Opvarmning …
Fuuuuuuck maaaaan! … som min gode ven Frank så tit har sagt det så concist og elokvænt … det var vildt! Frank blev sidst nævnt her på bloggen for et halv til trekvart års tid siden, da jeg frekventerede hans indflytterfest på Fyn. I fredags, altså Langfredag – i ved den dag, hvor man skal bøje hovedet og klaske hænderne sammen, mens man i duknakket ydmyghed ihukommer og kontemplerer Jesu pine og død for vore synder – indfandt han sig sammen med undertegnede på Loppen, Christiania for at deltage i et af årets store koncertbrag. Det klassiske britiske Birmingham-baserede Grindcore-band Napalm Death spillede op til dans – dette i sig selv som hån mod højtiden, hvortil genren vel også i en eller anden grad næppe hører til kristenhedens mest vellidte.
For mit vedkommende var der også et element af revanche i det. Ikke imod religionen – den har jeg for længst haft mit stille og udramatiske opgør med efter at have været både døbt og konfirmeret – men derimod mod mig selv. Sidst jeg var til Napalm Death-koncert – for hele 16 år siden i 2002 på Stengade 30 – drak jeg mig så beruset først, at jeg måtte forlade koncerten og tage hjem efter 3 numre.
Gedved (I ved, min tilforn så hyppige gæsteanmelder), som jeg delte dén oplevelse med (han missede dog ikke koncerten) har drillet mig lige siden, og op til koncerten her, skrev han ved enhver lejlighed, når jeg nævnte arrangementet på de sociale medier, at jeg skulle “købe en t-shirt så jeg huskede koncerten”. Det gjorde jeg nemlig sidst. Og det ikoniske vers fra den gamle Red Warszawa-sang “Den Sorte Garderobe” kom til at passe aldrig så nydeligt.
Sådan gik det dog ikke denne gang.
Jeg var – som man måske har kunnet deducere sig til ud fra den video, jeg lagde på min facebookside – helt oppe foran. Og som min ledsagetekst til opslaget vil afsløre holdt jeg hele koncerten. Først i skrivende stund snart tre dage senere, er mine nakkesmerter ved at aftage, men jeg er sprudlende lykkelig og kisteglad over at have følt mig som en 20-årig igen.
Helt appelsinfri var jeg nu heller ikke. Jeg var klog nok til ikke at være mere end (godt) selskabeligt overrislet ved koncertstart, og ventede til at drikke mig æskestiv bagefter. Egentlig ville jeg ikke have prøvet nogen nye øl, men bare have nydt aftenen uden at behøve anmelde. – Undertiden overrasker det mig, hvor dårligt jeg egentlig kender mig selv. Men umiddelbart før koncerten kunne jeg ikke nære mig fra at prøve denne ‘Super Nova’ (ikke upassende i betragtning af den energiudladning, der var i vente), en pilsner efter lokal Christiania-opskrift, hvis produktion pga. en efterspørgsel, der ikke kunne imødekommes af de lokale bryggere, er overtaget af Svaneke Bryghus.
Bartenderen, der anbefalede den, kunne fortælle, at der var ekstra meget humle i, så den virkede mere som en IPA i karakteren. Bartenderen var rimeligt flink og sikkert god til at løfte tunge ting, men det skulle ikke blive sidste gang den aften, at jeg syntes, han ramte helt forbi en karakteristik af øllen.
Den blev drukket ud af flasken – ingen grund til at komplicere adgangen til scenen ved at være så forfinet at man insisterer på glas. Ud af den snævre hals var der imidlertid ikke megen bouquet at spore. Den sløje forventning om en van(d)lig Svaneke-oplevelse nåede akkurat at melde sig …
… før flasken blev sat for munden. Her maste en brovten, hærdebred humle sig lige bramfrit og jovialt ud over tungen og ud i alle mundhulens små afkroge. Tung, aromatisk og først og fremmest bitter af en umiskendelig og signaturtypisk pilsnerhumle. Denne øl er simpelt hen en pilsner, med afsindigt meget ekstra pilsner oven på pilsneren, and then some. Tungeklaskende, gummesmaskende og ganeklikkende lækker, og gennemtrængende bitter af fyldig, varm pilsnerhumle som man finder det i de mest udsøgte tjekkiske og tyske pilsnerøl. – Men med så meget mere pilsner.
Uden at være sikker, vil jeg skyde på, at rygradden af denne udsøgte og ekstraordinære pilsners humlebitterhed hidrører fra hallertauerhumlen. Saazen er som regel lidt skarpere og friskere, mens bitterheden her måske bedst genfindes i en Flensburger Pilsener – og af deres hjemmeside fremgår det, at de netop bruger hallertauerhumlen. So shoot me if I’m wrong.
Men som en IPA ligefrem? Overhovedet ikke. IPA er ikke bare bitter, men også karakteriseret ved dens aromatiske bismage, og i øvrigt en skarp humleprofil, frem for den meget tunge og brede humlearoma, man mødte i dette vidunder. Den intense bitterhed havde den for så vidt til fælles med IPA, men i dens karakter lå den et helt andet sted. Bartenderen skal ikke desto mindre have stor tak for anbefalingen af dette lille mesterværk. For oplevelsen blev bestemt ikke mindre af, at den egentlig ikke lignede IPA særlig meget.
Den kan anbefales enhver ølelsker, der lægger vejen forbi Christiania. Ikke mindst fordi den så tydeligt viser, hvordan selv den mest fortærskede og generiske øltype i vores dage kan fornys og blive ekstraordinær.
Og efter den oplevelse var der koncert!
