– Det tynde – men ikke tyndeste – øl
Nu og da støder man på spøjse ting, som bare må prøves, og sådan er det selvfølgelig også med øl. Denne øl fandt jeg i den lokale kiosk en aften, hvor jeg ellers bare var gået ned for at købe et klippekort. Jeg tjekker altid den lokale kiosk for spændende øltilbud – ligesom jeg gør med alle kiosker for den sags skyld.
Og der stod den så – med sin spøjse form, sit nødtørftigt påklistrede prismærke på 11,95 og en holdbarhed til på næste onsdag. Den manglede til gengæld pantmærke, så hvorfra den er blevet parallelimporteret står hen i det uvisse, men jeg kunne jo ikke gøre andet end tage den med, og give den et godt hjem i min vom.
Jeg har ikke den fjerneste anelse om, præcis hvor i Rusland denne øl kommer fra, og efter min bedste vurdering er navnet på øllet identisk med navnet på bryggeriet. Der stod også “Iz bogonka” på flasken, men jeg har på trods konsultation af fine ordbøger, lånt af min vivs syveninde, der har læst russisk, ikke fundet ud af hvad det betyder. Jeg har dog fundet ud af, at Staryj Mjelnik mjagkoje betyder “Den Gamle Møller, blød [- eller mild?]” (uautoriseret transkription på min regning) og det lyder jo om ikke andet hyggeligt.
Samtlige alarmklokker klemter dog, så snart man kaster sit blik på den. Flasken er klar, og afslører en nærmest citronsaftgul farve, ikke meget ulig urin midt i en heftig druktur. Bedre bliver det ikke, når man hælder den op i et glas. At der nu er endnu kortere vej gennem den næsten klare væske, før den atter rammer glasset får bestemt ikke øllet til at se tættere ud. Det er, at dømme ud fra farven, noget af det tyndeste sprøjt, jeg har prøvet hidtil. Dertil kommer, at skummet er helt ufatteligt skrøbeligt. Jeg har set meget sodavand med mere skum, og helhedsindtrykket på nuværende tidspunkt er måske mest sammenligneligt med en lunken Klar Cola fra Brugsen. Den dufter heller ikke rigtig af noget – der er måske lige en antydning af noget maltagtig sødme, og det er alt.
Og det er vitterlig meget tyndt. Man skal virkelig ned og lede mellem smagsløgene for at finde noget af interesse. Da mine forventninger var reduceret temmelig kraftigt af den tynde indledning, var jeg dog mere lettet over, at brygget på den anden side ikke smagte decideret dårligt. Sødmen fra duften kan man således genfinde efter nogen søgen – og en truende syrlighed, forbliver kun truende, måske på grund af øllets generelle mangel på smag. Ser man det på den måde, er det næsten positivt, at øllet er så tyndt.
Men det er alt andet lige ikke det tyndeste øl, jeg har smagt. Det er ikke danskvand med et stænk af humle, der er tale om – vi er snarere ovre i noget humlesodavand, hvilket det høje indhold af kulsyre også bidrager til fornemmelsen af. I flæng kan jeg da nævne Kay-Sar fra Cult, Tuborg Super Light og Dansk Pilsner fra Harboe som nogen, denne øl alt andet lige formår at give baghjul.
