Lidt for letdrikkelig
Det er alt for længe siden, vi sidst har været på Lolland på bryggeriet Krenkerup ved Sakskøbing. Samtlige bryg, jeg har prøvet fra bryggeriet, (dvs. 3, hvilket næppe giver en population, man kan lave noget signifikant statistik på) har indtil videre scoret 5 stjerner, så det undrer også mig selv såre, hvorfor jeg ikke har prøvet lidt flere øl fra den kant tidligere. Jeg tænker, at jeg næppe kan gå helt galt i byen med en stout fra den kant. Stout er en af mine favoritøltyper, og den holder omtrent samme kulør som min samvittighed og min sjæl.
Ikke desto mindre varsler skænkning allerede om en reduceret stoutoplevelse. Brygget er, grums til trods, gennemskinneligt og colafarvet, og det plasker ned i glasset med samme viskositet som postevand. Stout skal helst opleves tykkere, og skal skvulpe – ikke plaske. Skummet består også alt for meget af bobler, selvom det nu ellers formår at holde sig stabilt over brygget, for så langsomt at forvandle sig til noget, der i det mindste ligner en let chokolademarengsmasse, når de lidt for store bobler sprænges. Dommen som colastout er dog uomgængelig. Der er endvidere mere sød karamel end bitter kaffe i duften, så den farlige, voldsomme stoutoplevelse er næppe i vente.
Som forventet træder vandet da også frem fra begyndelsen. Der er også fine toner af bittert og sødt, som man mærkede det i duften, mildtristet kaffe, og søde flødekarameller. Men altså også lidt for meget vand. Brygget giver aldrig den fylde, man må forvente af en stout, og heller ikke kraften. Her anbefaler undertegnede til gengæld at agitere flaske ved opskænkning og glas ved tømning, da restgæren faktisk giver brygget lidt ekstra fylde og bittersød smag til allersidst.
Men for en stout at være forbliver den for nem, for venlig, for rar, for ufarlig og for letdrikkelig. En bællestout for den utrænede gane, og næsten endda for let til at være oplæringsstout for novicerne, der vil lære typen at kende. Dem, der frygter bitterhed og fylde, giver nærværende stout kun ret, aer med hårene og udfordrer ikke ønsket om ufarligt øl.
Alt det til side, smager brygget jo egentlig heller ikke dårligt – og om ikke andet kan det da lære eventuelle novicer fordelene ved at inkludere restgæren i brygoplevelsen.