Lidt bedre end sidst
Jeg købte denne øl i Kvickly hin dag i slutningen af september, hvor jeg ville redde mig resten af øl fra Kvicklys Ølfestivalg. Da det som bekendt kun lykkedes meget dårligt, måtte jeg finde noget erstatningsbryg til månedens anmeldelser i stedet for. I en særlig udstilling havde biksen så arrangeret en række relativt lokale produkter under sloganet “Smag på Nordsjælland”, herunder nærværende øl, og en bror med tilsat hyldeblomst, begge fra bryggeriet Hornbeer. Selvom sommeren 2013 for længst har haft sidste salgsdato, er sæsonens øl langt fra for gamle, så disse kan stadig nydes vel ind i det nye år. Jeg har dog ikke tænkt mig at vente så længe.
Hornbeer blev jo udnævnt til at være årets bryggeri af Danske Ølentusiaster i knap en googolplex år i træk, og det er jo noget, der skruer forventningerne i vejret. Bloggens første erfaringer med brygget faldt imidlertid ikke spor heldigt ud, hvilket har udstyret bloggeren med den nødvendige mængde sunde skepsis over for de notorisk gode anmeldelser af bryggeriets produkter.
Ifølge bryggeriet selv er der tale om en pale ale. Det er dog ikke farven, der får advarselslamperne til at blinke. Brygget er ganske fint, halvmørkt orangerødt med meget nydeligt letgyldent skum, hvis holdbarhed sjældent er set magen. Det er luftigt, elastisk, form- og som sagt holdbart. Det er desuden klæbrigt og efterlader flotte, størknede mønstre på glassets inderside efterhånden som brygget konsumeres. Duften halter til gengæld bagefter. Den er svag, syrlig og gæret, men med et forsonende indslag af hvedemel, der gør, at man tror, at brygget er en hvedeøl af en art – men nej.
Det er nok også godt det samme, da jeg er tilbøjelig til at give dem ret, der hævder, at godt hvedeøl ikke findes. Om det nu bliver så godt alligevel, må smagen vise. Etiketteksten, hvis længde er sammenlignelig med Tolstojs romaner, fremhæver grapefrugt i smagen. Dennes syrlighed mærkes også i både skummets og bryggets smag, hvilket også giver brygget sin sommerlige friskhed. Fylde mangler heller ikke. Det sørger et ganske nærværende – jeg vil sige for nærværende – gærindslag for.
Gæren giver brygget en konstant prikkende egenskab, som nogen måske vil finde forfriskende. Jeg finder den lettere generende, og den medfølgende gærede bismag skæmmende, om ikke direkte grim. Et velgørende sødt, og ganske spændende indslag af syrennektar titter frem ved gummerne, men når ikke rigtig at gøre noget væsen af sig. Havde bryggeriet i stedet for gær og grape gået efter at fremhæve den sødme, der kun findes som en skygge i brygget, havde man haft et langt mere interessant – og endnu mere sommerligt bryg at byde på.
Eftersmagen hjælper ikke meget på det overordnede ret mislykkede udtryk. Gæren tager mere og mere over, og efterlader en fornemmelse af sure sokker. Når gæren driver over, titter der så omsider noget velgørende, ølagtig humlebitterhed frem fra sit skjul. Som om gæren var en asocial og dominant bølle, der blev træt af at lede efter sit mobbeoffer og forføjede sig. Så kunne den ordentlige, velgørende smag af bitter humle endelig komme frem.
Men ligesom sødmen er bitterheden kun en skygge af sig selv. Til sammenligning med det andet bryg fra Hornbeer, der har været under behandling her på bloggen, er det dog samlet set en smule bedre alligevel. Den citronsure Helge var sur og rædsom hele vejen igennem. I dette sommerbryg er der i det mindste et par skygger, eller måske ansatser til noget interessant … måske endda noget velsmagende.
Men hvordan Hornbeer kunne være årets bryggeri så mange år i træk … er de bare faldet alvorligt af på den, eller får jeg bare altid fat i de forkerte af deres bryg?
