Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Störtebeker Roggen-Weizen, Stralsunder Brauerei

2-en-halv-stjerne

Jeg ville egentlig have gemt denne øl til fodbold-VM-finalen. Men som bekendt blev det ikke det bedste hold, der nåede finalen. Men så må man jo nøjes med det næstbedste – eller tredjebedste, afhængigt af om det er placering eller kampprogrammet man kigger på. Drukket blev den i hvert fald, mens Tyskland spillede sin sidste kamp – og hvilken kamp!

Udvalgt var denne øl i hvert fald til at akkompagnere det, som jeg håbede skulle blive årets kamp. Jeg må sandelig sige, at jeg sjældent har set noget så pragtfuldt som VM-bronzekampen, hvor begge hold gav sig 100 %, uden at nogen, som andre hold, prøvede at gøre fodbold til en kampsport.

Spørgsmålet er nu, om den dertil valgte øl levede op i kvalitet til kampbraget på TV.

Det startede meget godt, da jeg på behørig vis hældte den op i et stort krus. (Navnet Störtebeker (ty: ‘Stürz den Becher’) skulle iøvrigt hentyde til bærerens evner udi drikkeriets ædle kunst. Et alenhøjt bæger på fire liter øl eller vin skulle han have nedsvælget i ét drag, ifølge én af de mange legender, der florerer om Klaus Störtebeker, den frisiske fribytter, efter hvem denne øl er opkaldt.) Farven er smukt gyldenorange og har et flot højt skum. Duften er sød, og minder meget om sydtysk Weißbier. Ja, den minder næsten mere i sin bouquet om Weißbier, end Weißbier almindeligvis gär. Undskzld, gør! (Fordømte tyske tastaturindstilling!) Nu var det spændende, om også smagen kunne leve op til duften – og kampen, der så småt var begyndt at få hjertet til at hænge oppe under drøblen.

Jeg rystede flasken med bundsjatten et par gange for at sikre, at al gæren kom med i glasset. Det er et gammelt skippertrick, jeg lærte i min studietid i Marburg. Hvad der har undret mig er, at producenter af ufiltrerede øl i Danmark anbefaler, at man ikke agiterer flasken, netop så man undgår at restgæren kommer med i glasset. Uden at være helt sikker, mener jeg f.eks. at Skagen Bryghus anbefaler dette på Drachmann-Pilsneren, der – skulle jeg hilse at sige – næppe taber noget, ved at man ikke retter sig efter det. Skulle der være nogen særlige grunde, udover at danskere er hysterisk bange for bundfald i øl, til ikke at tage restgæren med, lader jeg mig det gerne vide.

Nu var tiden så kommet til at smage på den vidunderligt grumsede øl.

Störtebeker Roggen-Weizen har en Weißbier-agtig finish, men med en intakt besk bitterhed på bagtungen med antydning af skibsbeg fra det 14. århundrede. Smagen er overraskende, ligesom på tværs af, hvad jeg før har prøvet, hvilket i sig selv er godt. Jeg formoder, at det er tilførslen af rug, der gør at øllet er bittert på trods af, at fornemmelsen og duften er som hvedeøls.

Øllet har dog også en vis syrlighed, der ikke nødvendigvis er en fordel. Som set før, betyder syrligheden, at bitterheden tager af, så særligt eftersmagen kommer til at savne intensitet.

Det er en Weißbier med en smule bitterhed i stedet for sødme – and little more. At tilføje rug giver måske nok noget tiltrængt bitterhed, men det synes at være sket på bekostning af fylde og aroma. Den mangler desværre også et forfriskende, vederkvægende islæt, der kunne have været dens redning. På trods af overgær ender den med at være decideret tyndbenet. Den smager ikke af nok til at være en gourmet-øl, og den er for kraftig til at være forfriskende.

Den gode Störtebeker ville nok snarere harke, sprutte og trække huggerten, end nedsvælge 4 liter af den i et drag.

Den er dog immervæk bedre, end TV2-kommentatorernes evner udi udtale af de tyske landsholdsspilleres navne. (Nej, de hedder ikke Øsil, Svansteiger eller Friedritschts. De hedder altså Özil, Schweinsteiger og Friedrich.) Men der skal altså heller ikke så meget til.

Updated: 11. juli 2016 — 19:01

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme