Kejsergråd …
Nogle gange har man fornemmelsen af, at der ikke sker andet, end at ens helte og andre man ser op til dør omkring én. Det skyldes selvfølgelig til dels at kendthed er meget vigtigt i vore dages mediebillede, og når nu der er så afsindigt mange kendte, er det måske ikke så mærkeligt, at kendte menneskers dødsfald optager så mange pixels på skærmene ude i de små hjem hele tiden.
Som tegneserieinteresseret og som skaber af en sådan på amatørniveau var det selvfølgelig noget af et slag, da Stan Lee takkede af. Nu blev vi ramt endnu engang, idet Werner Wejp-Olsen tog plads ved det evige tegnebord, sammen med andre prominente kolleger som Georges Remi, Charles M. Schulz og Franquin – for bare lige at nævne nogle stykker.
Werner Wejp-Olsens tegninger (eller WOW, som han gerne underskrev sig på sine tegninger) var en fast følgesvend gennem min barndom. Jeg husker hvordan hans letgenkendelige, lystige og rene simple streg prydede undervisningsmaterialet i børnehaveklassen. Bedst kendt var han nok for Dick Dangers Krimi-Quiz, som jeg spændt læste i venteværelset hos min klaverlærer, der havde SE & HØR liggende. Endelig var der Felix-tegneserien, som han overtog fra svenskeren Jan Lööf, der nu overlever ham. Han lavede illustrationer i en række læse-letbøger. Nogle vil måske huske Nicolai-serien, som han selv forfattede, samt Jes & Nis, som han illustrerede for Esther Skriver.
Momsemor har jeg aldrig læst, så omtale af den må eventuelle fans have til gode. Men et stort tak for alt skal lyde herfra.
Videre til dagens øl, som jeg har købt i Lidl. Lidl er et tysk Supermarked, der stædigt holder fast i et stort udvalg af varer fra hjemlandet. Lidt af Danmark er imidlertid ved at stikke foden ind, ikke mindst i øludvalget, hvor der så småt begynder at indfinde sig produkter, der er lige en tand eller halvanden over det umanérligt kedelige udvalg af de 17.000.000 (rundt regnet) forskellige flade industripilsnere, som hjemlandets supermarkeder kan byde på. Nationaliteten holder man imidlertid fast i, og således findes denne linje af specialøl (for lack of a better term) fra industribryggeriet Privatbrauerei Eichbaum for tiden på hylderne.
Egentlig ser det ganske flot ud der i glasset, kobberrødt med gyldent skum. Sidstnævnte lægger sig imidlertid meget fladt, og fortrækker hastigt, så på trods af bryggeriets betegnelse Imperial IPA, er der hverken meget royalt eller kejserligt over den visuelle indledning.
Hjemlandet mærkes mere i bouqueten end godt er. I stedet for skarp, hårdtslående bitterhumle, eventuelt ledsaget af blomster og frugter, sådan som man kender en ordentlig IPA, afgiver brygget her en uengageret em af jævn pilsner, der måske er tonet en lille smule i retning af noget ubestemmeligt nåletræ. Det forekommer, at bryggeriet helst ikke vil udfordre tyskernes konservative (for ikke at sige forstokkede) ideer om, hvad øl er, for jeg har prøvet indtil flere pilsnere, der duftede mere af IPA end den her.
– Og smagte, kunne jeg tilføje. Det tidligere kejserrige, nu forbundsrepubliks umiskendelige smag for kedelig, konform, konservativ industri har formået at ødelægge endnu et eksperiment udi brygning af interessant øl. IPA’en sprøde bitterhed er skånselsløst kvalt i alt for meget vand, og jamrer som en metallisk efterklang ved gummerne. De krydrede og blomstrede noter bliver også holdt effektivt nede og kun vage spor af ingefær og anis overlever som en fortyndet ginger ale med et opløst Kongen-af-Danmarks bolsje i. Det er næsten flabet, sådan at blande det danske kongehus ind i den tyske kejserlige arvefølge, men når produktet er så svagt, må man gerne være flabet – ja, ubehøvlet endda.
Vi må håbe, den gode Wejp-Olsens tegnestue i det hinsides ligger i god afstand fra samtlige tyske kejsere. De må alle rotere og græde hjerteskærende over, at nogen i deres gamle land kunne have den frækhed at påklistre betegnelsen ‘kejserlig’ på et bryg, ad hvilket selv ussel almue og pjalteproletariat ville fnyse fornærmet.
