Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

St. Feuillien Brune/Bruin, Brasserie St. Feuillien

Dagens anmeldelse må starte med en rettelse. Jeg var lidt for hurtig til at kalde St. Feuilliens øl for trappistøl. En venlig læser gjorde mig opmærksom derpå, og jeg kunne efterfølgende konstatere, at der faktisk ikke var nogen indikationer, heller ikke fra bryggeriet selv, på, at brygget skulle være en trappistøl – altså en øl, brygget af munke på et cistercienserkloster. Brygget findes dog stadig på wikipedias liste over ‘abbey-ales’ eller klosterbryg, som jeg ville kalde det, men det lader også til at være en tilsnigelse. I dag er bryggeriet ikke tilknyttet et egentligt kloster, men derimod en familie, der har ejet brandet siden 1873. Tidligere har der været et ølbryggende kloster på stedet, men i dag er det åbenbart kun ‘traditionen’, der føres videre.

Hvis det blot er traditionen for at brygge øl – ja, så er tradition jo et vidt begreb. Det fremgår altså ikke entydigt, om det er de samme slags øl, som klosteret i sin tid bryggede, der brygges i dag.

Men det ville jo ikke være første gang, at et firma trækker på traditioner og historie, det ikke selv har været med til at skabe. Det kan man mene om, hvad man vil, men det skal ikke ændre på, at øllet stadig skal vurderes på dets objektive kvaliteter, frem for om firmaet bag lejlighedsvis er lige lovligt fremme i skoen med hensyn til at høste kulturel kapital fra lokalområdets historie.

De objektive kvaliteter kendetegnes i første omgang ved en nydelig rødbrun farve under et klæbrigt, luftigt, gyldenbrunt skum. Man konstaterer, at betegnelsen Brune/Bruin alt andet lige ikke er nogen tilsnigelse. Duften er sød af let overmodne ferskner med en skarp snert af grønne (læs sure) æbler.

Det syrlige mærker man til gengæld ikke i smagen, der fyldigt sød. Først smager man flødekaramel, så let brændt karamel, så farin, så lyst rørsukker og endelig – i eftersmagen – melder sig omsider nogle bitre toner som i uraffineret rørsukker. Det er en øl, der kun smager af én ting, og alligevel smager den af meget forskelligt. Det er ganske nydeligt og velsmagende, hvis man ellers er til søde øl.

Jeg kan godt lide søde øl, men denne øl mangler måske lidt til at spille op mod det søde. Det bliver en lidt lang omgang med sødt øl, der ikke udfordrer, endsige ændrer ens opfattelser om, hvordan øl kan smage, eller hvordan godt øl smager. Det er lidt som en kavalkade af Bee-Gees største hits. Det lyder da meget godt, og der ligger bestemt et kompositionstalent bag – men i længden bliver det for sukkersødt og uudfordrende.

Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at det vitterlig er en lækker øl, der er en smagning værd – også selv om udfordringer til smagsløg, gane og svælg er til at overse.
4-en-halv-stjerne

Updated: 10. juli 2016 — 23:36

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme