Hæld Hornbeer i vasken.
Den sidste Hornbeer-øl, jeg har haft på lager, og med ganske stor sandsynlighed, den sidste Hornbeer-øl, jeg vil have haft på lager i meget lang tid, har forladt glasset. Ikke i undertegnedes mavesæk, men ned i afløbet. Sommerbryg – Hyldeblomst skulle forestille at være en særlig variant, af Hornbeers ret uinteressante Sommerbryg, nu tilsat hyldeblomstekstrakt og appelsinskal, som man kan læse af den roman, der også pryder dette humleprodukts emballage. Det er behændigt – eller kluntet, afhængigt af smag og øjnene, der ser – udeladt af varedeklarationen andetsteds på etiketten, og jeg spekulerer, om det overhovedet er lovligt.
Men det bekymrer mig ikke synderligt, eftersom jeg er sikker på, at dette er et bryg, jeg ikke skal binde an med igen. Samtidig kan hyldeblomstekstrakt og appelsinskal næppe hævdes at være farlige på en måde, så en mangelfuld varedeklaration bliver andet end blot vildledende. Der er så vidt vides ikke udeladt information om ingredienser, der kan være farlige for overfølsomme – farvestoffet E150c, fx eller sulfitter, så et slet skjult forsøg på at være renere, end brygget egentlig er, er hvad uærligheden strækker sig til, og det er ikke nok til, at jeg vil gøre mere, end blot brokke mig over det her på bloggen.
Der er også rigeligt andet at tage fat på.
Visuelt er brygget ellers ikke helt uinteressant. Det holder en citrongul lød, som man ellers kun sjældent ser, under et noget vådt, men alligevel fyldigt, holdbart og klæbrigt skum. Lidet ved man endnu, at farven på brygget er et ilde varsel om, hvad der kommer, men en ganske velbehagelig bouquet overdøver alle faresignaler. Brygget dufter bittersødt af humle og syrlige frugter. Det er elegant og kraftfuldt, så man mærker det også en meters penge fra det opskænkede bryg. Bouqueten er desuden vinøs, let sprittet, og har karakter af citron og hvedemalt.
Man tænker, at det alt sammen er meget godt, og i hvert fald bedre, end hvad man hidtil har prøvet fra bryggeriet. Men ih hvor bliver man straffet hårdt for at have givet Hornbeer en chance til.
For munden snørrer sig sammen som en hiphoppers hættetrøje under en heavykoncert. Tårerne triller ned ad kinderne, mens man håber, at der i det rædsomt sure sæbehelvede er en rest humle – eller måske bare noget malt – bare ét eller andet ølagtigt, som man kan holde fast på, og få vished om, at dette faktisk er en slags øl man sidder med …
Men nej … eller okay, det skulle så lige være gæren. Men det er også det, man smager mindst – og det hjælper desuden ikke. Mest smager man en syrligt-metallisk blanding af noget ubestemmeligt, som minder om opvaskemiddel. Opvaskemiddel med citron, for citronelementet indgår ikke kun i farven og duften – men også alt for meget i smagen. Duften var så rar, og brygget så flot – gult – citrongult – men alligevel så rart og flot, at man ikke kunne forestille sig, at det ville gå så meget igen i smagen.
Men jo! Sæbe, citron og gær. Det er, hvad brygget smager af. Først snørrer munden sig sammen, bagefter sidder man tilbage med en tør og ikke mindst dårlig smag i munden, og det ikke kun i den ellers meget konkrete betydning, men minimum også på grund af de penge, man har givet for den. Jeg har fortrængt, om det var kr 45,- for to, eller det faktisk var kr. 45,- stykket, jeg gav. Uanset hvad har jeg aldrig fået så lidt valuta for pengene. At kvalitet er dyrt, vidste jeg godt (vi er kødspisende økohippier, for flæbende ud højt) men at så ringe kvalitet kan koste så meget – det kommer godt nok bag på mig.
Heldigvis har brygget tæt på ingen eftersmag overhovedet. Så pinen trækkes ikke unødigt ud. Heldigvis havde de venlige irere, vi havde besøg af forleden, taget nogle øl med som værtsgave. Jeg havde prøvet dem før, så der er ikke nogen grund til at gå i dybden med, hvilke det var. Men her til aften kom en af dem mere end til sin ret, da den blev drukket til maden. Når nu Hornbeer ikke kan levere ordentligt øl – øh undskyld – ikke kan levere øl, må andre jo træde til.
