Lidt mindre slemt …
Jeg har påtaget mig den opgave at gennemgå alle Støckel-øl fra bryggeriet Vestfyen. Det gør jeg mere og mere i embeds medfør og mindre og mindre for min fornøjelses skyld. Og dette forhold har Sweet Stout – den formentlig mørkeste af Støckel-øllene ikke ændret på.
For i betragtning af, at der er tale om en stout, er skummet påfaldende lyst, omend cremet, og så alligevel hastigt faldende. Selve brygget gør heller ikke noget særligt mørkt væsen af sig. Selv uden lys kan man med lidt god vilje ane, at brygget både er gennemskinneligt, og ikke sort – som det ellers sømmer sig for ordentlig stout. Nej, den er tydeligt rød og tættere på en red ale i lød end på ordentlige stouts. Den er næsten for rød og gennemskinnelig til at kunne kaldes en colastout – for selv i ordet colastout indgår ordet stout.
Duften er ikke så meget en skuffelse, som det er en gentagelse af det velkendte – og dermed kedelige. De ristede malttoner er de mest markante, garneret med en smule chokolade.
Den ristede malt går igen i smagen og ledsages af en relativ bitterhed. Dertil kommer en småsyrlig bismag af ikke helt umodne æbler, der allerede her ødelægger det ikke helt umulige førstehåndsindtryk. Andre gode takter slås an af et stænk af cognac i eftersmagen, men det er ikke markant nok til at redde et overordnet kedeligt bryg.
Den forbliver en flad, vandig omgang – som stout virker den decideret fortyndet – den er ikke særlig mørk, mangler enhver med stout forbunden fylde, og nærmest for at føje spot til skade, så er den – stik mod sit navn – ikke spor sød.
I forhold til de andre Støckel-øl er det måske lidt mindre slemt – men stadig ikke godt.
