Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Spar Pilsner, Carlsberg

Tillykke med mig selv eller noget …

Først et årYouTube – og nu over 200 følgere. Det skulle fejres med manér skulle det. Så det blev det – helt i min ånd. Det vigtigste var at gøre det så underholdende som muligt, og hvad er mere underholdende end at opleve mig rase over, hvor elendige ølprodukter man faktisk kan få derude?

Jeg bevæbnede mig derfor med to danske discountpilsnere og to tyske discountøl for at lave et standoff – igen for at gøre det lidt mere spændende end bare mig, der anmelder én øl. Videoen er optaget, men endnu ikke uploaded, men det skal jo ikke afholde mig fra at anmelde de af øllene, jeg endnu ikke har prøvet.

Det gælder de to danske øl – begge to discountpilsnere købt i Spar i Bedsted. Jeg kommer forbi Bedsted fra tid til anden, fordi de har en dyrehandler, der handler med levende mus. Mit eget kæledyr – en kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – vil ikke spise andet end levende mus, og så må far jo ud på tur.

Bedsted er en anderledes stille by end Thisted. Der hærger butiksdøden og rigtig mange tomme huse står bare og forfalder. Det er et trist syn og desværre et alt for grelt et eksempel på den ‘rådne banan’ som man så poetisk har kaldt Vestkysten og Thy, pga. affolkning og svigtende økonomi. Jeg håber, det vender.

Bryggeriet bag øllen er Carlsberg – så vidt jeg har kunnet google mig frem til. Men det fremgår ikke af flaskerne, hvilket jeg endnu engang må spørge mig selv, om det mon er lovligt?

Der er tale om en industriel pilsner som man kender dem alt for godt. Korngul med hvidt skum. En duft der mest glimrer ved sit fravær, omend man da aner fjern humle og småsøde maltnoter i den spagfærdige bouquet.

De vage indtryk fortsætter i smagen – okay, der er da humle i, og en vis mængde malt, der giver brygget en behageligt sød kant. Man kan bestemt ikke beskylde brygget for ikke at være letdrikkeligt. Det glider ned aldrig så nydeligt, og hvor der ganske vist ikke er megen smag at komme efter, må man indrømme at brygget på den anden side heller ikke har mange af industrbryggenes uvaner. Det virker ingenlunde syntetisk, det er fri for metalliske bi- og missmage – af en discountpilsner at være, får man faktisk mere end man tør forvente.

Gad vide om Carlsberg mon hælder overskudsbryg fra deres Premium-produktion på Spar-flaskerne? Det var angiveligt det, de gjorde back in the day, da de stod for produktionen af ‘Dansk’-brandet for Fakta. Sidst jeg smagte en Carlsberg tror jeg imidlertid var da jeg testede deres nye sixpack-emballage, og fra det husker jeg den faktisk som ringere end den her. Netop mere metallisk og syntetisk.

Go figure …

Den vandt i øvrigt mit lille standoff mod Nobelaner fra Lidl på point.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 29. december 2020 — 21:06

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme