Siden jeg plager …
Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har mødt bryggeren bag dette hjemmebryg i egen høje person. Men da vi deler mange synspunkter om mangt og meget, er vi blevet venner på det allestedsnærværende facebook-medie – man hyler som bekendt med de ulve man er i blandt (hø hø). Ad denne vej erfarede jeg, at Ole Wolf ikke bare er hjemmebrygger, men også en af de hjemmebryggere, der virkelig tager brygningen alvorligt. Processer, indkøb og tilvirkning af brygudstyr, lagring og etiketdesign er bare nogle af de spændende ting, man kan følge med i, når bryggeniet arbejder.
Og jeg var derfor ikke sen til at udtrykke mit ønske om at prøve nogle af de forjættede dråber. Og endelig ankom der da også en pakke med et par prøver og en lille seddel med en lille påskrift omfattende ordene “siden du plager”. Jeg følte mig som et barn juleaften.
Brygget er skabt som en hyldest til lokalpolitikeren og tidligere MF’er Per Clausen, hvis kontrafej pryder etikettens baggrund. Bemærk i øvrigt at Ole (der selv har designet motivet) godt kan finde ud af at stave Sorteper rigtigt, uden mellemrum, i modsætning til Rækker Mølle med deres ligegyldigt sjaskede deltager ‘Sorte Per‘ ved Kvicklys Ølfestivalg i år.
Det er en stout, og skal man tro Oles statusopdateringer om den – en dejligt tyk og sej en af slagsen. Og man får da også sin sag for, når brygget skal skænkes. Det skvulper langsomt og dovent ned i glasset. Så langsomt går det, at man fristes til at hjælpe det på vej med en honningspindel, eller måske en dejskraber. Men det lover selvfølgelig kun vel for bryggets kvalitet.
Og når brygget er skænket må man vente lidt. For skummet skal lige lægge sig. Og det bliver man hurtigt træt af at vente på, for skummets fald skyder en fart som en vinbjergsnegl med fibersprængning i kravlemusklen. De tykke gardiner, som skummet trækker på glasset, fortjener dog ikke sammenligning med vinbjergsneglens tynde slim. Nej, dette er meget bedre. Bouqueten lover ligesom det visuelle udtryk godt; det er primært sødt med noter af blue jeans-lakrids, en snert røg, rørsukker og masser af mørk malt.
Og alt det er der også rigeligt af i smagen. Mest fremtrædende er den søde lakrids, der elegant valser hen over tungen, tæt omslynget skiftevis af flydende karamelcreme og ristet kaffe.
Der er ikke dømt tæsk til smagsløgene. Brygget er intenst og fyldigt som Strauss’ musik som man møder den i “2001, A Space Odyssey” – storladen og kraftfuld, men altså en vals. Ikke en tango eller en quickstep, og overhovedet ikke et danseklimax i en milliardrupeeproduktion fra Bollywood.
Så søger man tæsk til smagsløgene, bitterhed og rivende salmiak, er det ikke hos Ole, man skal hente sit hjemmebryg.
I stedet får man en varm, kraftfuld og alligevel kælen stoutoplevelse, der som den fremstår nu slår endog rigtig mange – ikke bare storproducenters stouts – men også lokale mikrobryg, der ellers skulle kunne give enhver hjemmebrygger mere end kam til sit hår. Her er det omvendt.
I sandhed well done! Jeg håber, jeg får lov at prøve nogle flere. Ellers må jeg vel bare plage noget mere.
