Samme takter …
Rækker Mølle Bryghus har gerne en længere smøre på deres etiketter om, hvorfra brygget har sit navn. Men ikke denne gang. Sølvgrå bogstaver på en natsort baggrund beretter om, hvad brygget er sat sammen af – mørke og sammensætning – men også mangel på samme – lader til at være gennemgående temaer.
Hvis vi tager manglen på sammensætning først – man mistænker brygget for at have valgt den mørke baggrundsfarve på etiketten, fordi man så ikke kan se de røde streger, jeg som stavepedant ellers med største fornøjelse ville have ladet dannet fine, spindelvævsagtige mønstre ud over hele etiketten. Stavningen og sproget er ubehjælpeligt, ligesom bryggets navn “Sorte Per” (ikke katten/kortspillet Sorteper) byder mig på det afgørende spørgsmål, om de virkelig bare ikke kan sproge rigtigt, eller om ord delingen er tilsigtet som en art finurlighed.
Og så sammensætningen – det er nemlig en øl, der ikke blot er brygget, men i høj grad også sammensat, idet den er “brygget med tillæg af lakridsrod og citrusskaler (sic).” Så meget for renhed. Vel, det er trods alt smagen, det gælder (som slutfirsernes Kraft-reklamer for Thousand Islands Dressing lærte os), og brygget er den da også – af “mørkt (sic) karamelmalt i kombination med speciel (sic) ristede (sic) byg” samt “klassiske tyske og engelske aroma humlesorter (hik – jeg mener sic)”. Og det lyder jo på trods af alle de gange man må indskyde et sic, jo ikke uinteressant. Desuden gør bryggeriet meget ud af dets omhyggelighed “således at humlen ikke overstyrer maltaroma indtrykket (si .. jeg orker det snart ikke). Balancen er afgørende! Derfor “Dryhopped”.” Så for balancens skyld er brygget tørhumlet. Det kunne jeg godt have skrevet på dansk, Q. E. D.
Men som før antydet. Det er ikke det, der står på etiketten, der er vigtigst, men det, der er inde i flasken. Og det er i hvert fald ganske mørkt, uigennemskinneligt, omend filtreret, jævnt brusende med højt, cafe latte-brunt skum. Konsistensen minder til gengæld mindre om hipsteragtig Østerbro-kaffe. Det kollapser raskt, og med støj svarende til myrekrig på et gammelt analog-TV. Duften er slet ikke ilde. Søde toner af sirup blander sig med brankede noter af frisk kaffe. Man glæder sig til både sødt, bittert og branket.
I smagen er brygget mest branket. Det brankede er faktisk altdominerende. Ja – for nu at sige det som det er, er brygget faktisk kun branket. Selv kaffearomaen er af (for) hårdt ristet kaffe, og giver heller ikke nogen nævneværdig bitterhed. Sødmen er helt væk. Den tilsatte lakrids mærkes i branketheden, og der er den egentlig ganske velintegreret, og føles ikke i for høj grad tilsat – det er blot synd, at den er med til at understrege et element, der i forvejen dominerer alt for meget.
Viskositeten er også alt for sjasket og tynd end hvad der sømmer sig for en ordentlig stout. Selvom branketheden i sig selv ikke er ubehagelig, så mangler brygget fuldstændig fylde og/eller bitterhed og/eller sødme (i hvilken som helst kombination af de tre og gerne det hele på én gang) til at bakke branketheden op med. Lidt ligesom øl, der kun smager af røg, eller kun af kaffe, (begge fra sidste års Ølfestivalg – princippet går åbenbart igen) smager denne øl kun branket, og det siger sig selv, at det ikke er nok til en fuldendt øloplevelse.
Lakridsen giver desuden en tør mundfornemmelse, der giver brygget det sidste puf, så det tipper og falder om. Ak tørhumlen var åbenbart ikke nok til at brygget kunne holde balancen. Langt fra, endda. Bedre bliver det ikke af, at lakridsen bliver mere og mere dominerende, og mindre og mindre integreret, end det trods alt var i starten. Det er således en øl, for folk, der kan lide lakrids og grillet mad – men for folk, der kan lide øl, er den … tjah …
Til sidst trådte en anden ingrediens frem – appelsinskallerne gjorde den sidste tredjedel af den halve liter sur, og da var det, at resten røg i vasken.
I dette tilfælde behersker Rækker Mølle i mere end forstand ikke helt sammensætningens kunst.