Argh! Øv!
Ærgelsen er stor! I lørdags havde jeg ellers lagt op til den helt store udvidelse af mit ølblogningskoncept. Forinden havde jeg modtaget to smagsprøver fra det nye, hippe bryggeri Beard Brew, som jeg havde inviteret min gode ven og medsmager Marcus ind for at afprøve. Traditionen tro blev seancen optaget – denne gang på min computer, med henblik på at vores anmeldelse efterfølgende skulle redigeres udgives som podcast. Vi prøvede endda ihærdigt og ikke helt uden held at tale tydeligt og væve mindre i det, så det ville være egnet at lytte til bagefter.
Nu har jeg så kunnet konstatere, at lydfilerne er elendige i kvalitet. Marcus kan næsten ikke høres overhovedet, og selv lyder jeg som om jeg taler ind centrallageret for en større kædeforhandler af edderdunsdyner.
Podcasten må vente til jeg får noget bedre optageudstyr, tyder meget på. Og det er jo ikke fordi udgifterne i forvejen er få eller små på netop denne tid af året. Nu håber jeg bare, at jeg kan dechifrere nok af det Marcus siger, til at gøre hans medanmeldelse ære.
Men det må vente lidt. For endnu før jeg fik svar på den sms, jeg havde sendt Marcus samme morgen om, at jeg havde nogle spændende øl, jeg gerne ville have ham til at medanmelde, var jeg allerede godt i gang med den her. Den er købt i Lidl, sammen med den såkaldte Imperial IPA (der i virkeligheden var hverken eller) fra forleden, og i samme ‘Steam Brew’ serie fra Privatbrauerei Eichbaum. Her er der tale om en ‘German Red’ – en øltype, jeg ikke i forvejen er bekendt med, og som jeg derfor gætter på, er opfundet til lejligheden.
Men gerne for min skyld. Tyskerne kan for all I care hive nye øltyper ud af bukserne med samme frekvens som Martin Henriksen kan finde på nye afsindige måder at udsætte sagesløse flygtninge og muslimer for racistisk lovgivning – (nota bene! Ikke efter tysk, men østrigsk forbillede. Det glemmer folk efter min mening alt for tit). De sidste alt for mange årtier har tyskerne højst haft en håndfuld typer at byde på. Det manglede bare at de endelig blev lidt hittepåsomme.
Brygget er skam også ganske flot kobberrødt. Skummet er nydeligt gyldent, tæt, fedtet og på trods af alt dette ganske hastigt faldende. Bouqueten lover hverken særlig godt eller særlig skidt. En markant maltbund jager de værste forudaninger bort, mens en antydning af oxideret småsyrlighed alligevel peger i retning af noget småkedeligt, om ikke småmislykket. En baggrund af generisk hallertauerhumle gør én glad for, at humlen i det mindste er gennemtrængende nok til at gøre sig bemærket. Men så skulle det lige være den humle, som man kender til en hudløshed så nedslidende, at muskler og sener også er ved at blive flået af.
Aromaen er til gengæld mere entydigt positiv – overraskende nok i betragtning af, hvilket flop den første i serien var. Aroma af akaciehonning lægger sig lækkert og overraskende fyldigt som en kælen hinde over tungen. Bag i munden ved mandler og gummer melder en dertil nydeligt afstemt bitterhed af hasselnødder sig. Det er ikke bare overraskende smagfuldt, det er også bare virkeligt rart på sidde-bag-pejsen-med-varm-kakao-med-skumfiduser-i måden.
Uden at brygget i øvrigt er ligefrem uhørt godt. De gode indtryk er holdt på det jævne, men stadig med et imponerende fravær af forstyrrende syrlighed eller et for præsent vandindtryk.
Der er en stout tilbage i denne række af tre øl. Min modstand mod egne fordomme rækker ikke til, at jeg tør have tilnærmelsesvis høje forventninger til den – heller ikke med denne lille overraskelse i baghovedet. Lur mig om ikke vi har en vinder i den her …
… men det ved vi selvfølgelig ikke før de alle er afprøvet.
Det er en fe’ ide med en podcast . Arbejd gerne videre med det. Og god julesmag
Tak for indsparket. Jeg er glad for, at du kan lide ideen, og det er bestemt noget, jeg vil arbejde videre med.
Og måske endda også hinsiden – nu må vi se.
Enig med stjerne, måske lige en halv mere fra min side. Ærgelige at Lidl har godt styr på udløbsdatoerne, så man ikke kan skralde dem.