Smagfuld spritterøl …
Rigtig mange af de øl jeg prøver, støder jeg tilfældigvis på i supermarkedet, og tager dem kun med, fordi jeg ikke har prøvet dem før. Denne her er fra Føtex, og er købt netop på de betingelser. Jeg har aldrig hørt om brygget før, omend jeg har været inde over bryggeriet med jævne mellemrum. La Goudale ser ud til at være fast leverandør til Salling Group af franske special- og som her, standardøl.
For det er i grunden blot en stærk pilsner vi har at gøre med. Næppe overraskende hentyder ‘8,0’ i navnet til alkoholprocenten, der ved tilsætning af majs er banket ekstra højt op. En pilsner i klasse med Elephant, Bjørnebryg, Brutalis og hvad de ellers hedder de mange billige og stærke øl, der i mine øjne alene appellerer til et forbrugersegment, der snarere burde gå i behandling for deres alkoholkonsum, frem for at få tilbudt øl af denne kaliber. Formålet med disse øl er at blive fuld hurtigt og billigt. Et rationale jeg personligt end ikke finder tiltalende når der er fest. Jeg kan ikke ryste følelsen af, at producenterne bag disse bryg søger at profitere af nogle ulykkelige skæbner, der har opgivet at finde glæde andre steder end i den hurtige, billige alkoholrus, hvorfor jeg da også under ét gerne kalder denne kategori af stærke, billige pilsnere ‘spritterøl’.
Det var der engang en læser, der blev vildt harm over. Kommentarer fra både vedkommende og undertegnede kan man læse under dette indlæg.
Som regel er min begejstring ikke stor for disse øl, hvilket nok også skyldes, at min begejstring for pilsnertypen i det hele taget er til at overse. Ikke mindst eftersom det nok er den type, der er lavet flest forskellige udgaver af, samtidig med at den gennemsnitlige varians fra bryg til bryg har været den suverænt laveste.
Forventningen var derefter, da dåsen blev åbnet og brygget skænket. Skummet kunne da behage øjeæblerne en smule, og i sig selv er det jo heller ikke fordi en pilsner er grim at se på. Men generisk forbliver brygget, ikke mindst i kraft af en stærk, gennemtrængende odeur af næsten ingenting. Der er ordentligt disket op til en både industriel og middelmådig oplevelse af de allermest mainstream på den mest middle-of-the-road-agtige måde.
Men se engang. Sådan skulle det overhovedet ikke gå. Aldrig så snart det på overfladen fornærmende ligegyldige bryg kommer inden for læberne, sker der noget.
Alkohol – ja, det var forventet. Men ikke en skarp og sprittet én af slagsen. Næh, den her er blød og rund, næsten likøragtig.
Malt – og rigeligt af den. Hvor mange gange har man ikke prøvet spritterøl helt uden fylde og krop. Her er der rigeligt af begge dele i form af en sød, næsten sirupblød mundfornemmelse, der næsten truer med at blive kvalm – men det bliver ved truslen, der jo faktisk også kun næsten er der.
Bitterhed – Ja! Øllets signaturaroma har bryggeriet heller ikke glemt. Og den er forbløffende markant, tung og mørk. Og helt uden at blive besk eller harsk, sådan som oplevelsen nemt bliver når brygget i øvrigt er tunet med ekstra alkohol og majsstivelse. Bitterheden er uændret og ufortrødent til stede i eftersmagen, hvor den næsten demonstrativt fortsætter med – mod forventningerne – ikke at være til ubehag. Tværtom.
En smagfuld stærk pilsner. Det havde jeg ikke ventet. Jeg er stadig ikke nogen fan af genren som sådan, men lyspunkter som dette yder den en berettigelse, som jeg ikke mente, den havde før.
Den ros skal den have.
