Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: Copenhagen Beer & Whisky Festival

686 Anker J, Kongebryg (CB&WF 2016 V)

2016-08-27 16.11.23Skål, kammerat …

Temaet om Copenhagen Beer & Whisky Festival skal afsluttes med bravour. Det sker med endnu en øl fra Kongebryg, der ikke er noget festfyrværkeri – og så alligevel …

Historien – og det går Kongebryg jo som bekendt ganske meget op i – er i hvert fald god. Og mange vil måske være overrasket i betragtning af bryggeriets militære baggrund, og den tematik, der ikke sjældent følger deraf.

Brygget er opkaldt efter en tidligere soldat ved kasernen, deraf tallet, der er hovedpersonens soldaternummer. Det var ham, der 9. april måtte lide den tort at overgive Næstved Kaserne til den tyske besættelsesmagt efter den danske regerings overgivelse. Soldaten blev selv modstandsmand efterfølgende, og endnu senere gik han hen og blev statsminister, hvilket han nok er mest kendt for. Han døde 20. maj i år, 93 år gammel, og hvis nogen endnu ikke skulle have gættet det, er det selvfølgelig Anker Jørgensen, der er tale om.

Anker Jørgensen var på mange måder en samlende skikkelse. Man skulle virkelig langt ud på fløjene, før man ikke kunne finde en eller anden form for sympati for ham – om ikke for hans holdninger og politik, så i det mindste for hans person. Og med historien om Næstved Kaserne in mente skulle det bestemt undre mere, hvis der ikke på et eller andet tidspunkt kom et hyldestbryg.

Den tidligere statsminister var også kendt for at holde fast i sin jævne arbejderbaggrund. Derfor er Kongebrygs 686 Anker J også tænkt som en jævn pilsner til det danske folk. Letdrikkelig og ligefrem … men lur mig om ikke der alligevel er en overraskelse derinde i det højrøde (selvfølgelig) bryg alligevel.

Ja, for brygget er virkelig flot rødt med matchende gyldent skum. Farven er opnået ved at bruge en bestemt malt, og altså ikke ved at putte noget fremmed i øllet. Ikke desto mindre var der faktisk flere gæster ved standen, der erklærede at “så er det jo ikke en pilsner!” “Nå, hvad er det så?” var den flabede, usoignerede, langskæggede bartenders opfølgende spørgsmål. “Ja det er ennnnn … uden for … kategori.”

Så Kongebryg laver helt unikke øl. Det bliver brygmester sikkert glad for at erfare, selvom jeg nu er sikker på, at han vil holde fast på, at det er en pilsner.

Festlige farver er der i hvert fald rigeligt af, mens duften er mere afdæmpet. En antydning af piskefløde med et kornet maltindslag måske? Brygget er måske nok letdrikkeligt med sin cremede mundfornemmelse, der får det til at glide lækkert hen over tungen. Men ‘let’ ville jeg næppe kalde det. Det er maltsødt og overraskende fyldigt med en småsyrlig krop af tørrede figner og rosiner. Eftersmagen falder tungt med bitter smag af hasselnødder.

Det er i hvert fald ikke nogen traditionel pilsner, og næppe heller jævn. Den er noget ud over det sædvanlige idet den som pilsner lægger mere vægt på malt som det smagsbærende end på humlen. På den anden side er den nok heller ikke så usædvanlig, at den vil skræmme det traditionelle og jævne publikum fra vid og sans.

4-en-halv-stjerne

Tak endnu engang til Kongebryg fordi jeg måtte lege med ved standen. Og tak til arrangørerne bag Copenhagen Beer & Whisky Festival for et spændende arrangement.

Køgebryg, Kongebryg (CB&WF 2016 IV)

Ingen alarm …

Min utilstedelige skamrosning og idle smiger mod Kongebryg fortsætter lidt endnu. Det manglede jo sådan set også bare, når nu de sådan sponsorerer et latent afvænningsforløb og den bodegamuskel, jeg ikke har, ved at lade mig stå i deres stand på Copenhagen Beer & Whisky Festival.

Køgebryg her var det lyseste bryg, vi kunne byde på. Den er en saison – en let, belgisk øltype, som bryggeriet tidligere har brilleret med. På Ølfestivalen i Forum stod der faktisk bare ‘Saison’ på hanen, fordi designeren af etiketten (den klovn) havde glemt at spørge om, hvorvidt brygget ellers havde et rigtigt navn. Det havde den altså – oven i købet med en historie, omend det denne gang hverken handler om krig, kongehus eller fædreland … eller okay. Måske en lille smule det sidste, eftersom købstaden Køge syd for København trods alt ligger i gamle Dannevang.

Den er brygget til Køge Festuge, der netop er afsluttet – ja, det er altså ikke altid at jeg får timet mine anmeldelser lige heldigt. Til gengæld har det friske, lyse sommerbryg vel passet meget fint til det flotte, klimaforandringsplagede sensommervejr, vi har været velsignet med på det sidste.

Faktisk har det i sin duft en snert af den banan, der gennemsyrer den stærke belgiske blonde-øl – den, som jeg ikke rigtig kan med, og som jeg også prøvede i Aarhus Bryghus’ stand på ølfestivalen. Her er det som antydet meget mere afdæmpet, og den yder en sød note til et ellers frisk bryg, der ikke dufter af meget andet end en tilbagelænet, omens spids humle og en antydning af gær.

Brygget, der klart skal nydes afkølet, har en frisk, krydret aroma med noter af rosmarin, fennikel og kommen. Fylden er ligefrem og simpel samtidig med, at den er ganske præsent. Modnet korn blander sig med løvtræ, der giver smagsløgene lidt at arbejde med i det ellers friske og sprudlende bryg.

Alle advarselslamper blinker, når talen falder på frisk sommerøl, undtagen når det kommer fra Kongebryg, for på forunderlig vis formår bryggeriet at tilføje rigeligt smag, uden at gå på kompromis med hverken friskhed eller sommer.

4-en-halv-stjerne

Kellerbier, Kongebryg (CB&WF 2016 III)

2016-08-27 13.14.40Mon ikke det var farven?

Det er unægteligt nogle dage siden nu, at jeg var på Copenhagen Beer & Whisky Festival. Og selvom det var disse bryg, jeg stod og småpimpede det meste af tiden, kniber det så småt med det dugfriske indtryk, der giver de mest præcise anmeldelser.

Det tror jeg i hvert fald. Ærligt talt er jeg ikke sikker på, at læserne mærker den store forskel.

Det jeg dog husker dette bryg for er, at det var det, jeg endte med at slukke øltørsten mest i. At ville påstå, at det var det bedste bryg i baren, ville være – om ikke direkte forkert, så i hvert fald en tilsnigelse. Den ære tilkommer med rette den forunderligt lette og smagfulde stout Kejserinde Dagmar.

Her er vi ovre i en – om ikke lettere, så i hvert fald lysere genre. Brygget er nydeligt gyldenbrunt – ikke ulig bloggerens hår og skæg, faktisk. Skummet er lavt og boblende, hvilket det i øvrigt har til fælles med både stouten og saisonen fra sidst.

Det er dermed ikke skummet, der karakteriserer brygget – men derimod en nydelig bouquet af fyldig malt, mørk karamel og et lille skud cognac. Smagen er igen karakteristisk blid og umiddelbart uprætentiøs. Armbevægelserne er bare ikke voldsomme i Kongebrygs øl, men der er altid en belønning, hvis man lader brygget trænge lidt ind i tunge og gummer.

Her vækkes en tæt, tung eftersmag af eg og bøg til live. En alkoholantydning yder fylde og et pikant og uventet stik af grannåle giver brygget lidt ekstra spænding i slutspurten. Det er ikke den friske gran som man kender den fra de allestedsnærværende IPA’er, men derimod en tung, garvet én af slagsen.

Brygget starter letdrikkeligt, bygger op og afslutter tungt og vildt – det er velkomponeret som en god roman, der imidlertid kræver, at man gør en indsats for at komme ordentligt i gang med den.

Men er det ikke også dét, der ofte kendetegner god litteratur – og øl?

4-en-halv-stjerne

Kejserinde Dagmar, Kongebryg (CB&WF 2016 II)

2016-08-27 12.19.19Let og kejserligt …

… og hermed videre til de øl, vi havde på hanerne i Kongebrygs stand på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum.

Hvis jeg skulle sige noget helt overordnet om, hvad der adskilte Kongebrygs udvalg fra de andre bryggerier, var det dels, at antallet af bryg var overskueligt, dels at de var udvalgt efter deres drikkelighed og ikke efter at være outrerede.

Det betød, at flere af gæsterne faktisk kunne nå gennem alle hanerne uden at blive hønefulde (ih nej, det ordspil var i hvert fald ikke tilsigtet). Flere af gæsterne kom forbi flere gange, netop fordi øllene var venlige og imødekommende (i skarp kontrast til i hvert fald én af barvagterne – den langhårede og -skæggede), uden at de samtidig mistede deres spænding eller smagfuldhed.

Som måske det bedste eksempel på dette, kan bryggeriets Russian Imperial Stout fremhæves. Jeg havde godt nok prøvet det lavtskummende, let olieagtige bryg tidligere. Men det var under omstændigheder, der gjorde, at jeg aldrig fik kradset noter nok ned til, at der kunne komme en anmeldelse ud af det. Det var under besøget på Kongebryg, og der var der jo fuld knald på anekdoter og hygge, ledsaget af lettere selskabelig overrisling. Så at anmeldelsen først falder nu, finder jeg lovligt undskyldt.

Brygget er opkaldt efter den danskfødte Russiske Kejserinde, Мария Фëдоровна (Marija Fjodorovna, Da. Marie Sophie Frederikke Dagmar). Kongebryg gør som bekendt meget ud af, at knytte an til kongehus og militærhistorie i mange af deres brygkoncepter, og her smelter det hele så nydeligt sammen med øltypen.

Der er tale om en overordentligt let Russian Imperial Stout. Imperial Stouts er kendt for at være tunge, kraftige og fyldige. Den russiske variant – som egentlig slet ikke er russisk af oprindelse, men har fået navnet fordi den russiske zar i sin tid fik smag for den – er kendt for at være sød frem for bitter, men ellers lige så tung og fyldig som sin britiske storebror.

I Kongebrygs udgave er der imidlertid lagt en dæmper på tyngden. Men tro ikke, at det ødelægger oplevelsen. Tværtom bydes man fortsat den fulde stoutfornøjelse med dybe, rare kaffenoter sødet med mørk karamel og piftet op med et nøje afmålt skud cognac, der uden at være dominerende alligevel yder et bredt alkoholindslag. Dertil kommer en antydning af røg.

Og selvom alle de kendte smagsnuancer er vidunderligt præsente, forbliver brygget let på tungen som den lifligste, søde vin. En vin, der smager af sød lakrids, spædet om med kaffe, ganske vist, men den lifligste søde vin ikke desto mindre. En rigtig nydestout. Og det smukke er, at hverken alkoholen eller tyngden slår så hårdt, at man ikke kan nyde én mere, hvis man skulle få lyst til at være lidt dekadent (det er jo trods alt zarens hof, vi er hos … sådan da). Vel er de 7,6% alkohol mere end blot end guldøl, men der er stadig ganske langt op til de procenter, kejserlige stouts normalt holder.

Og at brygget ikke vejer det samme som en leopardkampvogn (vi er jo fortsat på Næstveds gamle kaserne … i hvert fald når vi ikke er på ølfestival på Frederiksberg eller ved zarens hof) gør også sit til at friskheden bevares – ikke bare i brygget men så sandelig også i kroppen efter at det har fundet vej ned gennem løgnhalsen.

5-en-halv-stjerne

Limfjordsporter Lakrids, Thisted Bryghus (CB&WF 2016 I)

2016-08-26 15.35.02Do mess with perfection …

Det var de fem øl, som jeg ikke fik skrevet om i sidste indlæg, jeg kom fra … eller rettere – endelig er kommet til. De samles under hatten “CB&WF 2016” hvilket de kvikkeste læsere allerede har gennemskuet som en forkortelse for “Copenhagen Beer & Whisky Festival 2016”. Ja, det var ikke fordi, der pludselig var gået Karsten Lauritzen i den – kun ren og skær dovenskab.

Historien om dette bryg kender jeg ikke. Men man kender typen. Man har succes med ét eller andet. Et album, en film, et styresystem til PC’en … og man kan bare ikke lade være. Selvom man faktisk har skabt det perfekte så skal man absolut lige alligevel prøve … Altså, det gik jo så godt sidst, så nu prøver man lige at rette lidt til hist og pist, og så … går det galt. Det, der som minimum var tænkt som en forlængelse af succes’en, flopper fælt, og ligger som en bunke murbrokker og splintret tømmer blandet med glasskår og bøjet stål i en stor bunke foran én.

Derfor gik jeg længe uden om denne øl. Jeg vidste ikke, om jeg gad løbe den oplagte risiko for skuffelse, ikke mindst med Mikkellers Beer Geek Limfjordsporter, som jeg prøvede i Lokomotivhallen tidligere på året, og som ikke var nogen større nydelse in mente. Desuden har jeg fundet den unødigt dyr – noget man ikke kan kritisere den oprindelige Limfjordsporter for. Og at få lov til at betale ekstra for en skuffelse, fandt jeg ikke videre attraktivt

Men når man sådan får den langet over disken på en ølfestival, er det selvfølgelig en anden sag. Jeg nippede én gang, og konstaterede, at den fortjente sin egen anmeldelse.

At brygget er kulsort, tykt og klæbrigt giver sig selv. Den ekstra lakrids – som mig bekendt er den eneste forskel på denne og den oprindelige Limfjordsporter – gør forståeligt nok hverken brygget tyndere eller lysere. Både duft og smag er den fulde, tætte stoutfornøjelse af røg, fed malt og kaffe, som man kender den – bare tilsat ekstra lakrids. Brygget smager egentlig som det plejer, men med ekstra meget af den engelske lakrids, man fik som barn, når man var forkølet, og som gav ekstra luft og en antydning af trykken for bryst og i svælg.

Og man skulle tro, at det ville give en eller anden form for disharmoni – men det gør det ikke. Der er vitterlig tale om en luksusudgave af limfjordsporteren. Den bliver faktisk bedre. Thisted Bryghus gør det umulige, de fikser noget, der ikke er i stykker, de fifler med det perfekte og de slipper godt fra det.

Det er vel ikke for ingenting, at de herhjemme blev kåret som Årets Bryggeri 2015.

Og selvom lakridsen virkelig smyger sig om, og indtager alle de andre lækre smage, brygget indeholder, overdøver det dem ikke. Ej heller er der så meget som antydningen af missmag eller ubalance – der er ingen fornemmelse af tørt lakridspulver i eftersmagen. Kun fuldfed, fyldig, tung, ufortyndet lakridsjuice med følelsen af velskænket Limfjordsporter oveni.

5-stjerner

Copenhagen Beer & Whisky Festival 2016

Der skete godt nok noget …

Så nåede jeg omsider til det – beretningen om min tur på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum i den forløbne weekend. Forum ligger i øvrigt ikke i København, men på Frederiksberg – men ‘Frederiksberg’ er der måske bare ikke helt så meget international gennemslagskraft i, som Copenhagen – men det får være.

Ved arrangementet var jeg for anden gang roadie for Kongebryg. Det indebar, at jeg hjalp med at slæbe – og så stod jeg ellers i standen, og fortalte om de fine øl, som festivalgæsterne kunne smage hos os. Jeg er ved at være ret erfaren udi at berette mundtligt om øl – og ikke bare skriftligt. Det kan jeg takke Kongebryg for, fordi de gad have mig med endnu engang. Det bliver ikke sidste gang, hvis det står til mig.

Indtrykkene fra Festivalen er mange – og kaotiske, men jeg var snarrådig nok til at have min telefon og Untappd med, så jeg dér kunne notere alle de øl, jeg fik prøvet – måske endda tilstrækkeligt til at jeg i dette indlæg kan skrive noget brugbart om dem. Lange eskapader om hver øl bliver det dog ikke til. Indlægget her skal også slutte på et tidspunkt, og Untappd har strenge begrænsninger på, hvor lange anmeldelser, man kan skrive, hvilket mestendels er godt, men det betyder også, at mine notater er sparsomme. Jeg vil heller ikke give mig ud i karaktergivning. Den kan man nærstudere på Untappd. Glem ikke, at man kan finde info om min Untappd-profil under ‘Sociale Medier’ her på siden, hvis nu man skulle være for fumlefingret til at trykke direkte på linket her.

Tjekker man min profil, og opdager, at ikke alle øl, jeg har prøvet, er nævnt her, så fortvivl ikke. Nogle har jeg faktisk smagt så grundigt, at der kommer en rigtig anmeldelse ud af dem.

Vintage ChristianVintage Christian (2014), Gran De Select

Gran De Select laver øl, brygget på champagnegær. Formentlig er det lige så svinedyrt som det ser ud i de buttede flasker med de høje halse. Men så er det jo godt, at man kan få lov at prøve dem på en Festival uden at man behøver købe et læs af dem. Jeg fik lov at prøve alle tre, de havde – men jeg smagte mest på pale ale’en. Champagnegæren giver brygget en vinøs friskhed, som man ellers ikke finder i øl uden at det bliver tyndt. Slet ikke ringe, og i øvrigt klart mest velintegreret i pale alen. Brown Ale’ens fede malt trådte for meget igennem, så indtrykket blev en smule rodet, mens pilsneren virkede decideret tynd. Måske egnet på en varm nok dag, men så skulle den også være virkelig varm – og så ville jeg egentlig stadig foretrække pale ale’en.

SølvpilenSølvpilen, Aarhus Bryghus

Yyyyydrk …! Jeg lærer aldrig at forstå den her øltype. Men som brygmester – eller i hvert fald ham, der stod i Aarhus Bryghus stand, begejstret berettede (han berettede begejstret om alt hvad han berettede om, og det var i øvrigt ret meget. Han kunne uden større besvær snakke fanden begge ører af – to gange) så er det også en øl, der deler vandene. En belgisk tripel blond der i sin smag om muligt dunster endnu mere af banan og kogesprit end den rædsomme Prior, som jeg for ikke lang tid siden bedømte til at være en af de ringeste øl, jeg har prøvet. Ikke at jeg skal være ukonstruktiv i min kritik af Aarhus Bryghus, for det er garanteret en fremragende Belgisk Blonde, hvis man er til den slags. Bedømmelsen som ‘fremragende’ bygger jeg på styrke i og antal spjæt og trækninger fra underansigt og nedefter, brygget afstedkom, ikke bare hos mig selv, men også hos Brian, der også stod i Kongebrygs bar. I det mindste lærte jeg da, at jeg ikke er den eneste, der ikke forstår den øltype.

IPA AarhusIndia Pale Ale, Aarhus Bryghus

Men Aarhus’ eget bryggeri (nu hvor Ceres for længst er smuttet til Fredericia sammen med resten af Royal Unibrew) havde også andre øl på programmet. Denne India Pale Ale er af den milde og afdæmpede slags. En god begynder-IPA, der har de friske grannoter og indslaget af forårsblomster, som man helst skal have, men uden at overdrive nogen af delene … ja, den er tydeligvis ikke henvendt til nærværende blogger eller folk med samme smag for det ekstremt humlede – men dem der ikke er det, skal jo starte et sted, før de bliver forledt. Dette sted er fint.

Og mens jeg i mit stille sind frydede mig over, at ubesmittede sjæle kunne blive ledt i fristelse med hin afdæmpede IPA prøvede jeg meget passende i situationen …

Black MonsterBlack Monster, Aarhus Bryghus

Jeg husker den som en god, fuldfed stout med al den magt og vælde, sådan én helst skal have. Bedre husker jeg dog brygmesters … – ja, eller ham der stod i deres stands – anekdoter, der var linet op i en lang kø, men uden at nogen af dem kom til at vente særlig længe, for de blev fyret af som raketter fra et stalinorgel. Var det det mørke øl, der fik os til at tale om døden, og om at grunden til, at der gik fire dage fra nogen var død, til de blev begravet var, at der i mellemtiden skulle brygges øl til begravelsen? Nåhr ja, og ordet ‘Barsel’ skulle angiveligt betyde “barns øl” – for ved en familieforøgelse skulle der også øl på bordet i gamle dage. Dengang tog øl kun de fire dage at lave, da man dengang hverken gik så voldsomt meget op i smag eller alkoholprocent …

Ja – turen til Aarhus Bryghus blev i hvert fald lærerig for denne blogger.

Green BansheeGreen, Green Banshee, Amager Bryghus

Fedt! Vi er allerede nået til det, der samlet set nok var den største oplevelse på hele festivalen for mit vedkommende. Det var nu slet ikke i Amager Bryghus’ stand, at jeg fik denne lille sorte Satan tilbudt (de var ellers vores genboer, de gæve bryggere fra Tårnby, og som læserne nok har bemærket, nassede jeg mig til ét af deres glas. Jeg håber de anser glassets værdi for nogenlunde at svare til den reklameværdi det giver dem, ved at jeg bruger det til mine anmeldelser, og at deres brygmester ikke kommer efter mig. For han er godt stor og stærk … det har brygmestre det med at være) men derimod en af whiskystandene – Jameson’s for at være helt præcis. Jameson er irsk whisky, og ekspedienten var netop ved at lange smagsprøver på Green, Green Banshee ud – den er nemlig lagret på whiskyfade. Og da jeg tilfældigvis kom forbi, skulle jeg da tilbydes det sidste i et glas.

Whiskysmagen er meget præsent i det i forvejen ekstremt seje og lakridstunge tjærebryg. Det var – uden at overdrive – svært at få de sidste klæbrige dråber ud af bægret. Mens jeg kæmpede med det, spurgte jeg, ikke uden forhåbning eskpedienten, hvor hun kom fra – what with Jameson being Irish whisky and all … Jeg blev ikke skuffet – Irland! Yes! “An bhfuil Gaeilge agat?” fór det ud af mig, og jeg fik omgående et bekræftende “Tá – tá Gaeilge agam.” Og så fyrede jeg ellers endnu et par almindeligheder af, og havde farligt svært ved at forstå svarene, og måtte snart igen slå over i ‘Bearla’ som det engelske sprog jo hedder på irsk.

Men uanset hvor snublende og famlende det var, så fik jeg – for første gang lejlighed til faktisk at tale et smule irsk, med en irer. Jeg var meget glad, og det oplevede jeg altså, mens jeg drak Stout fra Amager Bryghus, lagret på Jameson whiskyfade – det hører med til historien.

Mango MagnificoMango Magnifico, Founders Brewing Co.

Nå, jeg er faktisk snart færdig, har jeg lige opdaget. Men jeg prøvede selvfølgelig også noget whisky hist og pist, som ikke vil blive anmeldt. Og så er der jo også de … jeg får det til fem øl, som jeg har tænkt mig at skrive deciderede anmeldelser om. Så er opgaven jo indtil videre overkommelig – trods alt.

Mango Magnifico er en frugtøl brygget med mango, og tilsat habaneros chili. To ingredienser, der ifølge mange ølsnobber intet har at beskaffe i øl yder en fabelagtig oplevelse: Det starter sødt og fyldig med rigelig mango, og  rammer chilien ellers! Chili og sødme rimer … eller … det gør det jo ikke, men det passer godt sammen. Især her, hvor alt for meget mango og alt for stærk chili giver en fabelagtig harmoni i et bryg, der dælme ved, hvad det vil. Dermed er den anden øl, jeg nogensinde har prøvet, hvor chili rent faktisk gør noget godt for øllet en realitet. Den første er som bekendt Chili Klaus Ghost fra Midtfyens Bryghus. Dem vender vi tilbage til.

Limfjordsporter Fadlagret, Thisted Bryghus

Jeg fik jo omsider lejlighed til at prøve den temmelig berømmede Limfjordsporter med ekstra lakrids. Mikkellers bud på samme var jeg som bekendt jævnt skuffet over, mens jeg blev så begejstret for lakrids-varianten, at den vil få sin egen anmeldelse. Jeg prøvede også en fadlagret version af Limfjordsporteren – og den var så ny, at ingen havde lagt den på Untappd endnu – Kaj Framke to the rescue! Brygget har jeg ikke fået taget et billede af, men så kan man jo beundre brygmester Antoni i stedet. Ud over at være brygmester på Årets Bryggeri 2015 er han også et rart, venligt og ydmygt menneske, der lod til at synes, at det var næsten lige så sjovt for ham at møde mig, som det var for mig at møde ham.

Anyways – han har givet Limfjordsporteren med høvl og sandpapir så den nu fremstår som at lækkert lille rokokomøbel i stedet for det tunge, rustikke snedkermesterklædeskab, som den oprindeligt var. Lidt af styrken og tyngden er taget bort, men erstattet med mere distinkt smag af lakrids og malt. Brygget smager af lige så meget, men med større vægt på kvalitet end kvantitet.

Chili Tripel, Midtfyns Bryghus

Den her havde Midtfyen på fad sammen med fornævnte Chili Klaus Ghost. Man kan sige, at denne er en nedtonet Chili Klaus Ghost – eller at Chili Klaus Ghost er en boosted Chili Tripel om man vil. I hvert fald er øl og chili også sådan nogenlunde integreret i dette bryg. Det er i hvert fald langt fra akavet, sådan som nogle chili øl næsten har været gennem min tid som blogger.

Billede: Martin Bo Petersen

Skolder Viking Voyage Limited Edition, Frejdahl/Vestfyen

Ah … en limited edition … Hvor mange har jeg ikke ladet mig friste af de to små ord, da jeg i min ungdom samlede på musik? Den slags chancer skal man ikke lade gå fra sig. Det var idemanden bag Pladderballe bryghus og eksperimentalbryggeriet Redekassen, Martin Bo Petersen, som jeg omsider fik mødt i virkeligheden, der gav mig tippet – and off we went. Den forhandles i en gavepakke inklusive en lille flaske Highland Park. Ideen er, at øllet og whiskyen nydes samtidig, og går op i en højere enhed. Det smager nu fint hver for sig, og også sammen, men nogen stor nyskabende åbenbaring er der for mit vedkommende trods alt ikke tale om – limited eller ej.

Kentucky Breakfast Stout (KBS) (2016), Founders Brewing Co.

Så var der lidt mere åbenbaring i Founders Brewing Co’s Kentucky Breakfast Stout – eller KBS, som der lakonisk stod i Svaneke Bryghus’ stand, hvorfra den blev skænket. Sjældent – hvis overhovedet nogensinde – har jeg smagt mage til tyktflydende, sejt, klæbrigt beg. Udover at smage aldeles pragtfuldt af rivestærk kaffe, klistret ind i superstærk lakrids, og indhyllet i giftig røg fra et rockerbål bestående af traktordæk, forestiller jeg mig, at det ville være aldeles anvendeligt som belægning på det næste stykke unødvendig motorvej, som regeringen planlægger.

Norsk Høst, Nøgne Ø

Nå! Den fik jeg åbenbart ikke noget billede af. Vel – synet af den kan nydes her – og den smager også omtrent lige så fint som den ser frisk og lys ud. Den er at regne til den hipstersmarte modetrend “Nyt Nordisk” idet der ikke er brugt humle i produktionen. Det var det nummer, Thisted Bryghus også lavede sidste år, og som min begejstring for, var temmelig behersket. Men nogen må kunne lide det, for Thisted Bryghus er siden blevet kåret til årets bryggeri – og selvom det ikke er sikkert, at det lige var det der gjorde udslaget, er den skade det måtte have forrettet i hvert fald overskuelig.

Men det er ikke Thisted Bryghus, det handler om, men Nøgne Ø. Jeg må blankt erkende, at brygget er både liftligt og smagfuldt med tydelige noter af friske grannåle og en sød eftersmag af havtorn. Hvis alle “Nyt Nordisk”-bryg, eller for den sags skyld alle “Nyt Nordisk”-projekter var af denne kaliber, ville mine tæers krumning, og de stole jeg sad på’s vrikken, være reduceret aldrig så meget, som når jeg i dag hører konceptet nævnt.

Dét var åbenbart dét. Når man sådan lige tilkæmper sig et overblik, finder man orden i selv det værste kaos. Men nu mangler der jo så lige de øl, som jeg syntes, jeg ville give en fuld anmeldelse. Foruden Thisteds Limfjordsporter med Lakrids de øl Kongebryg havde i baren.

Så der er lidt at tage fat på endnu. Vel mødt til flere anmeldelser snarest.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme