Deja-vu
Og så nåede jeg til aftenens øl, og fik dermed rettet op på hængepartiet – at have to anmeldelser ude at svæve samtidig. En følelse præget af lige dele utilstrækkelighed, uro og utilpashed, omtrent som nærværende øls hovedperson må have følt det, da hun blev foldet sammen og proppet ned i sadeltasken på den anden knallertbryders, Pia Vildbjergs, knallert.
Skulle man ikke være velbevandret nok, i Monrad & Rislunds bizarre univers, kan selve hændelsen opleves i radiotransmissionen fra Væmmelse Nørmark Lilleskole, hvor der blev afholdt knallertbrydning for kvinder. Det sker på pladen “Hundestjerner Hasteindlagt”, der indbragte komikerparret en guldplade. Et fyldigere referat kan findes på komikerduoens hjemmeside, hvor der imidlertid kan konstateres en konflikt i stavningen af hovedpersonens efternavn. Der staves det med ‘Z’ – mens det på øllets etiket, som det fremgår, staves med ‘SZ’. Så meget for markedsføringspingernes evner udi konsekvens med hensyn til almindelig ortografi.
Brygget er i øvrigt en del af Kvicklys Ølfestivalg, en tradition, der blev startet sidste år, og som jeg aldrig rigtig fik fod på. Blandt andet fordi der kom en kortvarig emigration til Irland i vejen. Gennemgangen bliver næppe heller denne gang fyldestgørende, men lidt er der da kommet med til ølkælderen (på toppen af vores køkkenskab), og som mangeårig følger af Monrad & Rislunds underholdende univers, – og af fantombryggeriet Pladderballe Bryghus’ sjældent helt uantagelige bryg – er denne øl en selvfølgelighed i arsenalet.
Pladderballe Bryghus’ øl startede ud med et uhørt højt niveau, der desværre skulle gå hen og blive det egentlige bryggeris, Slotsbryggeriet Fønix’, tragiske endeligt. Svaneke har stået for brygningen siden, og resultaterne har siden i alt for høj grad peget i retning af Svanekes andre bryg. Det er sjældent helt godt nok til at være – ja – godt nok.
Her er der tale om en hvedeøl, og allerede der er oddsene ikke for gode. Hvedeøl er ofte for tynde, og hvis de endelig smager af noget, smager de alt for ofte af gær. Sjældent får man fat i de gode, der smager af hyldeblomst og græs på en dugfrisk forårseng, og selv disse mangler fylden og kraften til at blive kaldt sådan rigtig gode.
En Szlatmok hører til blandt dem, der smager af noget. Den smager også noget af gær, men heldigvis ikke så meget, at det ødelægger det overordnede indtryk. Gæren kan ellers tydeligt ses. Flasken, der havde stået lodret i køleskabet, måtte agiteres temmelig længe, før det klæbrige mudder i bunden af flasken havde løsnet sig. Overraskende nok betød dette ikke alverden for kulsyrefrigørelsen ved åbningen, så brygget blev faktisk i flasken. Farven er grapegul, og duften også syrlig i samme retning. Brygget er ganske uigennemskinneligt på grund af restgæren, med relativt cremet, hvidt skum, så der på den visuelle side ikke er meget at pege fingre ad. Ved siden af grapefrugtens stikkende syrlighed finder man også en bouquet af frisk franskbrød. Lettere ildevarslende i betragtning af et par andre øl, der duftede i samme retning.
Ved siden af gæren, er det frisksyrlige aromaer, der præger brygget. Der er et markant element af lime og igen af grape. Dertil kommer en skarpt bitter bi- og eftersmag af en blanding af pilsnerhumle og det bitre element fra grapefrugter. Det er en for så vidt forfriskende oplevelse, omend den megen gær gør den en anelse træg at komme igennem. Brygget er ikke helt i balance, og den relativt store fokus på friskhed og syrlighed gør også, at brygget ender med at føles en kende tyndt. Brygget er det indtil videre svageste fra Pladderballe Bryghus, og det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, at det sker efter, at Svaneke Bryghus har taget over.
Fik jeg sagt, at dagens bryg også var nr. 350, jeg har anmeldt? Næh, det gjorde jeg vist ikke, men det er det. Og endnu engang er en af jubilæumsanmeldelserne ikke ligefrem noget at råbe hurra for – men det har da været værre, så lad det være godt nok for denne gang.
