Nye horisoter af ‘mislykket’.Bryggeriet Vestfyen, der har hjemme i Assens, er kendt for sin Willemoes-serie, og for krudtugle-øllene, der forhandles i Aldi. I mine øjne er alene det, at man leverer til Aldi nok til, at bryggeriet burde boykottes helt og aldeles, men jeg har som bekendt lagt det åg på mine skuldre, at afprøve øl overalt, hvor jeg støder på dem, så jeg ofrer mig i den højere sags tjeneste, og anmelder bryggeriets øl alligevel. Men indtil videre går jeg i en stor bue om deres Aldi-produkter, for Aldi gider jeg trods alt ikke værdige et besøg. Læs selv her hvorfor.
Men anledningen til, at jeg her gør lidt ekstra ud af det vestfynske bryggeri, er deres efterhånden bedagede lancering af fire specialøl i januar. De lanceres under navnet ‘Støckel‘ og er opkaldt efter en dansk opdagelsesrejsende, Johan Støckel, der er så ukendt, at der endnu ikke er skrevet en Wikipedia-artikel om ham. Bryggeriet begrunder navnevalget med, at Støckel under sine rejser til Afrika ‘opdagede en verden af nye horisonter’ og dette skal altså i en eller anden grad have inspireret bryggeriet til at opdage ‘en verden af nye horisonter’ brygmæssigt – eller noget. Det bliver jo så spændende at se, om bryggets kvalitet ellers kan leve op til det, som markedsføringen lover. Iøvrigt meddeler bryggeriet, at Støckel-serien er en “specialølserie af høj kvalitet, men med lavere alkoholprocent end fx vores Willemoes-serie”.
Såvidt har bryggeriet fået ordet. Anmelderens svære lod er som altid at holde bryggeriet ansvarlig for sin markedsføring i fald brygget ikke helt kan holde det, der loves. Det er, hvad der skal ske i løbet af de næste fire anmeldelser, der alle vil omhandle Vestfyens Støckel-øl.
Weissbier … ja, den tyske retskrivningsreform fra slutningen af 90’erne er endnu ikke feset ind hos Vestfyens marketingafdeling, eller også er deres ansatte cand. merc. polyt. fyt-pyt ptøøj! WHATEVER ikke mere it-bevendt, end at de vælger den nemme løsning, og skriver to s’er i stedet for – som den nye retskrivning foreskriver et ß efter diftong eller lang vokal.
Som Weißbier betragtet finder jeg den en kende mørk, og at den tydeligvis også er filtreret gør det ikke bedre. Weißbier skal være ufiltreret og helst brygget i Sydtyskland. Strågult og altså klart er det med kridhvidt skum, som kun rejser sig få milimeter, hvorefter det nærmest knuses som krystalglas under et blylod. At fælt minde om Tongerlo Prior rammer næseborene til almindeligt ubehag – en blanding af kartoffelbrændevin og dårlig marcipan. Nej, førstehåndsindtrykket er bestemt ikke imponerende.
Og det hjælper ikke at smage på brygget. Også her finder man den samme modbydelige blanding af kraftig, marcipanagtig mandelessens blandet med lige dele denatureret sprit og kommensnaps. Det er til absolut ingen fornøjelse med mindre man altså har ganske særlige og for mig uforståelige ølpræferencer. Smager man efter længe nok, kan man bagom sprittetheden fange glimt af blomstersødme, roser og hyldeblomst, men det er et fjernt nødsskrig af noget, der kunne have været, men blev grundigt banket på plads, da det forsøgte at formilde alt det fæle. For at føje spot til skade melder der sig ved finsmagningen også en syrlig bismag af lige dele citron og lime. Det gør ikke godt i det samlede billede, men bidrager endnu mere til skuffelsen.
Det eneste gode at sige om brygget, er at det faktisk er forholdvis tyndt – ja, det er godt at brygget er tyndt, for så mærker man ikke for tydeligt, hvor grimt det egentlig smager.
Nye horisonter? Måske nye horisonter i forhold til at få øl til at mislykkes og smage grimt på helt nye måder, men det formår Støckel Weissbier heller ikke, for i bund og grund smager den som en Tongerlo Prior – bare ikke helt så kraftigt, men nogen form for nytænkning er der altså ikke tale om.
Ligesom ved Tongerlo Prior røg et ikke uanseligt kvantum af denne øl også i vasken før det blev drukket. Bvadr og tak for ingenting såvidt, Vestfyen.
Johan Støckel er ikke ukendt. Der er en hel side om ham i Dansk Biografisk Leksikon. I Congo ville han ikke deltage i de brutale metoder man gav de sorte. Han gik gennem Afrika til fods fra vest til øst. Han byggede hospitalsbarakker i Manchuriet under den Russisk/Japanske krig. – Han stiftede Tøjhusmuseet, hvor der står en buste af ham. Han var europæisk ekspert på gamle håndskydevåben og i 1930’erne efterspurgt som ekspert i Sverige/Tyskland/Østrig/Schweiz og England. Han var højt dekoreret. – Men alt det ved man åbenbart ikke endnu på Amager.
Nu ved jeg ikke rigtig … På det tidspunkt, jeg skrev indlægget, boede jeg i Hvalsø, så bland nu ikke Amagerkanerne ind i det.