August måneds tema er slut. Jeg fik smagt på de seks udvalgte spritterøl, som jeg selv syntes, virkede mest fremtrædende på det hjemlige ølmarked. Oprindeligt ville jeg have inddraget guldøl også, men har på et tidligt tidspunkt valgt at lade være. Dels fordi jeg kunne se, at tiden blev knap, dels fordi jeg faktisk ikke mente, at de lidt stærkere pilsnere hører til blandt de øl, der kom til at udgøre temaet.
Det hænger blandt andet sammen med, at jeg husker de guldøl, jeg har prøvet som udmærkede øloplevelser, mens ingen af de spritterøl, jeg har prøvet, har været meget mere end blot netop til at få ned – i flere tilfælde ikke engang det. Spritterøl er vitterlig en øltype, der kun er til for at gøre konsumenten beruset ved et så lavt væskeindtag som overhovedet muligt.
Samtlige anmeldte spritterøl er i grunden kedelige pilsnerøl, der er blevet tunet med glukosesirup – et tilsætningsstof, der intet gør for smagen. Det tilsættes alene for at blive spist af gæren, for så at blive tisset ud som alkohol. Der er dog én undtagelse, og det er Carlsbergs Elephant, der dermed også er den eneste, af spritterøllene, der ikke er en beskidt øl. Det er måske ikke tilfældigt, at netop denne øl fik højeste karaktér, hele to stjerner – hvilket stadig ikke er spor imponerende. Jeg sværger imidlertid ved min fiktive samling af bornholmske Anders And-blade, at jeg ikke særskilt har trukket karakteren ned på de øl, der har fået tilsat glukosesirup. Så må man tro det, eller lade være.
Danske pilsnere er i forvejen kedelige, og det gør dem i grunden ikke mindre kedelige at blive boostet med alkohol på den ene eller den anden måde. Det er svært for mig at se, hvordan spritterøllens kvalitet kan hæves. At bruge bedre malt, gær eller humle er synd, da den allestedsnærværende spritsmag overdøver enhver spidsfindig smagsnuance, der i øvrigt måtte (have) være(t).
Men faktisk er det jo mig, der har misforstået det hele.
Her har jeg gået og undret mig, og ledt og ledt efter et svar, mens det har ligget lige for næsen af mig hele tiden, klart til at blive fattet med et muntert “Heureka!”: Spritterøl skal overhovedet ikke smages eller nydes. De skal bare kæves så hurtigt som muligt, så man kan blive bankelam uden at skulle tage stilling til ligegyldige egenskaber såsom smag.
Imidlertid forstår jeg ikke den måde at drikke øl på … længere. Bevares, jeg har da også drukket mig fra sans og samling tidligere, men nu er det et overstået kapitel. Jeg har vendt det ryggen og aldrig set mig tilbage – før nu, måske, hvor jeg genkalder fornemmelsen af at drikke kun for rusens skyld, og jeg tænker ved mig selv “hvad havde jeg gang i?”
Nu ser jeg frem til at slippe for at drikke spritterøl i lang, lang tid – uden dog at ville sige “for altid”. Den slags siger man om harmfulde, traumatiserende hændelser eller sager, der har skadet en på helbred eller sjæl. Så galt var det aldrig med spritterøllene. I værste fald vil jeg mene, at jeg har spildt min tid, hvor jeg kunne have drukket velsmagende øl.
I mellemtiden har jeg til gengæld opdateret mit øllager med rigtig gode specialøl fra ind- og udland. Det glæder jeg mig enormt meget til at gå i gang med.
Efteråret er samtidig på vej, og det betyder den bedste mad på året. Rodfrugter en masse sammen grove grøntsager i ovnen med noget frisk fløde – økologisk, naturligvis … Jeg kan næsten ikke vente. Nogen piver over, at det bliver mørkere. Jeg glæder mig bare over, at jeg kan nyde de lange aftener med min dejlige familie uden at få nethinden ristet af aftensolen. Det er meget apropos også tiden for mørke øl. Tunge, sorte, tyktflydende, søde, duftende, bitre lagere og stouts – fulde af karamel- og chokolademalt til at booste – ikke alkoholprocenten – men smagsindtrykkene. Ligesom der ikke er nogen tid på året, hvor maden smager bedre, er det også netop øllene med de mest spændende og mangfoldige aromaer, der passer til.
Bon appetit og velkommen den mørke tid.