En sejr ville ikke være det værste …
Hermed anmeldelse nr 450, nøje udvalgt blandt de 12 Ølfestivalg-øl. Da jeg startede temaet, bed jeg mærke i, at jeg undervejs ville nå til anmeldelse nr. 450, og så tænkte jeg, det kunne være lidt fikst, hvis denne øl fik æren. Øl nr. 350 var også fra Pladderballe Bryghus. Det gik ikke så voldsomt overdrevet fantastisk med den, så her var der en oplagt chance for revanche.
Det har været spændende at følge eventet såvidt. Det er næppe nogen hemmelighed, at nærværende øl fører stort i afstemningen, skarpt forfulgt af Krenkerup Weissbier, som jeg vil blive anmeldt senere i dag. Rækkefølgen, jeg har anmeldt i, er tilfældig (jeg sværger), og skæbnen ville åbenbart, at det, kunderne syntes bedst om, var det, jeg skulle komme til at anmelde sidst. Mine forventninger til brygget er selvfølgelig afstemt derefter – med risiko for at blive oprigtigt skuffet, men det må vi jo kigge på – og i anden gang dufte til og smage på.
Brygget er en red ale, og den betegnelse har jeg godt nok set bryg, der levede bedre op til. Nærværende bryg er mere ovre i det orange – men i øvrigt nydeligt tåget som ufiltreret øl skal være. Skummet falder dog lidt for hurtigt og mangler fasthed, men formår til gengæld at klistre en smule. Såvidt har vi kigget på det, nu til duft. Den … er der da, men man skal lede noget med snudeskaftet, før den gør nok væsen af sig til at man kan berette derom. Lidt humle – pilsneragtig, men mest en frisk og noget ubestemmelig syrlighed. Her slår det ikke til, at hævde, at brygget ikke gør de store armbevægelser. Der har snarere fundet en lammelse, hvis ikke en amputation sted.
Men det er jo også smagen, der er det vigtigste – og det er endnu et møde med en for mig relativt ny ven, Cascade-humlen. Den bider sig omgående fast i tungen, og fylder gabet med sin kække, friske bitterhed – og som flere på Kvicklys facebook-side har bemærket, gør den godt i sommervarmen. Dermed bestemt ikke ment, at det minder om lette, lyse pilsnerøl ovre vestfra. Nej, brygget har rigeligt format til at en sådan sammenligning ville være den rene og skære fornærmelse.
Brygget er ganske vist relativt let, men med en afdæmpet alkoholstyrke på 3,3% også overraskende fyldigt. Eftersmagen leger længe på mandler og i ganen med en solid bitterhed af nåletræ, så alle takter er gode og øloplevelsen er intakt …
Alligevel kan jeg allerede nu afsløre, at dette ikke er min kandidat til vinderbrygget. Det er et bryg, der satser på en skarp, aromatisk og ligefrem humlebitter eftersmag, der tackler smagsløgene hårdt. Derefter lammer den bagenden af munden med endnu en tackling … men det er som om, den glemmer det, der kommer imellem. Fylden er der da, men den er set bedre. Smagen er god, men den varer ikke ved. Efter det første hårde stød klinger den alt for hurtigt af og afløses af en ganske vist vederkvægende, men også noget anonym friskhed. Der er ingen ubehagelige noter, men det gør ikke automatisk et bryg godt, og antallet af gode noter er simpelt hen set højere i andre bryg her i løbet af Ølfestivalget.
God i sommervarmen? Afgjort! Men en vinderøl skal også kunne mere end det.
