Standard når den er bedst.
November måned er slut, og nu er det næsten rigtig jul. Her på bloggen bliver den måske lidt stille, for måneder som nys overståede november, oplever man ikke hver – ja, måned. Aldrig har bloggen haft så mange læsere som i november måned. Det skyldtes dels et par spændende øl og så selvfølgelig sagen om Bryggeri Skovlysts lidt for kække markedsføring. I forbindelse med Bryggeri Skovlyst-gate postede jeg en række redaktionelle indlæg, der hver især trak rigtig mange læsere. De to spændende øl var Indslevs Juleøl “Frederiks Jul“, og Mikkelers “Mikkel Sarbo“. Præcis hvorfor Indslev-juleøllen trak så mange læsere, er faktisk også mig en gåde. Måske var den bare velskrevet. Måske var det bare overraskende for andre end mig, at en hvedeøl faktisk kunne være rigtig god. At Mikkel Sarbo fik mange læsere, undrer mig mindre. Det var en sprit-(pun intended, of course)-ny Mikkeller-øl, der blev lanceret i forbindelse med en kommunalpolitikers valgkamp – så vidt jeg ved, den første af sin slags. Og jeg har angiveligt været den første overhovedet til at skrive om den.
Vel – over 5600 visninger blev det til i november. Det varmer meget i en kold tid, og jeg skylder læsere, bryggerier med ondt i markedsføringen og donorer en kæmpe tak for den store opmærksomhed.
Og det er skam ikke kun Mikkeller, der kaster øl i nakken på mig til anmeldelse. Jeg blev for lidt over en uge siden kontaktet af et tysk bryggeri, der tilbød mig et par øl for – ja, at skrive om det øl, de tilbød mig (no rocket science there). Og her til morgen modtog jeg med pakkeposten tre styks St. Erhard fra bryggeriet af samme navn fra Bamberg i Bayern. De kan ikke fås i Danmark, men hvis jeg forstod kommunikationen med bryggeriet ret, står de på spring til at tage markedsandele herhjemme inden for kort tid.
Indpakningen fejler ikke noget. Og det skulle man ellers tro, eftersom ølflasken er farveløs. Designet er dog så venligt, og etiketteringen så minimalistisk tjekket, at man hurtigt glæder sig over flasken, der tillader én at beskue bryggets farve uden at være nødt til at skænke det. Brygget er lidt mørkere end vanlig pilsner og passer dermed fint til typen – en wienerøl, eller classic som vi kalder den nu om dage. Tyskernes betegnelse er “Kellerbier”.
Ved skænkning kan man desuden beundre det, man virkelig forstår ved gyldent skum. Dette er gyldent skum. Og det er tilmed cremet og formbart i et omfang, man alt for sjældent ser ved undergæret øl. Det undrer til gengæld en, at skummet ikke klistrer. Men det i sig selv gør jo ikke brygget ringere. Duften er kraftigt og tungt humlet. Det lugter faktisk mere end det egentlig dufter, men det er også kun godt, da de tunge, humlede og kornede noter ikke blot varsler om et karakterfuldt, men også kraftigt bryg.
Og der er også rigeligt af både fylde og smag. Brygget er fyldigt bittersødt. Grundindtrykket er af nødder, og det starter med søde mandler, der fylder hele mundhulen med essens. Herefter tager lidt bitrere valnødder over på midten af tungen, og slutter af på bagtungen med en kraftigere bitterhed af hasselnødder og frisk træ. Ved gummerne – især forrest i munden – er mandlerne endda blevet knust og slår næsten over i marcipansmag.
Efter dette veritable – og apropos årstiden slet ikke u-julede nøddeorgie, får eftersmagen desværre ikke ordentligt fat. De mange fine indtryk klinger meget hurtigt af, og tilbage er kun en blidt masserende fornemmelse af en let humlebitterhed. Men i det mindste er det ganske rart. Man bliver dermed heller ikke snydt for at blive kælet lidt for oven på de mange kraftige indtryk.
Er St Erhard en åbenbaring? Når alt kommer til alt – nej. Den er og bliver en standardøl, en wienerklassiker fristes man næsten til at sige. Men når det gælder klassiske, generiske, velkendte og – lad os se det i øjnene – kedelige øltyper, så gør tyskerne det bare bedre end alle andre.
Og det er St Erhard et fremragende eksempel på.
