Jeg er nået til den sidste øl i Vestfyens Støckel-serie, og det kommer næppe som nogen overraskelse for bloggens faste læsere, at det mere er med lettelse og fryd, at jeg ser dette tema tage en ende, end med vemod og længsel efter mere. Temaet afsluttes med Støckel Pale Ale – en meget almindelig øltype på det britiske kontinent, og det må endnu en gang siges, at være lidt af en tilsnigelse, at øllet kaldes specialøl, eftersom det kun er her til lands, at de jævne uvidende masser kan se noget som helst specielt ved den.
Duften er noget svag, hyldeblomstsød med et let præg af ingefær. Skummet er tæt og marengsagtigt og brygget messinggyldent med et matchende metalelement i bouqueten, der dog snarere giver friskhed frem for at skæmme yderligere. Skummet er overraskende klæbrigt, og efterlader tynde, skrøbelige mosaikker på glasset efterhånden som det drikkes.
Og drikkes er kodeordet. Konsumeres kunne også bruges. Det er heller ikke sådan, at brygget overhovedet ikke kan nydes det skal bare holdes i munden så uendeligt længe, hvis det skal lykkes rent faktisk at nyde det. Bryggets smag er nemlig lige så svag og diffus som duften. Den gør ikke noget væsen af sig, svagt og vandigt humlebitter som den er. En i grunden fin – men alt for svag ledsagende sødme af hyldeblomst forsøger at nette det uimponerende indtryk, men det er forgæves.
Og som for at føje spot til skade melder en skæmmende syrlighed sig mere og mere, som brygget hældes i halsen. Duftens metalliske indslag gør sig også gældende, og det er ikke for det gode. Brygget bliver mere og mere stikkende metallisk, og de delvist forsonende søde toner forsvinder mere og mere.
Brygget gik fra jævnt kedeligt til jævnt flop. Heller ikke Pale Ale kunne redde Støckel-serien. Tværtimod trak den om muligt det samlede billede endnu mere ned.