

Anledningen var ellers fin. Min viv og jeg fejrede 2 års Jubilæum for den tid, vi har været kærester, og det gjorde vi med indisk take-out og VM-finale i håndbold på flimmeren. Som bekendt gik det ikke så godt for danskerne, og det var en skuffelse, at heldet ikke var på vores side. Indermaden var desværre også en skuffelse, for endnu engang var krydringen tilpasset vestlige smagsløg, og det var åbenbart umuligt for restauranten at forstå, at vi ikke ville have de kedelige hvide ris, men naan-brød i stedet.

Men vi havde det mægtig hyggeligt, ja vi havde så, og det er selvfølgelig det vigtigste. Og selvom indermaden slet ikke var stærk nok, smagte den jo stadig godt. Det er heller ikke helt uvigtigt.

Lidt på samme måde har jeg det med endnu en af de udenlandske øl, der har fundet vej til Faktas faste sortiment, nemlig Newcastle Brown Ale, der for længst er opkøbt af Heineken, mens brygningen inden da var flyttet til Tadcaster, sydvest for York, 150 km. fra Newcastle. Så særlig meget Newcastle, er der ikke over denne øl længere. Men det er jo udviklingen – en af de fuldkommen determinerende faktorer, der styrer tænkning og handling i ét og alt i hele verden, og som det er umuligt at vende, dreje eller ændre på … Udviklingen.

Men før jeg fortaber mig i sidespring om Udviklingen … Newcastle Brown Ale minder mig om samme aftens alt for milde indergryde, fordi denne øl også lissom smager af for lidt. Duften gør ellers indtryk, den er meget karamelsød, nærmest sukret aromatisk. Farven er flot brun, med gyldent, omend skrøbeligt skum. Har man med britisk øl at gøre, skal man evigt og altid huske på, at man i den britiske ølkultur ikke behager at bruge samme mængder kulsyre som her på kontinentet. Så at boblerne i skummet er store og vigende, betyder egentlig ikke noget. Skummet klæber også flot til glasset, hvilket lover godt.

Glad og fro over hvor godt det bliver med noget sødt øl, sætter jeg glasset for munden …

Og konstaterer, at en Newcastle Brown Ale faktisk ikke er særlig sød. Den er omtrent lige så sød, som indermaden var stærk.

Kortvarigt glæder man sig over, at der i stedet er en godkendt bitterhed, men ganske kort efter melder sig en stikkende syrlighed, som man ellers troede kun fandtes i dansk øl. Bitterheden er desuden bred og uinspirerende, formentlig fordi den svækkes af syligheden. Syrligheden giver også brygget en metallisk bismag, der får det hele til at virke lidt vandet.

Der findes, hvis man leder ihærdigt nok, en let karamelsødme, der desværre kun er kortvarig, før den fiser ud. På den korte tid formår den ganske vist at blødgøre syrligheden en kende, men aldrig nok til at redde helhedsindtrykket fra at være en kende ligegyldigt.

Igen ødelægger syrlighed noget, der ellers kunne have været en interessant øloplevelse. Det er på en måde rart at vide, at vi i Danmark i det mindste ikke er de eneste, der slås med surt øl. Det er et problem, der også lejlighedsvis kan findes på den anden side af Nordsøen.

2-en-halv-stjerne

Tuborg Super Light, Carlsberg (Det TYNDE øl fra Fakta XV)

– Så hellere postevand!

Før dagens tirader har jeg en opfordring til bloggens læsere. Køb standardøl fra Thisted Bryghus! Ifølge Beerticker slås bryggeriet for femte år i træk med et underskud, denne gang på knap trekvart million kroner. Grunden til, at jeg sådan går i vælten for standardøl, når nu jeg skatter specialøl højest, er, at Thisted Bryghus siden 1995 har været pionerer inden for økologisk ølbrygning i Danmark. Ikke alene lavede de det år Danmarks første økologiske ølprodukt, deres økologiske produktion har sidenhen været målrettet det brede publikum, med en klassisk pilsner og en guldøl, blandt andet, så økologiske øl kunne blive del af danskernes standardudvalg, frem for at øko-øl kun skulle være dyre specialiteter til særlige lejligheder.

Så køb øl fra Thisted Bryghus – især de økologiske standardøl – så vi også i fremtiden har en leverandør af økologisk standardbryg af i øvrigt over standard kvalitet.

Kvalitet kan man til gengæld ikke finde meget af i dagens øl. Tuborg Super Light er ellers Carlsbergs store satsning på det alkoholfri ølmarked, og uanset hvad jeg mener om det, er det en kendsgerning, at mærket har bidt sig fast i løbet af de godt 15 år eller deromkring, det har været på markedet.

Men om jeg fatter hvorfor? Efter at have åbnet dåsen, konstaterer jeg, at den ikke dufter af noget som helst. Min kære viv, der har en meget god lugtesans, hævdede dog, at den lugtede af lidt, og at det faktisk var øl, den lugtede af. Jeg kunne ikke mærke noget. Som øllet blev hældt op i glasset, dannede der sig et lag af skum øverst, der faktisk var godkendt, men ikke hjalp på den meget lyse og meget gennemsigtige farve på selve brygget.

Og skummet hjalp heller ikke på smagen …

Tuborg Super Light smager mestendels af fortyndet vand, og kulsyreindholdet er for lavt til at give brygget nogen vederkvægende egenskaber overhovedet. Med andre ord føles det om muligt tyndere end Dansk Light fra Harboe. Samtidig indeholder det et stænk af noget surt stads, der vanskeligt lader sig beskrive, og som i øvrigt ikke minder det mindste om hverken humle eller malt. Her er det så, man forundres over det lille mærke i toppen af dåsen, hvor der står “Ny smag”. Hvis dette er Tuborg Super Lights nye smag, og man antager, at bryggeriet ikke forsøger at gøre sine øl ringere, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan nærværende “øl” kan have smagt tidligere. Den nye smag skyldes muligvis den tilsatte aroma. Men hvilken aroma står hen i det uvisse. Måske er der tale om vandaroma, der skulle dæmpe den sure, sæbeagtigt-metalliske bismag. Hvis det derimod er aromaen, der giver denne bismag, er der tale om en større katastrofe for ølbrygning end Tuborg Lime Cut.

Tuborg har i hvert fald længe været Carlsbergs eksperimentelle brand, hvor man afprøver smarte nye ølprodukter, der åbenbart ofte falder fuldkommen til jorden, når det gælder almindelige kvaliteter såsom smag og drikkelighed. Det er åbenbart en tendens, der har fandtes længere, end jeg troede. Hvad angår dette gamle produkt ved jeg ikke, om jeg skal græde eller grine hånligt og pege fingre. Som det positive menneske, jeg trods alt bilder mig ind, jeg er, vælger jeg at grine hånligt og pege fingre, selv om man måske med rette kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor positivt det egentlig er.

Lige som dagens indlæg startede med en opfordring, slutter det også med en opfordring. Hvis man af den ene, den anden eller den tredje årsag er på vandvognen, så frem for at hælde dette smagsløse, udrikkelige sprøjt i ganen, så drik sodavand, saftevand eller postevand i stedet. Det smager alt sammen af mere – og bedre!

Nul smag – nul stjerner!
0-stjerner

Erdinger Weißbier, Erdinger Weißbräu (Det tynde øl fra Fakta XIV)

– En svunden fornøjelse

Erdinger kalder sig selv den største producent af Weißbier i verden. På trods af dette er firmaets storhed endnu ikke steget ejerne til hovedet, idet bryggeriet fortsat er et familieforetagende, ejet af Werner Brombach. Gammelt er bryggeriet ikke, for bryggerier betragtet. Det blev grundlagt i 1886, men først overtaget af Brombacherne i 1935. Først i 1949 fik bryggeriet sit nuværende navn.
Om de nu virkelig er de største melder Wikipedia-artiklen, jeg har konsulteret ikke noget om, og jeg har ikke rigtig gidet kigge efter selv. Til gengæld ved jeg, at Erdinger har fået en meget dominerende stilling på Weißbiermarkedet såvel i Bayern, som i hele Tyskland, og de er formentlig også de førende i Weißbier i Danmark.
Det danske marked for Weißbier i har nu også altid været temmelig tyndt, alt den stund jeg kan huske det. Jeg prøvede selv en Weißbier for første gang tilbage i 90’erne. Jeg tror, det var noget, min storebror havde med, efter at have arbejdet i den lokale kemiindustri. Det var lidt af en revolution for mig dengang. – Øl, der ikke var brygget på byg, var nyt for mig, og så var der gær i … Det fyldigt hyldeblomstsøde stads faldt også med det samme i min smag, i modsætning til Tuborg Classic Hvede, der kom et par år efter, og som jeg omgående kasserede som værende for tynd – i modsætning til flere af mine ølelskende kammerater, der aldrig havde lært at sætte pris på ægte Weißbier.
Tiden gik, og Tuborg Hvede forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Omkring dette tidspunkt fik jeg smag for netop Erdinger, der senere skulle blive den mest udbredte Weißbier, også i Danmark. Jeg husker især den mørke, der ikke sådan er til at få fat i herhjemme, som særligt god. Og konsensus var blandt folk jeg kendte, der kunne lide øl, at det ikke blev bedre end Erdinger.
Siden er der løbet endnu mere øl i hanerne, og jeg ved, at jeg i hvert fald to gange har smagt bedre Weißbier siden; nemlig Paulaner og Sanwald Hefe-Weizen, som jeg som bekendt prøvede så sent som i november. Jeg var slet ikke sikker på, at Erdinger ville være så stor en oplevelse igen, som den var i forne tider.
Og ganske rigtigt. På trods af en meget flot gul farve, omend med vigende skum, lover duften ikke ligefrem godt – for at sige det mildt. Det bedste man kunne sige om duften ville være, at den var frisk. Det ville samtidig være en eufemisme for ordet ‘tynd’.
Smagen er dog ikke grim på nogen måde. Der er den for Weißbier typiske aroma af hyldeblomst og søde æbler, men smagen er hverken særlig fyldig eller intens. Faktisk virker den både tynd og vandig. På den anden side, er den heller ikke det mindste syrlig, eller gæret i smagen. Måske er det derfor, den har slået så meget an i Danmark, at den har fundet vej til Faktas hylder. Den tynde, uudfordrende smag borger imidlertid mere for mainstream end kvalitet, og det er desværre endnu en fjer i hatten til den laveste fællesnævner og dens sejrsgang på ølmarkedet.
2-stjerner

Heineken, Heineken/Royal Unibrew (Det tynde øl fra Fakta XIII)

– Sodavand med humlesmag

I Danmark brygges Heineken af Royal Unibrew på licens fra Heineken-gruppen. Royal Unibrew har lanceret Heineken som deres smarte og specielle mærke for de unge. Mellem linjerne betyder det, at de kan tage henved tredobbelt pris (i Fakta kr. 13,-) for, hvad man i Heinekens hjemland Holland giver for den. Mit svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er bryggeriet/distributørerne, der er uforskammede, eller kunderne, der er dumme, er helt klart, at det må være kunderne, der har en skrue løs, når man gider smide så mange penge efter en øl, der smager af så lidt.
En Heineken har en lys, tisgul farve, som det hurtigt sammenskvattende skum ikke hjælper synderligt på. Den dufter let og uengageret af humle, på en måde som om den forsøger ikke at vække for høje forventninger.
Det er nok også meget godt, for den smager af næsten ingenting. Der er ganske vist en svag, ukompliceret humlesmag, der gør, at brygget ikke er helt ulig øl. Det er en let, luftig og vandig humle, der samtidig gør øllet frisk, men også nærmest klinisk renset for karakter. De rigelige mængder brus, som overraskende nok ikke kommer af tilsat kulsyre (skal man tro emballagen), får samtidig brygget til at fornemmes som sodavand. Øllet er på ingen måde ubehageligt, indtil man næsten er færdig med det. Da får det en sprittet bismag, der gør eftersmagen, der indtil nu har glimret ved sit fravær, harsk.
Det er en øl, der er mindst lige så ligegyldig som Harboes discountpilsnere – men til fire-fem gange prisen. Om jeg fatter hvordan der kan være salg i det? Hvis dette tynde ølprodukt er målrettet det unge publikum, så har jeg vitterlig ikke megen tiltro til de kommende generationer, hvis dét fortsat bliver en rentabel forretning.
1-stjerne

Pilsner Urquell, Plzensky Prazdroj (Det ikke spor tynde øl fra Fakta XII)

– For eftersmagens skyld

Jeg har druknet min sorg over, at jeg ikke får lov til at tilsv… øh anmelde Kay-Sar i Den Originale Pilsner. Pilsner Urquell, fra bryggeriet Plzensky Prazdroj i den tjekkiske by Plzen. For nogle år siden – 5-6 stykker vil jeg skyde på, ville jeg have givet denne øl seks stjerner, før jeg end havde smagt på den, for den gang mente jeg, at øl umuligt kunne blive bedre.
Siden har jeg lært at sætte pris på andre typer øl. Ikke at jeg ikke gjorde det dengang. Men at en pilsner på den ene side kunne være så simpel og samtidig så god, slog nærmest benene væk under mig. I mellemtiden har jeg lært, hvordan simplicitet ikke nødvendigvis gør det alene. Simpelt er godt, men hvis noget er sofistikeret, uden at det gør en smagsoplevelse forvirret, så står intet i vejen for, at sofistikeret endda kan være bedre end simpelt … eller noget.
Pilsner Urquell ser ud som … pilsner, såmænd. Der er intet specielt at bemærke ved farven, der svarer til det let mørkegule humlebryg, man også herhjemme hælder i halsen fra grønne flasker med grønne etiketter. Skummet er noget fyldigere, som om det består af mindre bobler, end man normalt ser, og det har en let gylden tone. Duften er frisk og usofistikeret – og aldeles skøn, en på én gang bitter og letsød bouquet.
Jeg husker ikke fejl med hensyn til smagen. På den ene side er det en ligefrem pilsner, der alligevel smager af så ufatteligt meget mere end andre pilsnere. Smagen er bitter kornet med en humleblød overflade, uden at være for tynd. Nøgleordet er velafstemt. Dertil kommer en akkompagnerende let maltet sødme, der kun lige antydes foran på tungen.
Men rigtig godt smager den først, når den er forsvundet ned i svælget. Kort efter sætter en velgørende, valnøddebitter, velourblød eftersmag ind, der næsten som en ånd fylder og kærtegner hele mundhulen med den fineste bitterhed, uden den mindste antydning af harskhed.
Det er en fjer i hatten til Fakta, at have denne øl i standardudvalget af udlandske øl. Imidlertid er og bliver 13 kr. for dyrt for en øl, der i andre lande anses for at være en simpel standardøl. Endnu engang kunne en vranten socialistisk anarkist som jeg ønske en kende mere konkurrence på det danske hjemmemarked, så prisen på udenlandsk kvalitetsøl kunne bankes ned.

4-en-halv-stjerne

Carls Special, Carlsberg, (Det (knap så) tynde øl fra Fakta XI)

– Overset. Af mig i hvert fald.

Jeg havde egentlig gættet på, at Carls Special var en øl af wienertypen, svarende til classic-pilsnerne og Flensburger Kellerbier. Det viser sig så ikke at være tilfældet. Den er tilføjet münchner-malt, og er dermed snarere i klasse med Rød Tuborg og Flensburger Dunkel, typen er en lager eller som jeg kalder det – bajersk øl.
Jeg syntes også, at løden var lige lovlig mørk til, at det bare kunne være en classic pilsner. Den er mørkt dyborange, med off-white skum. Ikke særligt holbart skum, men for en afvekslings skyld ikke næsten selvlysende kridhvidt, som de andre Fakta-produkters skum. Duften er overraskende frugtagtigt humlet, med aroma af søde æbler og karamel.
Smagen er overraskende fyldigt bitter med bajersk øls typiske smag af træ, ledsaget af en let og velafstemt karamelsødme. Der er en godt gennembrændt bitterhed, der er lige på nippet til at blive småharsk, men reddes på stregen. Det er, om jeg så må sige, en bred bitterhed, der karakteriserer brygget, en bitterhed, der måske mangler lidt særegenhed. Hele den kraftige aroma trænger igennem til alle kroge af mundhulen, selv når øllet drikkes afkølet. Eftersmagen er blidere i bitterheden med toner af friske val- og hasselnødder.
Ud af en undersøgelse af, hvor kedeligt øl, der forhandles i danske discountsupermarkeder, er en ny favorit uforvarende dumpet ned. Det er måske ikke en favorit blandt alle øl, jeg har prøvet, men det er helt sikkert en favorit blandt Carlsbergs standardrepertoire, som den helt afgørende stikker ud iblandt. Jeg undrer mig oprigtigt over, hvorfor jeg ikke har bidt mærke i denne øl før, og pludselig forstår jeg langt bedre, hvordan den kunne vinde ølvalget i 1997.
Jeg bliver helt i tvivl om min vrantenhed over danske standardøls kvalitetsniveau, når en standardøl fra Carlsberg kan nå disse højder. Men med tanke på, hvad der ellers er kommet på markedet de sidste mange år, får jeg dog hurtigt armene ned igen. Selv om Carls Special ville have sat et helt nyt niveau for dansk standardøl, hvis den havde været trendskabende, så er udviklingen siden kun gået i den gale retning, med Tuborg Lime, Somersby pseudocider, og hvad har vi, som konsekvens. Carls Special er og bliver et tilfældigt højdepunkt i et ellers tragisk lavt kvalitetsniveau.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme