Tæppefald, Bryggeriet Skands

Dagens øl er købt i Irma Aarhus, et supermarked, der har skænket mig mange gode ølstunder. Jeg vil savne Irma Aarhus, og ville også savne det, selvom jeg ikke dragede til Irland alligevel. For Irma standser alle aktiviteter i Jylland fra marts næste år.

Bryggeriet har vi stiftet bekendtskab med en gang før. Dengang gjaldt det den slet ikke uefne Humle Fryd. Jeg ved ikke om nærværende øl er et senere påhit fra det Brøndbyske bryggeri, for i mellemtiden lader det til, at de har fået lidt mere styr på ortografien – Tæppefald (hvis navn er en cadeau til Det Kongelige Teater) er stavet helt rigtigt, uden at dele det sammensatte navneord. Det ville have været helt i bryggeriernes marketingsafdelingers ånd at kalde den Tæppe Fald – men en sådan øjebæ er altså heldigvis effektivt udskidt  – BLEAH! -skudt på ubestemt tid.

Brøndby er forøvrigt mit favorithold i Superligaen, og det skyldes ikke bare min antipati mod FuCK – næh! Det hold, jeg VIRKELIG holder med, er 2. divisionsholdet Fremad Amager. Tilbage i … 2008, tror jeg det var, fik Brøndby besøg af Deportivo La Coruña, for at spille venskabstræningskamp. Deportivo ville dog gerne spille to kampe – nu hvor de alligevel var taget den lange vej nordpå, og Brøndby foreslog dem, at de da kunne tage en tur ud til det lille lokale hold på Amager.

Så en halvkold, regnvåd dag i juli stod vi allesammen, og nød, hvordan vores hjemmehold fik gedigne prygl af de spanske stjerner, der var rejst så langt for at spille med nogle danske hold. Det var simpelt hen skønt – vejret rædsomt og nederlaget enormt, men at se de spanske stjerner spille på lille Sundby Idrætspark, var en af de største fodboldoplevelser, jeg kan huske.

Og til en fodboldkamp kan man jo også nyde en god øl – eller en cola, hvis man ikke kan lide øl. Jeg var efter skænkningen en kende i tvivl om, hvad der var tale om, for jeg har aldrig set øl, der ligner cola så meget. Boblerne på glassets sider og det brusende sodavandsskum ville garanteret have narret mig, om jeg ikke havde vidst, at det var øl, der var i glasset.

Duften ville nok have givet mig et hint, men så heller ikke mere, for bouqueten er temmelig svag, omend ikke voldsomt cola-agtig. Det afsløres i duften, at der er tale om en relativt sød, maltet øl. Karamel, malt og mørkt sukker dominerer odeuren.

Jeg husker med gru, hvordan jeg engang spiste en mundfuld tun-mousse i den tro, at det var en slags is – Føj! Ellers holder jeg meget af både tun og is, men jeg kunne forestille mig, at det havde været en lignende oplevelse, hvis jeg ikke havde vidst, at det var en øl, jeg sad med, da jeg satte glasset for munden.
Det startede egentlig lovende med en ret fyldig blanding af maltnoter iblandet kandis, og et letbittert humleelement i eftersmagen til at runde det heleD af med. Desværre varede lykken ikke så længe. Ind fra venstre gjorde en syrlig note sin entre, og skønt den startede i det små, bredte den sig snart ud i alle hjørner og kanter af munden.

Til sidst var der ikke meget mere at smage end syrligheden, og fra at være en blandet fornøjelse i begyndelsen var øllet ved afslutningen – ved tæppefaldet om man vil – forvandlet til en tam, flad og ikke mindst sur omgang. Havde syrligheden i det mindste været interessant, kunne øllet måske være reddet på stregen, men eddikeagtig syrlighed er aldrig velgørende.

Det er egentlig imponerende, at en så lille øl kan ændre sig så meget. Egentlig ville jeg også have skrevet, at flaskens størrelse er ideel, idet den indeholder nok til, at man kan smage og nyde øllet, og for lidt til at man bliver fuld af det. Vil man være fuld, kan man åbne nogle flere. Men til en øl, der stort set er mislykket og i den grad ikke ved hvad den vil, er næsten alle flasker faktisk for store.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!