Mild som ind i …
Fra en tæt på udrikkelig Weissbier til en ‘Mild Ale’. Det undrer mig på forhånd, at man brygger noget under etiketten “specialøl” og så kalder det noget med “mild”. Specialøl skal ikke være milde. De skal smage af en hel masse, om det så er sødt, bittert, syrligt, røget, eller hvad det nu skal være – men mildt – i betydningen “ikke-smage-af-for-meget-for-så-skræmmer-vi-kunderne-væk” – må ikke betegnes specialøl.
Vi er i virkeligheden tilbage ved en af mine gamle kæpheste – at øl i Danmark anses for at være specialøl det øjeblik, de bare afviger det allermindste fra den generiske danske pilsner. I dette tilfælde har vi at gøre med en overgæret øl – den slags er overhovedet ikke specielt i fx Storbritannien, men her anses det for at være så revolutionerende og ekstraordinært usædvanligt, at sprøjtet må betegnes ‘specielt’. Det siger noget generelt om forventningerne om, hvad det danske ølmarked kan holde ud af udfordringer.
Skummet er dog ikke specielt mildt. Nok er det i farven ikke specielt afvigende – det er letgyldent, men konsistensen er lækkert cremet, og skønt skummet falder alt for hurtigt, klæber det til glasset i små fnug. Så langt så godt. Farven er korngul, næsten messingfarvet og egentlig ganske flot. Det eneste virkeligt milde i prologen er bouquet’en. Det er ganske mild – faktisk ganske overordentlig mild, ja, for ikke at sige decideret fraværende.
Smagen er også mild. Den er så mild, at øllet næsten ikke kan smages. Det er så frit for smag, at selv trænede ølhadere skal have smagsløg på stilke for ikke at kunne slukke tørsten i denne øl. Jo, det er så sandelig en mild ale.
Til øllets fordel skal siges, at det på nærmest mirakuløs vis og imod alle odds besidder en vis fylde. En fylde uden smag, men en fylde ikke desto mindre, der om ikke andet gør øllet rart, man fristes til at sige ‘mildt’ at have i munden. Lader man det skvulpe rundt længe nok, og hiver man tilpas mange liter ilt ind over tungen, mens brygget hviler der, så kan man måske tvinge små skjulte smagsnuancer frem. Lidt bitter humle, lidt metallisk bismag, der dog mest virker tørstslukkende og forfriskende, måske lidt malt …
En ganske mild øl – det må man give Vestfyen, der lover de bestemt ikke for meget. Men at markedsføre denne øl som en specialøl tangerer falsk varebetegnelse. Hvis den er specielt noget som helst, så er det, at den i ganske speciel grad er kedelig.
Så var den fæle weissbier da på et eller andet niveau mere speciel i sin udrikkelighed.
