Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Det nye Carlsberg

Epilog over Det Nye Carlsberg eller “Hadegaven”

Jeg var en tur i Rema 1000 forleden, og opdagede denne pakke Carlsberg-øl i en gavepakke, der kunne erhverves for – jeg tror det var kr. 45,-.

Den indeholder seks forskellige øl:

Carlsberg Premium
Copenhagen
Velvet Ale
Carlsberg Export
Carls Special

Jeg må indrømme, at hvis jeg fik kr. 45,- i hånden for at tage sådan en pakke med, er jeg ikke sikker på, jeg ville, for jeg mener ikke, den ville være slæbet værd. Som læserne selv vil kunne se i linksene, scorer kun Carls Special en nævneværdigt høj karakter, mens de andre rangerer fra ‘jævnt uinteressant’ til ‘nærmest udrikkelig’. Langt hellere købte jeg for mine egne penge en sixpack Carls Special, for den ville jeg vide, jeg kunne nyde, mens jeg skulle kæmpe mig igennem disse fem med seriøs risiko for, at lysten til at hælde dem i vasken skulle blive for stærk.

Hvis jeg skulle modtage denne æske som gave, ville jeg tage det som en fornærmelse – så er i advaret, og jeg ville kun give den til andre som en meget dårlig spøg, eller hvis jeg decideret ikke kunne lide modtageren, for aldrig før har jeg da set en gaveboks med så ligegyldige øl.

Det er ikke godt nok, Carlsberg! (Det nye Carlsberg. Finale)

I forbindelse med relanceringen af sig selv som brand har Carlsberg sendt 7 stort set ligegyldige øl på markedet. (Medregnet er ikke engang Eve- eller Beo-serien, som jeg for at skåne mig selv, har valgt at gå uden om.) Det drejer sig om

– Export
– Plzner
– Bock
– Gylden
Bortset fra Bock – som vitterlig er en fremragende øl, men som efter alt at dømme på det foreløbige afstemningsresultat vil ryge ud af sortimentet igen – spænder øllene i kvalitet fra tæt på udrikkelig (Rose Wit) til middelmådig (Velvet Ale).
Det var fuldkommen forventeligt at Carlsbergs såkaldte fornyelse, eller relancering, dårligt nok bragte noget som helst interessant med sig. Til gengæld er relanceringen er klart eksempel på, hvordan de store aktører på ølmarkedet panisk fægter rundt og prøver alt muligt mærkeligt for at få folk til at drikke mere øl.
Den løsning, bryggerierne igen og igen tyr til, er at brygge øl, der på den ene eller den anden måde slet ikke smager af øl. De to Jacobsen-øl er nok det klareste eksempel på dette, men der er også en anden mulighed, og det er at brygge øl, der slet ikke smager af noget som helst. Her er Copenhagen skrækeksemplet fra Carlsbergs nye sortiment.
Jeg forstår imidlertid ikke logikken i denne strategi. Hvis forbrugerne vil have noget, der ikke smager af øl, hvorfor prøver man så i det hele taget at brygge øl – og hvorfor ville folk overhovedet købe noget, der ikke smager af noget – bortset fra kildevand måske?
Er det for at nå de unge mennesker, der jagter den hurtige brandert? Eller er det, som de faktisk selv påstår i deres markedsføring – for at øge omsætningen fra kvinderne? Det kan godt være, at Carlsberg har lavet grundige undersøgelser, der viser, hvad de unge og dem med to X-kromosomer helst vil drikke. For mit eget vedkommende kan jeg blot konstatere, at jeg kender masser af både unge og kvinder, samt folk der er begge dele, der gerne drikker øl – også godt øl.
Desuden kender jeg en masse fra samme befolkningsgruppe, der tyller Carlsbergs pseudocider i sig, som var det slik. Jeg har en stærk mistanke om, at Carlsberg i virkeligheden har været for blinde for netop dette, så bryggeriet nu bruger uanede marketings- og brygressourcer på at få de forbrugere, der skiftede fra gyngerne til karrusellen tilbage på gyngerne. – Selvom det i sidste ende ikke vil gøre nogen forskel på omsætningen netop fordi Carlsberg i alle årene har tjent ind på karrusellen, hvad de tabte på gyngerne.
Man skal åbenbart være et mastodontisk bryggerikonglomerat for at overse dette. Men det giver mening for så vidt, at Carlsberg mere og mere ligner en kolos på lerfødder, der er fuldkommen rådvild omkring hvilken vej, brygningen skal gå i fremtiden.
Det nye Carlsberg og de nye øl det indebærer er i hvert fald ikke noget, jeg på nogen måde finder vedkommende. Det er en samling ligegyldige produkter, der indenfor deres respektive genrer alle kan fås bedre fra andre bryggerier – med Bock som den eneste undtagelse, og det er begrædeligt, at den formentlig ikke vinder afstemningen, men bliver slået af den ligegyldige Gylden i stedet.
Drik noget andet øl end de nye fra Carlsberg. Der er måske endda et par af Carlsbergs gamle øl – fx den ikke helt uefne Hof, der er langt bedre end det sprøjt, det relancerede Carlsberg nu har sendt på markedet.

Dobbeltsmagning: Jacobsen Velvet Ale + Rose Wit, Carlsberg m. gæsteanmeldere (Det nye Carlsberg VI)

– We are not amused – or impressed.

I går havde vi besøg i hippiehyblen af et par af rigtig gode venner fra den tid, hvor jeg som anarkistisk hippie-metallist tonsede rundt og legede punker på indre Nørrebro. Anledningen var alle tiders til at smage på nogle gode øl – der var jo nogle Thy-øl tilovers efter Thorolfs fødselsdag – samt de sidste to øl, som Carlsberg for nylig har udsendt som led i deres relancering.

Der er tale om to øl fra Carlsbergs eksklusive – og i mine øjne alt for dyre – Jacobsen-serie. Særligt dyre er de jo egentlig ikke, når man ser, hvor meget øl, man får for de 35-40 kr. de koster stykket, for hver flaske indeholder 75 cl. Til gengæld er det en mængde jeg i hvert fald ikke gider drikke på en gang, og det bliver man jo nødt til, når der ikke er skruelåg på.
Men det kan passe nogenlunde, når man deler den – og når man så kan erhverve to styk for under tres kroner inklusive pant på slagtilbud i Føtex, så begynder det jo efterhånden at se acceptabelt ud. Såvidt priser og mængde – det store spørgsmål er så, om også kvalitet og smag er acceptabelt.
Det var i hvert fald et par engagerede gæsteanmeldere, der som tidligere fast inventar i det Københavnske punk-miljø begge har en holdning til øl på omtrent samme baggrund som jeg: Uden at være eksperter udi malt- og humletyper eller brygteknik, er øl noget Annemarie, Jacob og jeg holder meget af, og vi ved hvad vi kan lide og ikke kan lide, og vi er i stand til at give udtryk for det på en underholdende måde – det er mere end rigeligt til at kunne anmelde øl.
Jacobsen Velvet Ale:
“Det er en amerikaner! Eller sådan en mexicansk sommerøl, Corona eller noget i den retning,” kommenterede Jacob på den meget lyse væske, der let- for ikke at sige småfesent-skummende var blevet hældt op i hans glas.
“Den er i hvert fald meget lys, den kunne godt ligne sådan noget … Sol for eksempel,” tilføjede Annemarie.
“Og meget hvidt skum, der falder hurtigt,” mumlede jeg.
Der var ikke den store uenighed endnu. Udseendet pegede dog ikke i retning af nogen særlig oplevelse.
Herefter blev der snust til varen.
Annemarie udbrød: “Vinøs”, mens Jacob var noget mere forbeholden, “Den er uden duft. Selvom jeg stikker snuden helt ned i skummet, så mærker jeg ikke noget som helst. Og så mærker jeg det højst meget svagt.” Selv havde jeg ikke meget at tilføje, duften var vitterlig ret svag, men jeg kunne godt ane de vinøse træk, Annemarie kunne spore.
Da produktet skulle smages, var Jacobs dom klar; “Den smager som Somersby uden smag. Det forekommer mig at være en fejlproduktion af Somersby, hvor man har glemt at give den smag, og så har man hældt den på de her flasker i stedet.”
“Den har jo overhovedet ingen eftersmag” bemærkede Annemarie som det første, men var ellers knapt så afvisende. “Jeg kunne nu godt se mig selv drikke den. Fx ville den være god på en rigtig varm sommerdag i parken, efter man er cyklet hjem fra arbejde. Den vil fungere rigtig godt som en læskende sommerpilsner.
“Ja, den er læskende, det er den,” indrømmede Jacob.
“Jeg kan godt mærke det hvidvinsagtige i smagen,” sagde jeg, “men det er ikke nogen god hvidvin,”
“Nej hvidvin er mere tør,” sagde Jacob.
“Der er jo også forskel på hvidvin, og det her ligner klart en sød hvidvin,” fortsatte jeg.
“Ja, sød,” svarede Jacob, “det minder om det der billige tyske paphvidvin, hvad hedder det?”
“Liebfraumilch?”
“Ja! Liebfraumilch,” udbrød Annemarie og Jacob i munden på hinanden, og Jacob fortsatte: “Det drak jeg så meget af, dengang, og det var bare billigt.” Vi andre nikkede indrømmende. Alle punkere har haft deres Liebfraumilch-perioder.
“Jeg kunne godt forestille mig den som aperitif,” indvendte Annemarie, og det endda uden, at hun havde læst etiketten, hvor netop denne brug foreslås.
“Ja, måske”, svarede Jacob, “men jeg ville aldrig gide drikke en hel spand af dem, selv hvis det var meget varmt. Det virker den også for flad til.”
“Der er ikke meget brus i,” sagde jeg, “men det generer ikke mig – det er der meget øl, der ikke har.”
“Ej, men det skal de helst have, hvis de skal være forfriskende,” indvendte Jacob.
Selv måtte jeg indrømme, at den faktisk smagte bedre end jeg havde forventet. “Men fungerer den som øl, når den nu smager så meget af sød hvidvin?” spurgte jeg mere eller mindre retorisk.
“Jeg ville til enhver tid hellere købe en Briscati til kr. 24,” svarede Annemarie.
“Jeg vil heller have 6 Corona. De smager bedre – og mere af øl,” sagde Jacob.
Vi var dog alle enige om, at den egentlig klædte den dessert, en æble-crumble-cake, som min kære viv havde komponeret af de fineste økologiske råvarer ganske udmærket. På forhånd havde jeg fortalt, at det åbenbart er en øl, der er målrettet kvinder, hvilket også Carlsbergs markedsføring antyder. Det hævdes på etiketten, at den passer til Sushi, dampet fisk og friske grøntsager. “Det er jo også sådan noget kvindeæde” bemærkede Annemarie med lige dele hån og sarkasme, og samtlige forsamlede – min viv, der ikke drikker øl inklusive – var i hvert fald enige om, at Carlsbergs lancering af denne “kvindeøl” hviler på nogle meget stereotype forestillinger, som hverken de tilstedeværende kvinder eller mænd kunne nikke genkendende til.
Karaktergivning:
Annemarie: Den smager egentlig udmærket, men den er ikke supergod. 3 stjerner.

3-stjerner

Jacob: Fordi den minder mig om mexicanske øl, skal den have … 3 sombrerohatte, og så trækker jeg ½ fra, fordi den er flad og skulle være målrettet kvinder. (Redaktionen har ikke kunnet fremskaffe et ordentligt sombrero-ikon, så her kommer karakteren i form af stjerner i stedet – red.)

2-en-halv-stjerne

Kaj: Som øl er den nærmest mislykket, men den smager faktisk ikke dårligt. Den smager faktisk godt, uden ellers at være fantastisk på nogen måde. 3 stjerner.

3-stjerner
Jacobsen Rose Wit:
Annemarie og Jacob vidste godt, at Linda og jeg laver vores egen tegneserie for tiden, men de var ikke up-to-date med den. Vi fik lidt kvalitetstid til at gå med at vise den frem, og så var det ellers tid til mere dessert, og den anden Jacobsen-øl, Rose Wit. Den havde i mellemtiden fået lidt temperatur, hvilket jo i udgangspunktet er godt. Imidlertid fremgik det af etiketten, at den skulle nydes isafkølet, så vi fik den ikke drukket efter bryggeriets anbefalinger.
Min erfaring er imidlertid, at man altid smager en øl bedre, når den har fået temperatur. Dette skal forstås således, at smagsnuancerne træder bedre frem, når øllet ikke er helt koldt. Det gør derfor potentielt større skade for mulighederne for at smage øl ordentligt, hvis det køles for meget ned, og undertiden kan dette få øl til at smage decideret grimt. Jeg har ofte drukket øl meget langsomt, og jeg mindes endnu ikke en øl, der kom til at smage meget grimmere af at få temperatur – tværtimod husker jeg bl.a. de tynde amerikanske øl som nogen, det blev mig anbefalet at drikke HELT koldt, og hvor det viste sig, at det ikke skæmmede dem at få noget temperatur.
Kort fortalt tror jeg ikke, at øl kommer til at smage værre, hvis de får temperatur. Hvis de ikke smager godt ved 8-9 grader skyldes det, at den dårlige smag skjules af den lave temperatur, så når det anbefales, at en øl skal drikkes kold, skyldes det oftest, at den i virkeligheden ikke smager godt. There I said it!
Og med disse ord videre til anmeldelsen af den – i bryggeriets øjne for varme Rose Wit, som vi til gengæld kunne smage ordentligt.
“Det ligner Rosé-vin. Rosé-vin med skum” bemærkede Jacob som det første.
“For mig er det svært at vænne mig til en ny farve. Det ligner jo slet ikke øl,” sagde Annemarie, “den er så’n underligt saftevandsrød, jeg tror iøvrigt det matcher flasken, det kunne være skægt at se, om alle Jacobsen-øl gør.”
“Det gælder næppe Extra Pilsner,” indvendte jeg “for den flaske er grøn”.
“Nej, det kan jeg selvfølgelig godt se.”
“Det er ellers et meget flot og tæt, skum I har” sagde jeg, og kiggede på min egen, der, da jeg hældte den op, brusede kraftigt og hurtigt stigende, hvorefter brusen lige så hurtigt kollapsede og mest gav mig indtrykket af tynd, grumset hindbærsodavand. Men på Jacob og Annemaries blev det stående længe – tæt fyldigt og med en snert af bryggets lyserøde farve.
Jeg stak nu næsen ned i mit glas og trak vejret dybt ind. Og så trak jeg det ind igen, og igen – og der meldte sig intet. Her måtte jeg komme med en indrømmelse; “Jeg har jo faktisk snydt lidt,” sagde jeg “og duftet til den, lige da jeg hældte den op, og den stadig bruste, og da syntes jeg, den bare lugtede surt.”
De andre snuste til deres endnu skumfyldte glas.
“Igen skal jeg have skum i næsten, for at kunne dufte den, og alligevel mærker jeg intet. Måske lige noget svagt surt, ellers ingenting,” sagde Jacob.
“Jeg er enig – jeg mærker ingenting, eller noget svagt surt” sagde Annemarie.
“Men den smager af resten af æblekagen,” udbrød Jacob efter at have sat glasset for munden.
“Jeg synes mest den smager af sure bær,” sagde jeg uforstående overfor, at noget kunne smage os så forskelligt. Men Jacob var ikke sen til at forklare sig.
“Jo jo, den smager af resten af æblekagen. Hvis du prøver at spise noget æblekage, og så smager på øllet, så kan du smage æblekagen bagefter.”
Som sagt så gjort, og jeg måtte give ham ret. Havde man smagen af min vivs uovertrufne æblekage i munden, når øllet blev hældt i gabet, så smagte man faktisk æblekagen. For øllet var simpelt hen for svagt i smagen til at overdøve den. Nu er det selvfølgelig også min vivs æblekage, men det er alligevel usædvanligt for en øl, at efterlade sig et så vagt indtryk.
“Men hvis man ikke spiser æblekage først,” indvendte jeg, “så smager den af saftevand lavet på sure bær,” (rønnebær tænker jeg i skrivende stund, hvor det selvfølgelig er alt for sent at foreslå det under selve smagningen) “hvor man fuldstændig har undladt sukker. Sådan smager den: Af tyndt, surt saftevand uden sukker – og så gær, og det hjælper ikke.”
“Den er i hvert fald hurtigt drukket og glemt. Lige til at hælde i halsen,” sagde Annemarie
Annemarie: Jeg vil give den to stjerner. Den er virkelig ikke særlig god.
2-stjerner
Jacob: Jeg vil give den … 1 papnæse! (Heller ikke en sådan besidder redaktionen en ikonografisk gengivelse af. Vi må atter nøjes med stjerner.)
1-stjerne
Kaj: Jeg vakler lidt mellem en og en halv stjerne. Jeg synes den vitterlig smager grimt, virkelig surt, og i betragtning af, at den er en del af Carlsbergs eksklusive kvalitetsspecialølsserie og jeg skal komme efter dig … Nej, en halv stjerne!
1-halv-stjerne
Mildt sagt var vi ikke imponeret af Carlsbergs nye såkaldte kvinde-øl. De rangerer i kvalitet fra middelmådig til decideret uacceptabel – i mine øjne i hvert fald. Desuden havde vi også lidt svært ved at gennemskue hvilken målgruppe Carlsberg egentlig forsøger at ramme.
“Som jeg ser det,” sagde jeg “så prøver Carlsberg at fange nogle af dem, der drikker Somersby – men det producerer de jo også selv, så de bruger enorme ressourcer på at flytte folk, der er gået fra gyngerne til karussellen tilbage på gyngerne, og jeg forstår det simpelt hen ikke.”
“Måske er det Champagne- og Asti-segmentet, som de prøver at få fat på” sagde Annemarie, “det er dem, der hverken drikker øl eller Somersby, og det er nok også mest kvinder, hvis man endelig skal lægge den vinkel på det.”
“Ja, men det kan jo ikke være mange,” indvendte jeg.
“Men der er jo de helt unge,” sagde Jacob, “de 15 til 20-årige, de er mange af dem, der slet ikke drikker. Der er faktisk et marked der, der kunne være noget potentiale i.”
“Jeg tror, at en stor organisation som Carlsberg har rimeligt tjek på, og har lavet masser af undersøgelser af, hvad folk vil have,” supplerede Annemarie.
“Efter at have smagt de her øl, der tvivler jeg mere på netop det end nogensinde før,” sagde jeg, “og de der undersøgelser de viser jo ikke en skid – andet end hvad virksomheden vil have dem til at vise.”
Således sluttede ølsmagningen – skuffet over øllets kvalitet, men glade for hinandens selskab. Carlsbergs såkaldte kvindeøl slog os med langt mere undren end begejstring, og hvor man måske godt kunne forestille sig, at en Velvet Ale kunne nydes under de rette omstændigheder, så var dette ingenlunde tilfældet med Rose Wit.
Jeg vil gerne sige tak til Annemarie, Jacob og deres lille datter Frida, for at lægge vejen forbi, og heldigvis havde jeg da også nogle gode øl til dem, selvom de også måtte trækkes med Carlsbergs sære konceptsprøjt.

Carls Gylden, Carlsberg (Det nye Carlsberg V)

– Man må undre sig …

Jeg er nået til den sidste øl i Carlsbergs ølvalg 2011, Gylden. Det er ikke en øl, som ølkenderne har været glad for. Fx giver Ole Madsen den den laveste karakter i sine øltips, og i kommentarerne er det en tendens, der går igen. Mine forventninger har derfor ikke været høje – jeg ventede noget i retning af de to temmelig mislykkede øl, der indledte dette tema, Copenhagen og Export.
Men lad os starte med begyndelsen. Umiddelbart lever øllet op til sit navn, gylden. Det er vitterlig en ganske flot gylden farve, brygget udstråler, med et letgyldent og højt skum, der faktisk holder længere, end man ud fra anmeldelserne i øvrigt havde turdet håbe. Den dufter dog ikke af meget – nogen ville sige frisk med noter af græs og en humle på den bitre side.
Smagen ligger dog i den anden ende. Det er fortsat humlen, der dominerer, men det med en sød en af slagsen. Samtidig er det ganske vist en meget letdrikkelig øl, den glider blidt lige ned i halsen, og det er ikke noget uudsletteligt indtryk, den gør på vej gennem munden. Den er læskende og frisk, og er for en ølkender allerede en kende kedelig. Samtidig er selv friskheden kompromitteret af, at der ikke er nok kulsyre i den til at spille op mod letdrikkeligheden. Der er forskellige aromaer og forhold i øllet, der synes at stritte i forskellige retninger frem for at blive forenede. Det er ikke nogen velafstemt eller velkompeneret øl. Dog er øllets dominerende smag i det mindste en smule anderledes. Den søde humlesmag er kombineret med en aroma af søde æbler, der afsluttes med en slet ikke ubehagelig vinøs eftersmag.
Mod bunden af glasset tager de gode oplevelser desværre af, og det bliver sværere og sværere at abstrahere fra det lave kulsyreindhold, der i sidste ende får øllet til at blive decideret dovent og på nippet til at være surt. Overordnet er det ikke nogen stor øloplevelse. Det er et forsøg på at lave noget nyt og spændende, der kun lykkes halvt – det er måske lidt nyt, men desværre slet ikke spændende.
Min absolutte favorit ved årets ølvalg er og bliver Carls Bock. Jeg synes i modsætning til de fleste ølkendere ikke, at Gylden er den dårligste – Plzner tager den pris ved at være så ligegyldig og uny, som den er – men om jeg fatter hvorfor det er Gylden, der i skrivende stund fører Carlsbergs ølvalg. Jeg vil omgående klikke ind og stemme på Carls Bock – så kan jeg forhåbentlig være med til at hindre den mindre katastrofe det ville være, hvis Gylden bliver Carlsbergs nye permanente øl frem for Bock.
Dagens anmeldelse slutter med et gravskrift over Carls Lager – som jeg aldrig lærte at kende, og juleøllen Carlsberg 47. Begge bliver nu fjernet fra sortimentet, for at give plads til vinderen af årets ølvalg. Jeg kan kun tale på vegne af Carlsberg 47, og ærgre mig over, at jeg aldrig nåede at prøve Lager. Flere gange har Carlsberg 47 gjort julefrokoster og andet til en kortere oplevelse for mig, for ud over at være en øl, der faktisk smagte rigtig godt, slog den også som en motorhammer med æter i forbrændingskammeret.
Jeg beder til Dionysos, Odin, Shiva og andre guder, der sættes i forbindelse med nydelsesmidler, samt deltagerne i Carlsbergs ølafstemning og Carlsbergs marketingafdeling om, at Bock bliver vinderen af ølvalget. Kun den kan magte at løfte arven efter de øl, der nu må vige pladsen.
2-stjerner

Carls Bock, Carlsberg (Det nye Carlsberg IV)

– Det var bedre …

Jeg er gået videre med Carlsbergs testøl, og har valgt at tage dem slavisk i den rækkefølge Carlsberg selv anbefaler. Dermed er jeg nået til Carls Bock, som blev nydt til endnu en omgang nydelige tortillas, hvis fyld var resten af den stegeso-tilberedte kylling fra dagen før. På forhånd havde jeg som bekendt luret Ole Madsens anmeldelser i Ekstra Bladet, og ud fra hans anmeldelse ville Gylden, som han bryder sig mindst om (og som jeg derfor gruer en kende for), nok passe bedre til mexicansk mad end denne øl. Men jeg tog mig i det, for efter at have fundet mig i noget af det tyndeste og mest ligegyldige sprøjt jeg har prøvet fra Carlsbergs side, trængte jeg virkelig til noget ordentligt. Og faktisk anerkender jeg heller ikke præmissen om, at man til tortillas og lignende skal drikke Corona-agtigt sprøjt. Hvorfor gøre god mad dårligere, fordi nogle hovedrige bryggerier i deres reklamer påstår, man skal?
Og denne gang blev jeg ikke skuffet. Carlsberg Bock lægger ud med en ravgylden kulør, næsten rød, når man holder glasset op mod lyset. Skummet er dybgyldent, næsten lysebrunt. Det bobler meget og falder hurtigt, men ser pragtfuldt ud. Duften afslører syrligt-søde toner, ristet malt og karamel blandet med græs og lime. Det syrlige skæmmer ikke duften, men komplimenterer nydeligt maltsødmen.
Det er især tonerne af karamel og ristet malt, der mærkes i smagen. Carls Bock smager faktisk rigtig meget af søde maltbolsjer. Syrligheden genfindes ikke i smagen, og det er, når alt kommer til alt, nok også bedst. Brygget er tilmed ganske fyldigt og smager rigtig krydret, med noter af lakrids, nelliker og anis, kombioneret med en aroma ved mandlerne, der ikke er ulig en god whisky eller et rigtig godt glas rødvin. Krydringen får en til at tænke en smule på jul. Eftersmagen er intenst humlebitter uden at blive krasbørstig. Det er utroligt, hvad man kan lave med vand, gær, malt og humle – for det er nemlig lige præcis hvad dette bryg indeholder – og intet andet.
Carls Bock er en suveræn favorit til at få min stemme ved ølvalget, og det tør jeg sige uden tøven, inden jeg har smagt den sidste af testøllene.

5-stjerner

Carls Plzner, Carlsberg (Det nye Carlsberg III)

– Det hjælper ikke …

… på en øls kvalitet at stave dens navn etymologisk. For at en øl skal være god, bliver man nødt til at lave den ordentligt – ja, det er en cirkulær argumentation, jeg ved det godt. Min undskyldning er, at sidstnævnte pointe er sekundær i forhold til førstnævnte, altså – bare fordi byen, hvor pilsnerøl kommer fra hedder Plzen, så hæver det simpelt hen ikke øllets gunstige parametre at stave ‘pilsner’ på en fancy, kvasietymologisk måde.
Det er først og fremmest det, man konkluderer efter at have smagt den første af Carlsbergs nye Testøl. Allerede udseendet afslører, at denne øl formentlig ikke er noget særligt. Den ligner en ganske almindelig pilsner, selvom skummet måske lige netop sniger sig op og bliver lidt mere fyldigt, end hvad man er vant til. Duften er kornet og humlen synes at være på den søde side, selvom det kan være svært at afgøre, når bouqueten er så svag.
Svag er smagen i grunden også. Den smule man kan smage afslører måske en kende mere fylde, end almindelige standardpilsnere herhjemme, men faktisk ikke engang på linje med Carlsbergs egen Premium, der som bekendt også ligger end kende højere end den laveste fællesnævner. Den smule humlesmag, der kan spores, er måske også på den lidt sødere side, men ellers er den letmetalliske bismag den samme, som man tit finder i dansk øl. Selvom den måske er marginalt bedre end det billige discountsprøjt, de unge tyller i sig, hvis de ikke vil skilte offentligt med, at de hellere ville drikke Breezer, så er Carls Plzner alligevel en middelmådig genudsendelse af et middelmådigt remake af en middelmådig pilsner.
I det hele taget lover den ikke godt for Carlsbergs ølvalg denne gang. Ganske vist er denne øl den mest upopulære i skrivende stund (den får kun 15% i modsætning til henholdvis 40 og 44 til de to andre) så der er da fortsat en teoretisk mulighed for, at jeg nu er gennem det værste.
Det er imidlertid ikke Ekstra Bladets ølanmelder, Ole Madsens opfattelse. Han tipper denne øl til at være den næstbedste af testøllene. Jeg håber ikke, at han har ret, for så bliver det et par kedelige øl, jeg skal igennem. På den anden side giver han nærværende øl fire ud af seks stjerner, hvilket man i bunden af indlægget vil kunne se, at jeg synes er lidt på den gavmilde side. Det var jo også selvsamme Ole Madsen, der gav Flensburger Pilsener topkarakter tidligere på året, og selvom det da også er en udmærket øl, så synes jeg faktisk den gode Ole har en vis tendens til at overdrive, hvor begejstret man har ret til at være.
Denne øl vækker i hvert fald ikke megen begejstring hos mig, og jeg ser ingen grund til at købe den igen. På samme måde havde jeg det med vinderen af 2003-ølvalget, Dark, der da heldigvis også afgik ved en stille død i 2007. Vinderen af det første ølvalg fra 1997 er til gengæld blevet husets foretrukne ikke-økologiske øl, nu hvor den kan fås for rimelige penge i Fakta, og indtil videre forbliver den også den suverænt bedste, jeg har prøvet af de forskellige valgøl.
1-en-halv-stjerne

Export, Carlsberg (Det nye Carlsberg II)

– Ringere end standard
Det er utroligt hvor længe og hvor godt, man kan leve på én fugl. I weekenden ernærede vi, to voksne og baby, os i hele tre dage på ét styk økologisk kylling fra Årstiderne – først stegt i Stegeso, siden pillet og opvarmet i hjemmelavede tortillas. Aldeles lækkert altsammen, og når man er i stand til at få føden til at strække så længe, er prisforskellen på god økologisk mad og billig industriskodmad næsten ikke til at få øje på.
Og til mexicanske retter såsom tortillas skal man jo åbenbart drikke tyndt øl – og gerne for min skyld, når nu min vivs tortillas er så fantastiske – så er det ikke så galt, hvis bryggeriet ikke formår at brillere.
Og det formår Carlsberg så sandelig ikke med deres andet nye tiltag, den såkaldte “Export” i den nye popsmarte flaske, om hvilken det eneste positive, der er at sige, er, at den i det mindste ikke er farveløs.
Export er den almindelige udenlandske betegnelse for stærke pilsnere, eller det vi i Danmark kalder guldøl. Det er ikke usædvanligt, at den lidt højere alkoholprocent giver brygget en kende mere smag eller fylde, men jeg kan allerede afsløre, at det kun i ringe grad er tilfældet her.
Farven er lige så interessant som afsnit 1285 af Glamour (tror jeg, jeg har aldrig set det). En fuldkommen ligegyldig pilsnerfarve, som man har set igen og igen og igen. Skummet bobler mere end det skummer, men holder alligevel længere end man kunne forvente. Der er trods alt ikke tale om det kollapsende skum, som karakteriserede den totalt mislykkede Copenhagen. Bouqueten er letsyrlig, kornet og trods alt frisk, men også den er en genudsendelse.
Tager man udgangspunkt i den laveste fællesnævner, formår denne øl i fyldigheden lige netop at trække sig en lille smule over niveau. Humlebitterheden er mild og blid, og derfor føles øllet også forfriskende, men det er på bekostning af kvaliteter såsom smag, aroma og i det hele taget karakter. Bitterheden formår at bide lidt – med streg under lidt (men det tillader blogger ikke) ved mandlerne, men der er en mængde standardøl, der formår at bide mere og med et mere interessant tandsæt. Eftersmagen er ikke uden behag, men den klinger så hurtigt af, at man næppe når at nyde den.
Det er allerede nu en meget anonym øl, og det eneste, der træder den mindste smule frem, er emballagen, som også snart vil ophøre med at være ny, og derfor blive lige så uinteressant som det, den indeholder. Først og fremmest er det en tylle-øl, der vil være god at drikke sig fuld i, men til det formål har Carlsberg jo egentlig allerede sin Hof (eller Premium) som endda er væsentlig mere interessant, selv om den måske er den mest generiske øl, vi har herhjemme.
Og dette faktum, at Carlsbergs standardøl overgår Export, rejser jo det relevante spørgsmål, hvorfor i alverden bryggeriet så sender en ringere pilsner på markedet. Det hele virker bare som et stort marketingstunt, der næsten (men også kun næsten) er lige så tomt for substans som Cults Kay-Sar-øl.
Den foreløbige konklusion efter at have prøvet to af Carlsbergs nye produkter er, at de absolut ikke repræsenterer en fornyelse på nogen som helst måde – de repræsenterer en forringelse af noget, der i forvejen er stort set ligegyldigt. Godt gået, Carlsberg!
1-en-halv-stjerne

Copenhagen, Carlsberg (Det Nye Carlsberg I)

– En moderne fiasko – igen.

Som det fremgår af en af mine tidligere tirader, er Carlsberg begyndt at relancere sig selv med nye produkter, en ny flaske og en masse andet. Oveni er der kommet nogle nye specialøl samt tre nye Carls-produkter til afstemning. Jeg har besluttet mig for at anskaffe mig de nye produkter og teste dem her på bloggen i et nyt tema, som jeg har valgt at kalde “Det Nye Carlsberg”. Det skal så vise sig, hvor nyt det er, – om de nye produkter overhovedet adskiller sig fra det, vi kender i forvejen, og i givet fald hvori det nye består.
Vi starter med et nyt pilsneragtigt ølprodukt ved navn Copenhagen. Hvis ikke det skulle være gået op for et par af læserne, er Copenhagen det engelske navn for København, som nok endnu færre læsere ikke vil vide er Danmarks hovedstad. Copenhagen brygges i Litauen … Den lader jeg lige stå et øjeblik (samtidig med, at jeg håber på, at det nu dæmrer for læserne, hvorfor jeg gik så meget op i at opremse indlysende almindeligheder om øllets titel.)
Øllen “Copenhagen” brygges altså i Litauen, og det er jo i sig selv absurd nok til at skabe tvivl om lødigheden i hele Carlsbergs relanceringsprojekt. Jeg erkender at globalisering er en kendsgerning, og at det øl vi drikker herhjemme ofte produceres langt borte, men derfor er det alligevel tåbeligt at kalde en øl, der produceres 2000 km. fra Danmarks hovedstad for ‘Copenhagen’.
Ølproduktet er et konglomerat af hvede-, ris- og bygmalt, vand, gær, kulsyre og – hold nu godt fast – humlearoma. Og nej, Humle uden suffixet ‘aroma’ er ikke at finde på varedeklarationen. Ikke engang humleekstrakt – nej, aroma – såkaldt naturlig aroma, men at kalde aroma naturlig er en narrehat, der skal få ting til at fremstå sundere eller mindre skadelige, uden at de nødvendigvis er det. Vi har her at gøre med en øl, som jeg ikke engang er sikker på, rent faktisk indeholder humle. Det er allerede en mindre skandale i sig selv.
Og for at føje spot til skade er ølproduktet tappet i en farveløs sodavandsflaske. Det giver den fordel, vil nogen sige, at man ikke behøver skænke det, for at se hvordan det tager sig ud. Det er i grunden også en udmærket service fra Carlsbergs side, at vise øllets fesent gule kulør til skræk og advarsel, så alle, der har den mindste forstand på øl, vil gå i en stor bue udenom. Min undskyldning er den sædvanlige, at jeg vil gå langt for læsernes skyld og teste alle øl, som jeg har mulighed for, uanset hvor hæslige de end måtte være. Desuden anerkender jeg bjergbestigerens begrundelse: Øllet skal drikkes, fordi det er der!
 
Man får til gengæld ikke skummet at se gennem sodavandflasken, så op i et glas må den jo hældes. Her danner der sig hurtigt en relativt høj, hvid og luftig skumkrone, der nærmest larmer, mens den kollapser under sig egen kulsyrepumpede oppustethed. Snuser man til brygget i det korte tidsrum skummet rent faktisk kan ses, bliver man ramt af en decideret sur odeur, lidt som man forestiller sig, at vaskemiddel fra DDR nok har lugtet. Med skummet fordufter lugten imidlertid også, og det er faktisk ikke så ringe endda – hellere et bryg, der ikke lugter af noget, end et, der lugter grimt.
Min kære viv påstod ganske vist, at det lugtede meget af øl, tyndt øl, ganske vist, men øl ikke desto mindre. Jeg anerkender, at min viv har en væsentlig bedre lugtesans end jeg, men jeg kunne ikke lugte noget som helst.
Smagen formår glimtvis at behage – meget mod forventning, men det viser sig også at være en stakket frist. De første par mundfulde udløser en blød, letsød bitterhed, der i modsætning til skummets lugt ikke er det mindste sur, ej heller metallisk. Smagen er dog ikke på nogen måde sofistikeret eller interessant. Jeg vil karakterisere den som en øl for folk, der synes, Corona smager for skrapt.
Efter de første par mundfulde er det i øvrigt så som så med den initiale smag, ligesom lugten hurtigt fordufter fra brygget. En bruset, sodavandsagtig fornemmelse tager hurtigt over – i det hele taget er der bare alt for meget kulsyre i, og måske mere end nogensinde før føler jeg, at det snarere er en danskvand end en øl, jeg sidder med.
Den ikke helt ringe smag i begyndelsen er det eneste, der redder denne øl fra at være en total katastrofe – men en katastrofe er den nu alligevel i et temmelig stort omfang. Det er uforskammet at noget bryggeri vil sende et så ringe produkt på gaden, og jeg finder det fuldkommen uforklarligt, at nogen forbrugere vil købe et så underlødigt produkt.
Men som altid er der en velsmurt marketingsmaskine, der skal få forbrugerne til at hælde de store bryggeriers udrikkelige sprøjt i ganen. Ud over, at jeg måtte lide den tort at ligge på hospitalet for blindtarmsbetændelse, skulle jeg også være udsat for TV3’s TV-reklamer netop for nærværende øl. Det er ikke andet end en gang ligegyldigt, overdimensioneret, billedgejl med en slesk baryton-voice-over – et luftkastel, der er fuldstændig lige så fantasiforladt og kunstigt som nærværende ølprodukt.
Tak for absolut ingenting, Carlsberg. Jeg håber så sandelig, I selv er stolte af jeres relancering. Selv synes jeg indtil videre, den er til at hælde direkte i kloaken. ligesom det bedst sømmer sig med dagens øl.
1-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme