Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tag: 3 Spritterøl fra Royal Unibrew

H. C. Andersen Eventyr, Royal Unibrew (3 spritterøl fra Royal Unibrew III)

Overraskende slutspurt

Det er rart omsider at få ordnet dette hængeparti, der har stået i køleskabet, og ventet og ventet på at blive åbnet. Men jeg gider personligt ikke at drikke mig halvfuld, med mindre der er en ordentlig anledning, og det var der først i går aftes, da en nær ven af familien var på besøg for at sige farvel, før vi tager til Irland.

Hele 9 procent er den på (øllen, ikke vennen). Det er dermed en øl, der er egnet til at dele, med mindre man da absolut vil være fuld af en enkelt øl. Delt blev den altså, ligesom den Leffe Blonde, som bliver anmeldt i næste indlæg.

H. C. Andersen Eventyr er en ekstrastærk pilsner, formentlig boosted med rigelige mængder glucosesirup. Som en pilsner ser den også ud – farve og viskousitet måske lidt mørkere og lidt tykkere end vanligt, mens skummet er fladt og kedsommeligt, som man kender det fra den danske pilsner. Duften er skrapt sprittet og en smule vinøs, men ikke overraskende mest sprittet. Ellers er der ikke meget at sige om duften, der undtagelsesvis ikke emmer af besk til harsk humle, der på forhånd giver én hovedpine.

Smagen rummer en overraskelse. Det er en fortrinsvis sød øl. I modsætning til stort set alle de andre spritterøl, er humlen ikke specielt bitter, endsige harsk, de rigelige mængder alkohol giver en god men ikke overdrevet fylde. Nøgleordet er vinøsitet, og netop den fornemmelse styrkes, hvis man trækker lidt luft hen over tungen, mens man lader brygget hvile i munden. I eftersmagen træder humlens bitterhed dog frem, lettere besk – men slet ikke harsk, som man kender det fra de allerværste spritterøl.

Gæsteanmelder Ole var langt hen ad vejen enig i vurderingen, og vi endte begge på fire stjerner til en øl, som jeg personligt husker som aldeles rædsom. Det er også mange år siden, jeg sidst har prøvet den, og det er godt at vide, at nogle ting såsom smagsløg udvikles med alderen, og giver én lejlighed til oprigtigt at blive positivt overrasket.
4-stjerner

Giraf Beer, Royal Unibrew (3 spritterøl fra Royal Unibrew II)

Harsk Hovedpinefremkalder

Lad mig sige det som det er – det er langt mere spændende at browse trivia om disse spritterøl, end det er at konsumere dem. Om Giraf-øl fra 1962, kan det fx berettes, at det ikke var Albanis modtræk til Carlsbergs Elephant Beer, der blev lanceret tre år tidligere i Danmark efter siden 1955 at have været forhandlet på sydkysten af Vestafrika. Bryggeriet beretter selv, at anledningen var den triste, at Odense Zoos giraf Kalle var død af en forgiftning. For at rejse penge til en ny giraf, lancerede bryggeriet d. 31. august 1962 mærket Giraf Beer, der blev en så stor succes, at Odense Zoo fik råd til hele to giraffer i stedet for én.

Det er jo triumferende og trist på samme tid – alt hvad et sandt drama har brug for. Dramatisk er også øllets alkoholprocent på 7,3, der praktisk taget gør brygget umuligt at nyde i de mængder, det forhandles i, uden at man faktisk bliver småfuld af det. Jeg forstår slet ikke, hvorfor så stærk øl absolut skal forhandles i halvliters-containere. En almindelig 0,33 l.-flaske er mere end rigeligt, og hvis man absolut vil være fuld, kunne man jo drikke to af disse. Som øldatabasen skriver: “Den (Giraffen) var blevet forgiftet. Måske er det netop dét Albani prøver at genskabe i denne stærk-øl?” Det er en bekymring, jeg ikke er utilbøjelig til at dele, da nærværende bryg desværre minder alt for meget om de andre spritterøl, denne blog har taget op til kærlig behandling.

Igen er der grundlæggende tale om en undergæret pilsner, der ved tilsætning af råfrugt (majs) har fået hamret alkoholprocenten op i nærheden af den mellemste stratosfære. Løden er dog lidt mørkere, end det strågule bryg, man ellers kender fra pilsnere herhjemme, og skummet er tættere, næsten flødeagtigt, klæbende og solidt. Duften er ligefrem på samme måde som en knyttet næve er det. Humle og korn lige i fjæset, garneret med en alkoholinduceret tyngde, der allerede gør en småsvimmel.

Smagen er at betegne som besk – fyldigt besk. Det er ikke en tynd eller vandig øl i det mindste. Desværre er vandighed ikke afløst af noget godt, for den fyldige beskhed tipper snart over og bliver harsk. Det sker i eftersmagen allerede efter den første tår, at harskheden klægt klæber sig til gane og mandler.

Læserne vil vide, at jeg ellers holder mægtig meget af bittert øl – IPA er som type en af mine absolutte favoritter, så hvad har jeg egentlig at beklage mig over? Jo, øllet er for ufint og brutalt, bitterhed er ikke nok, og at tro, at der bare skal være meget af bitterheden – så bliver øllet godt, er en misforståelse. Det er som om øllet føles mod tungen på samme måde som en hammer må føles mod hovedet (- en analogi, der passer i mere end én forstand, da jeg også oplevede hovedpine efter at have drukket den) Det er meget godt med saft og kraft – men der er andre måder at levere saft og kraft end ved at banke det brutalt ned i smagsløgene. Kraften kunne også komme nedefra – og i stedet løfte smagen op – højt op, så det ikke kun var alkoholprocenten, der endte i stratosfæren.

Vel – nok snak om en smag, der i grunden ikke er spor sofistikeret og der derfor ikke bør spildes mange flere ord på. En vis sødme bag på tungen formår faktisk at redde en smule, så harskheden i det mindste bliver afrundet og ikke helt umulig at arbejde med. Sødmen virker dog lidt som om, at øllet selv trækker i den nødbremse, der skal forhindre det harske islæt i helt at ødelægge oplevelsen – som om bryggeren selv vidste, at den var gal, og i sidste øjeblik lige fik glattet lidt ud. Det redder selvfølgelig noget, men det er en uelegant, kedelig og sammensat lappeløsning, der efterlader et ufuldendt smagsindtryk.

1-en-halv-stjerne

Royal Strong Ale, Royal Unibrew (3 spritterøl fra Royal Unibrew I)

Uventet overraskelse


Som lovet tidligere begynder jeg hermed endnu et mini-tema, denne gang om tre stærke pilsnerøl fra Royal Unibrew. Nærværende anmeldelse og de to næste (med mindre jeg bliver træt af dem undervejs og udskyder planerne) kommer til at handle om øllene …

– Royal Strong Ale
– Giraf Beer
– H.C. Andersen Eventyr

Fælles for dem er den høje alkoholprocent, der gør dem til Skatteklasse 3-øl, den med regulære pilsnere sammenlignelige pris, samt det faktum, at producenten er én af de tre største spillere på det hjemlige ølmarked ud over Carlsberg og Harboe. Dermed opfylder de de oprindelige krav, jeg for snart to år siden opstillede for, hvornår en øl er en spritterøl. Første gang, jeg kørte et spritterøltema var alle øllene fra Carlsberg og Harboe, og da jeg forleden så disse tre i Fakta, tænkte jeg, at nu måtte turen være kommet til at trække Royal Unibrew gennem den samme mølle.

Royal Strong Ale er gammelt øl på nye flasker – eller dåser om man vil i dette tilfælde. Ifølge hjemmesiden Jo-hansen.dk/beer, en hjemmeside ejet af en familie, der blandt andet samler på øl, er der egentlig tale om Ceres’ Dansk Dortmunder, om hvilken siden desuden beretter, at det var den første rigtigt stærke øl, der blev produceret i Danmark efter krigen – det var i ’53. Siden blev den åbenbart eksporteret med stor succes til Italien, hvor den fik navnet ‘Strong Ale.’ Nu er den tilbage i Danmark under navnet Royal Strong Ale, men …!

… Men men men – det ændrer ikke ved det faktum, at der fortsat er tale om en stærk pilsnerøl, og ikke nogen ale. Ale er altid overgæret, pilsner er altid undergæret – det er ikke svært at forstå, så hvorfor kalder Royal Unibrew en stærk pilsner for en ale? Tænker de, at når den gik i Italien, så går den nok også i Danmark? Eller er det i virkeligheden bare nogle smarte marketingsfolk, der endnu engang har for meget magt (til fortvivlelse for os, der har mere end blot perifer viden om øl) til at forkaste det oprindelige navn, velnok som noget uforståeligt, militant, preussisk kaudervældsk, og erstatte det med smarte, proaktive angelsaksiske buzz-words, der til gengæld intet har med virkeligheden at gøre?

Ikke overraskende hælder jeg til det andet retoriske spørgsmål som det, der kommer tættest på. Men når det er sagt, skal man huske på, at det jo egentlig kun er indpakningen, marketingafdelingen har haft kløerne i – ikke indholdet. Der er tale om en øl med snart 60 år på bagen, så måske har den alligevel noget at byde på.

På det ydre syner den nu ikke af meget. Det er et pilsnergult bryg, med råvidt skum og som sådan lidet overraskende. Duften overrasker til gengæld. Det er ikke den kraftige dunst af hovedpine og tømmermænd, man møder i andre spritterøl, men derimod en mere krydret duft – af friskere, fyldigere humle, indrømmet ved siden af den velkendte kornede pilsnerduft.

Smagen er ganske kraftig – igen overraskende i betragtning af, at det alt andet lige blot er et stærkt pilsnerprodukt fra et stort dansk bryggeri, man har sat for munden. For det er ikke bare en stærk smag af sprit, nej, den gør også i smagen et overraskende krydret indtryk. Ud over en fortrinsvis sød humle er der en underliggende note af lakrids, der sammen med alkoholen giver brygget en god fylde, og får det til at føles rigtig rart i munden. Lakridsaromaen giver et elegant pift, der løfter brygget op over de andre spritterøl, denne blog har taget op til vurdering, endskønt alkohol og den alligevel kraftige humlesmag også gør øllet en kende tungt.

Eftersmagen klæber efter hver mundfuld blidt til ganen, og efterlader et overvejende sødt indtryk. Man skal dog passe på med at nyde øllet for længe, for som det mister sin relativt dominerende brus, bliver det efterhånden dovent, metallisk og harskt. – Men drikker man det hurtigt for at blive fuld, sådan som man må mistænke, det er meningen, man skal gøre med disse øl ifølge producenten, så vil dette forehavende med sikkerhed lykkes – og man vil kunne nyde den gode smag samtidig.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme