Et aldrende monster …
Det er ikke hver dag, man flytter. Og gudsketakoglov for det (vid, at det er såre sjældent, at jeg bander kristent). De sidste dage har været kaos, og først nu begynder min nye lejlighed i hyggelige Husum så småt ikke længere at ligne Jerusalem år 70. Noget andet, jeg ikke har oplevet i næsten lige så lang tid, som jeg ikke er flyttet (eller sådan føles det næsten), er at jeg omsider er up-to-date med mine anmeldelser. Der er ikke længere en lang kø af øl, jeg allerede har prøvesmagt, og endnu ikke har fået anmeldt. Brygget, der anmeldes her, er faktisk den sidste for mig nye øl, jeg har prøvet. Når den er anmeldt kan jeg prøve en ny, og så anmelde den – nydeligt i rækkefølge uden at behøve at prøve at huske flere øl tilbage.
Ja, jeg synes det er længe siden, jeg sidst har oplevet det. Sådan er det at have gode venner i bryggerbranchen, der inviterer én med til spændende arrangementer, hvor der med rund hånd langes smagsprøver ud.
Det er måske en kende ironisk, at den første øl, jeg prøver i min nye lejlighed er fra Amager Bryghus. Amager er som bekendt øen, jeg lige er flyttet fra, men måske skyldes det, at jeg allerede har fået hjemve. Der er … jeg havde nær sagt undtagelsesvis, men det er måske alligevel liiiige flabet nok, ikke tale om en IPA (dem laver bryggeriet som bekendt mange af) men om en pilsner.
Det opdagede jeg faktisk først, da brygget var for længst var nydt, og jeg først flere timer senere fik taget mig sammen til at lægge brygget på Untappd. Selv når Amager Bryghus laver andre øl end IPA, kan man blive narret – de er ikke for ingenting Danmarks ukronede humlekonger (i min verden i hvert fald).
Det er et ganske lyst, næsten citrongult bryg med overraskende fyldigt og fedtet skum, der klistrer i store fedtede bræmmer på glassets inderside. Duften er citrusfrugtigt sød af lime og krydret af ingefær. Det vanlige fandenivoldske bagholdsangreb og overfald af frådende humle i en rasende blodrus spares man for, selvom nogle vrantne fyrrenåle da stadig skues i baggrunden.
I smagen kender vi så Amager Bryghus igen. Den krasbørstige humle vender tilbage, omend den da har fået med sandpapiret. Smagen er rundere, idet en blidere grapearoma blander sig med humlen, der trods sædvanlig styrke har slået nogle tungere og dybere noter an. Væk er friske kække, skarpe og unge grannåle – ind kommer modne, tungere og mere garvede fyrrenåle traskende ind.
Resultatet er et lidt mere tilbagelænet Amager Bryghus-bryg, der dog intet lader tilbage at ønske i aroma eller karakter. Humlemonstret har smækket benene op, tænderne er slidte, nogle af kløerne mangler, og nu nøjes det med at knurre ad de forbipasserende i stedet for at overfalde dem og rive dem rundt … Ja, lejlighedsvis bliver nyderne endda inviteret indenfor til et par røverhistorier om gamle dage, dengang Swole Mole var en kæk IPA, der rigtig uddelte gedigne prygl til smagsløgene.
Godt med humle er der altid i Amager Bryghus’ bryg – men de kan også mere end det.
