Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Spitfire, Shepherd Neame

Bitter nydeøl

Fakta er på spil igen – denne gang med en ale fra det kentiske bryggeri Shepherd Neame, der også stod bag den udmærkede Bishops Finger. Særligt for Spitfire er, at en del af overskuddet fra salget går til en fond, der på den ene eller anden måde støtter RAF-veteraner. Fonden blev oprettet samtidig med, at øllet blev lanceret i 1990, og her er det så, at jeg synes, filmen knækker …

For RAF var jo i princippet stadig en aktiv organisation indtil 1997. Og hvad man end mener om dem, så var deres aktiviteter jo vitterlig illegale. Jeg kan derfor slet ikke forstå, at man i 1990 kunne oprette end fond til at støtte dem. Det må da have været dybt ulovligt, og endnu mere mystifistisk er det, at fonden er oprettet i England på trods af, at ethvert barn ved, at RAF var en tysk organisation.

Jeg tager hjertens gerne mod forklaringer på denne gåde, for især er jeg da spændt på, hvordan Shepherd Neame har kunnet omgå Englands terrorlovgivning med deres åbenlyse støtte til en åbenlyst ulovlig organisation.

Men det til side, så er det jo trods alt øl det handler om, og ligesom Spitfire (hvis navn antyder, at man vil henlede opmærksomheden på det foretrukne britiske kampfly fra 2. Verdenskrig – om man fatter hvorfor …) som koncept overrasker med sin støtte til RAF, overrasker den også i sin smag.

Farven i sig selv er ikke helt uprætentiøs. En dyborange nuance med off-white, næsten gulligt skum. Duften er syrligt sød, men gør ikke umiddelbart meget væsen af sig.

Det samme gælder i øvrigt smagen, der i første omgang synes lidt tyndbenet og vandet. Når brygget når bag i tungen melder der sig dog en bitterhed, der aldrig når særlige højder, hvad angår fylde og intensitet. Til gengæld er der en overraskelse for den, der gider give øllet den fornødne tid.

Langsom breder der sig forskellige, finurlige bitre toner hen over tungen. Der er humlemalt på bagtungen, omtrent som man kender den fra gode pilsnere, samtidig prikker brygget pikant under tungen, og langs med gummerne. Ud til visdomstænderne mod svælget smyger der sig en sødlig bitterhed af den fineste slags . Overraskende er det, at øllet smager så meget på de laterale smagsløg, der ellers oftest opfanger de allerbitreste toner. Her er det en blid, behagelig bitterhed, der ikke er særlig kraftig i sit udtryk, men overraskende i sin placering og ganske sofistikeret og særegen i sin karakter.

Det er ikke nogen særlig intens øl, eller sagt positivt: det er en ikke for intens øl. Undertiden kan intensitet og fylde vige en smule for letdrikkelighed, hvis ellers øllet samtidig scorer højt på andre parametre, smagens karakter, mangfoldighed af smagsnuancer m.v. En Spitfire finder et udmærket kompromis, og ender som en velsmagende tørstslukker, som man klart får mest ud af, hvis man tager sig god tid til at nyde den grundigt.
4-stjerner

Updated: 11. juli 2016 — 01:12

2 Comments

Add a Comment
  1. Hej Kaj,

    Du må undskylde, men jeg kunne ikke lade være med at brøle af grin, da jeg læste denne ølanmeldelse. Det er muligvis et udtryk for dit politiske ståsted at du som det første tænker på, at RAF da må være Rote Armee Fraktion. Det er det naturligvis (heldigvis) ikke. Der er naturligvis tale om Royal Air Force (dagligt bare RAF) som har en veteranfond der støttes ved salget af denne øl.

  2. Det kan umuligt være tilfældet! 😉

    Sandheden er, at jeg altid har moret mig lidt over sammenfaldet i forkortelserne for to så forskellige organisationer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme