– Interessant … Ikke specielt god, men … Interessant
Dagens øl er økologisk og CO2-neutral samt jeg skal komme efter dig skal jeg, og så kan man jo tilgive meget. Fx konflikten for nogle år siden, hvor bryghuset, der ligger i Ryesgade ikke ville indgå overenskomst med 3F. Det ville de heldigvis på bryggeriet i Hedehusene, så der hvor øllet rent faktisk produceres, har medarbejderne overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold, så jeg har besluttet mig for, at der ikke er nogen grund til at boykotte produkterne længere. Spisestedet på Ryesgade sætter jeg til gengæld ikke mine ben i, men det må læserne selvfølgelig selv om.
Til gengæld kan jeg ikke lade være med at være en kende bekymret for øllets kvalitet. Som bekendt har vi her på bloggen endnu til gode at prøve noget rigtig godt økologisk hvedeøl. Denne gang har vi selvfølgelig at gøre med en dansk produceret belgisk hvedeølstype, så måske er jeg langt nok væk fra de allerede testede sydtyske hvedeøl, til at jeg kan tillade mig at være bekymret.
Skriften på flasken, derimod, vækker ikke udelt begejstring. Det skulle således være en “let forfriskende hvedeøl […] forfriskende, let, sødmefuld, let syrlig” og “næsten uden bitterhed“. Det lover mildt sagt ikke godt. Det forekommer mig faktisk, at Nørrebro Bryghus har gjort sig umage for, at lige netop jeg skulle løbe skrigende bort blot ved synet af emballagen. Måske havde jeg også ladet den stå, hvis jeg selv havde valgt. Men det var min søde viv, der købte den til mig, fordi hun syntes det var synd for mig, at jeg sådan skulle kløjes i det tynde Fakta-øl. Uanset om øllet nu er godt eller skidt, forbliver det uendelig sødt af hende, og jeg er hende overordentlig taknemmelig for, at jeg kan forlænge afbrækket i temaet ved hendes mellemkomst lidt endnu.
Øllet har en rigtig lækker, cremet hvedeølfarve. Den er næsten citrongul og vidunderligt gær-grumset (husk at vende flasken før I skænker!) Skummet imponerer dog ikke så meget, som tysk weißbierskum gär (argh!) gør for h… GØR! Den dufter allerede lidt syrligt, men det er ikke den eddikeagtige surhed, man kender fra danske pilsnere. Det er en behagelig syrlighed, som man kender fra friske, grønne æbler, blandet med et stænk af søde blomster.
Med toner af grapefrugt går æblesyrligheden igen i smagen, hvor den er både skarp og dominerende. Til gengæld opdager man snart, at der er væsentlig forskel på syrlighed og surhed. Surhed er udpræget ubehagelig og stikkende. Det er syrligheden i denne øl overhovedet ikke. Den er derimod både forfriskende og læskende, præcis som etiketten lover, og bryggeriet overdriver faktisk ikke øllets læskende og vederkvægende egenskaber. Syrligheden ledsages af en let sødme, der især mærkes, når brygget når svælget. Muligvis er det den tilsatte pomeransskal, der smages. Den minder om clementiner og andre søde citrusfrugter.
Det er en letdrikkelig specialøl, der klart slår det søde, letdrikkelige sprøjt, som festfolket tyller i sig. Stuykman Wit ville være alle tiders erstatning for Bacardi Breezer eller Somersby pseudo-cider. Den er nemlig, endnu engang som bryggeriet siger, næsten ikke bitter, hvilket jo må appellere til pseudo-cider-fans over hele landet. Den danske pilsners surhed – som ellers sjældent nævnes som festfolkets problem med øl – er der jo i en eller anden grad stadig væk, omend i en meget mere behagelig form. Så det må jo være den perfekte fest-øl … Eller hvad?
For mig forbliver den imidlertid både for let og for syrlig. Den er god til at lære én forskel på surt og syrligt og så ikke så forfærdeligt meget mere. Det er selvfølgelig interessant med de utraditionelle aromaer, men rigtig godt synes jeg aldrig det bliver. Alt i alt forekommer Stuykman Wit mig en smule bedre, end sådan som jeg husker Hoegaarden. Og det er ærligt talt ikke super imponerende.
