Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Strong Ale, Thisted Bryghus

Farin og nødder …

Besøgstallet for december ser meget fint ud. Jeg har faktisk aldrig haft så mange gennemsnitlige klik pr. dag på min blog nogensinde før, som jeg har haft i indeværende måned. Mit mål for i år var at nå op på 4.000 klik pr måned – det mål er for længst nået, og i november nåede jeg endda op over 5.000.
I mit stille sind tænkte jeg, det kunne være sjovt at nå op over 6.000 læsere – et tal, jeg aldrig er nået op på før, men så tænkte jeg igen. For med den raketfart, læserne rasede ind på bloggen de første dage af december, var der ingen grund til at tænke småt.
Så nu går jeg efter 7.000 læsere på bloggen i december. Over 1.000 mere, end jeg nogensinde har haft før – fordi det ligger vel inden for det mulige, omend det også vil kræve et minimum af anstrengelse fra min side.
At anstrenge mig er imidlertid ikke det, jeg gør med størst fornøjelse for øjeblikket. Uanset hvor introvert jeg er, rammer den fornyede Corona-isolation også mig, og sammen med ledigheden har det desværre resulteret i en temmelig grim depressiv tilstand. Den kæmper jeg dagligt med at reducere og forbedre – blandt andet ved at holde fast i at dele indlæg på min blog med ikke alt for store mellemrum, men det kræver en større indsats end ellers.
Min YouTube-kanal sker der således ikke meget på. Min fødselsdagslivestream er det seneste, der kan ses, og det er fra starten af november. Jeg har sagt ja til igen at hoste et segment af en Christmas relay Stream på juledag. Måske vil det sparke lidt liv i kanalen igen – jeg gør i hvert fald hvad jeg kan for at få lidt sving i aktivismen igen, selvom det er svært.

Øllene render i mellemtiden ingen steder. Den her stærke sag åbnede jeg mere end noget i mangel på bedre. Fx i mangel på juleøl, af hvilke udvalget har vist sig meget begrænset heroppe i det nordvestjyske. Jeg købte den i Føtex for nogle måneder siden, hvor der var tilbud, hvis man købte fire øl af gangen. Da jeg havde fundet tre (herunder de seneste øl fra to øl) var dette den øl, der så mindst uinteressant ud af det, der var tilbage på hylderne.
7,2% er langt fra det stærkeste, jeg har prøvet, men det er vel alligevel stærkt nok til, at betegnelsen ‘Strong Ale’ ikke er direkte ulovlig. Samtidig er brygget dejlig mørkt, og dufter fyldigt af mørkt sukker og svesker. Forrest på tungen er brygget blødt og sødt smagt til med kagekrydderier og rigeligt farin. Som det ruller gennem munden ændrer det karakter og bliver mere bittert. Det ender ved mandlerne med en markant, næsten besk aroma af lidt for gamle hasselnødder. Igen er det den slags aromaer, man helst er fri for uden for øl, mens det i et bryg som dette opleves som karakter og raffinement.
Ligesom Aecht Schlenkerlas ‘Eiche‘ ville brygget her slet ikke være umuligt på et julebord. Fylde og sødme er mere end adækvat til den fede julemad, og bitterheden leverer krydderiet. Det er langt fra første gang, at erfaringen med sæsonens såkaldte juleøl viser, at ordet ‘jul’ langt fra garanterer egnethed til højtiden, ligesom uegnethed ingenlunde fremgår af ordets fravær på etiketterne.

Så skulle der være udsolgt af de dedikerede juleøl skal man ej fortvivle – der findes gangbare alternativer derude.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 19. december 2020 — 16:55

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme