Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Squeeze IPA, Flying Couch Brewing (… så jeg husker koncerten II)

Wind down …

Bartenderen, der anbefalede mig Super Nova, frarådede ved samme lejlighed Flying Couch-øllen, der også kunne købes i baren. “Alt for bitter” sagde han. Frank bemærkede her – han er jo nok en af de mennesker, der kender mig bedst – at nu var den vist solgt, og ganske rigtigt. Jeg er imidlertid ikke ét sekund i tvivl om, at bartenderens advarsel ikke var noget salgstrick. Han hadede den sikkert selv, og mente han gjorde mig en tjeneste ved at overbevise mig om ikke at afprøve den.

Så bartenderen skal have ros for sin ærlighed og sin bestemte advarsel – det var det, der overbviste mig om, at dér var der sikkert en øl, der ville falde i min smag.

Jeg ventede godt nok til efter koncerten. Og hvilken koncert! Hvis man ikke var der, vil man heller ikke vide, at Loppen på mange måder forekommer aldeles uegnet til koncerter. Det ligger i et loftsrum over nogle gamle kasernebygninger – flot og funktionelt med tykke, blotlagte tagspær komplet med bærende bjælker, der frimodigt rager op gennem det tunge trægulv som regelmæssige søjler. Ikke just superegnet til at skaffe god sigtbarhed til den lave scene, der ligger midt på langsiden af den ene skrå tagvæg. Det betyder et farligt mylder foran scenen, og rigeligt pusterum ude i siderne, men vil man eventuelt se giraffen – og ikke kun høre den i det også noget auditivt udfordrede loftslokale, må man enten stå på tæer, eller se om man kan få sig en plads helt oppe foran, hvor det imidlertid tit går heftigt for sig.

Næppe overraskende er ‘heftigt for sig’ en noget tilbageholdende karakteristik, om ikke en direkte underdrivelse, af aftenens eskapader. Reelt var der tale om en intimkoncert – under en meter kom jeg til at stå foran bandets på én gang karismatiske og alligevel totalt nede på jorden forsanger Barney Greenway. Så tæt stod jeg, at han kunne høre mine råwerier så tydeligt, at han endda et par gange kommenterede på dem …

“Yes the second one was indeed longer” – var hans kommentar, da jeg havde skreget et svar, efter at de havde spillet det klassiske, episke værk “You Suffer” anden gang (ja, tænk at det kan lade sig gøre i løbet af en koncert) og han kækt havde brølt “did anyone notice the difference?”.

“No, I don’t want the fucking lid back” faldt efter at jeg med hyppige, gentagne “Refresh US!”-brøl omsider havde overtalt ham til at lade os tilskuere få del i de kildevand, han havde en hel kasse stående af på scenen, og som han stundom brugte til brusebad. Efter at have modtaget en flaske med forfriskende dråber og sendt den videre efter at have forfrisket mig selv, spurgte jeg, om ikke han ville låget tilbage – åbenbart ikke.

– Det er i hvert fald som jeg husker det. Koncerten kan faktisk nydes næsten i sin helhed her og så kan man jo selv gå ind og se, hvor god eller elendig min hukommelse er.

Ellers gik det slag i slag – ikke mindst fra trommeslager Danny Hereras side. Genren kaldes officielt grindcore, og går for at være en blanding af punk og død. Ingen protester fra min side der, men skulle det en dag vise sig, at Herera har luret gamle jazztrommeslagere tricks af, vil jeg i hvert fald ikke være spor overrasket. Ud over Barneys brølende vokal var det vidunderligt at have førsteparketsudsigt til, hvordan grydetæskeren sjældent ramte samme skind eller bækken to gange efter hinanden, men hele tiden spillede på hele trommesættet. Mitch Harris kunne jeg dårligt se – men guitaren var aldrig svær at høre. Shane Embury er fortsat verdens grimmeste bassist – og i øvrigt, ligesom resten af bandet – hamrende dygtig til sit håndværk.

Hvad kan jeg sige, ud over at det suverænt var den bedste Napalm Death-koncert, jeg nogensinde har været med til. Jeg så dem på Roskilde Festival i 1995 – dengang kendte jeg dem knap nok, og anså dem vel mest for et kuriosum. Det var først nogle år senere, med pladen “Inside The Torn Apart”, at jeg pladask faldt for dem, og jeg har aldrig set mig tilbage. Tværtimod ser jeg meget frem til næste gang, jeg får en chance for at se dem, for så vil jeg afgjort være at finde, hvor de spiller.

Orkesterets karakter skal der ikke herske nogen tvivl om:

Vel, tillbage til aftenens øl.

Jeg nød den i små nip som wind down-drink. Jeg havde jo ikke min notesblok med, men optog derimod mine stikord på min telefon. Min stemme er tydeligt mere hæs, skælvende og knækkende på denne anmeldelse end på den første.

Åbenbart dufter brygget ganske vidunderligt. Det får jeg sagt hele tre gange, før jeg endelig får uddybet, hvad den egentlig dufter af: Bergamot og roser, og det er jo ikke atypisk for en aromatisk IPA. Men åbenbart må det have været ekstra godt, for glosen ‘vidunderlig’ falder endnu et par gange i løbet af optagelsen. Desuden er jeg begejstret for bitterheden, som jeg aldrig får beskrevet i detaljer. Jeg husker den som spinkel, omend stærk som stål i sit udtryk. Et frisk og spædt grannåleudtryk yder både friskhed og subtilitet. Blomsteraromaerne har i betragtning af en erklæring om, at der er ‘noget for alle smagsløg’ også været præsente – men det er ikke noget, jeg husker tydeligt længere.

I det meste af min optagelse tirerer jeg lettere snøvlende i uforholdsmæssig grad om, hvor fantastisk en koncert det var. Jeg kunne måske godt have givet mig lidt mere info om, hvordan øllet egentlig smagte – men hey, jeg kan tilgive mig selv, for jeg havde jo haft sådan en fin aften. Og det var slet ikke værst at kunne slutte den af med en god øl at køle af på.

Jeg købte i øvrigt også en t-shirt, så jeg fremover vil huske koncerten. Kernen i Red Warszawa var desuden også med som tilskuere, så der var rigtig mange ting, der gik op i en højere enhed.

Og så lykkedes det mig at køre for langt med bussen, da jeg skulle hjem.

Er jeg ikke dygtig?

 

Updated: 7. april 2018 — 08:43

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme