Vejviser …
Så er jeg nået til den 3. øl fra Rocket Brewing i den lille samling, jeg hentede mig fra Magasins Mad&Vin-afdeling. Ved samme lejlighed tjekkede jeg også udvalget af fødevarer ud, og fik meget hurtigt min halvt fordom halvt mistanke bekræftet – at udvalget egentlig ikke var stort bedre end i andre velassorterede supermarkeder, mens priserne til gengæld var mærkbart højere. Gad vide hvor mange der mon handler i Mad&Vin, fordi …
- de har bildt sig ind, at man rent faktisk kan få ganske specielle varer dér, som man ikke kan få andre steder (det er ikke tilfældet)?
- de har for mange penge og ikke er kede af at vise det ved glædeligt at betale den dobbelte pris for de samme varer, der kan fås i andre supermarkeder?
- de gerne vil være über-trendy-hipsteret kvalitetsbevidste på den smarte måde, der indebærer at man køber præcis de samme varer som alle andre, bare til en langt højere pris, for at tillade sig selv en tilsvarende højere grad af selvfedme?
Det var overordnet de tre kategorier af kunder, jeg selv spottede under besøget. Find eventuelt selv på flere kundetyper, og smid en beskrivelse af dem i kommentarerne. Hvilken af grupperne jeg selv tilhører, hører jeg selvfølgelig også gerne bud på – mon ikke jeg indtil videre passer bedst i den tredje kategori?
Og med hjem fra turen kom så denne saison. En fransk/belgisk stil udbredt blandt landbefolkningen. En traditionel arbejds- og læskeøl under det hårde markarbejde i den Sydeuropæiske sol.
Den minder mig en smule om “Manon og Kilden” – den dybt, dybt depressive, triste, melankolske og tragiske franske film om den hårdt plagede og pukkelryggede … Gerard Depardieu og de grueligt mange prøvelser han må igennem før han (spoiler alert) dør udslidt og udplaget af fattigdom og overanstrengelse efter forgæves at have forsøgt at opdyrke et goldt stykke land i Provence …
… Og så egentlig ikke alligevel.
Under et totalt mislykket forsøg på at lære fransk i mine tidlige teenageår på ungdomsaftenskolen i Egå, skulle vi se filmen, fordi vores lærer var blevet hæs. Nøj hvor kedede jeg mig bravt – og hvor har jeg siden vidst, at fransk film – modsat holdningen hos alt for mange meningsdannere inden for film globalt – er lige så svingende i kvalitet som film fra alle mulige andre lande.
Nej, den slags tragiske oplevelser forbinder jeg ikke øltypen med. Tværtimod. Jeg elsker dens lette liflighed og skarphed. Dens evne til at slukke tørsten effektivt og smage af noget samtidigt. Ikke at de to ting er uforenelige, men ofte ser man at meget smagfulde øl må vige i vederkvægelse, mens tørstslukkeren ofte smager mere af vand end af øl.
Denne tørstslukker viser vejen. Det (meget apropos) franske ord opaque kommer i hu, vel at mærke i den engelske betydning, ugennemsigtig (hvor den oprindelige betydning åbenbart er dunkel og skyggefuld). For brygget kunne lige så godt have været en dværgpomelo, der på ikke nærmere forklarlig vis var blevet presset ned i glasset. Så opaque er det – og så i øvrigt med en nydelig fedtet marengstop over sig. Duften er skarpt og frisk syrlig med græs, grape og lime som pikante, prikkende og pirrende indslag i forgrunden, på et mildt, omend alligevel hvast bagtæppe af grannåle.
Brygget perler, kradser og ridser på den helt rigtige måde i mundhule og hals. Et velafstemt mix af gær på den ene side og syrlig lime og grape på den anden smager godt igennem, og giver den helt rigtige kombi af vederkvægelse, småtrækninger i underansigtet og en tilpas fylde, så vandigheden undgås. Bitterheden er ikke glemt. Appelsinaromaen leverer den sammen med en let sødme, mens friskskåret nåletræ sørger for en bidsk kant, der sammen med en let ikkedestruktiv gærimpression fortsætter i eftersmagen.
En frisk, bitter, bidsk og syrlig ale – ligesom en saison skal være. Det er rigtig godt ramt af Rocket Brewing endnu engang.
Tak for det.
