Så blev det Oles tur …
Så blev den tredje af Ole Wolfs ‘gravøl‘ … ikke bundet, for det ville være synd – tillige med noget voldsomt kan man vist roligt sige. Der er trods alt tale om bryggeriets flagskib (scroll ned til ‘Solsiden’ i linket), så den blev nydt over et ganske langt tidsrum i ganske små nip.
Det er en baltisk porter – og Porter er det i hvert fald – som det fremgår med stort ‘P’. Tykt og sort som beg er det, hvorfor det kan undre en kende, at skummet trods alt ikke er hverken højere eller mørkere. Lavden skyldes, at bryggeren udøver kontrol skarpere end regeringens kommende despektpak… undskyld disrespe… ræsb… *host host* beklager, men mine fingre nægter at taste ordene med tanke på, hvad pakken går ud på, og navnlig hvad den skal bruges til. Der er tale om en én til én parallel til den tyrkiske præsident Erdogans love, der skal lukke munden på hans kritikere indenlands som udenlands. Regeringen er bare bedre til at spinne den som noget andet. Det jeg prøvede at sige var, at bryggeren søger at udøve strengere kontrol over bryggets karbonering end regeringens kommende lovkompleks til fremmelse af censur og strafbarhed for kriminalitet, man ikke har begået søger at kontrollere den almindelige offentlighed. Tidligere har der været småproblemer med netop dette, men nu ser de altså ud til at være effektivt overvundet.
Hvor en baltic porter ellers traditionelt er sød i udtrykket, er denne anderledes tung og vrissen. Der er røg som af et stort bål, der netop er er blevet slukket af styrtregn. Og det er ikke kun træ, der har været på bålet. Et par store bildæk, og andet der ikke er helt sundt har også båret ved. Det skal i øvrigt kun opfattes som ros.
Og brygget smager af selve asken fra det udbrændte Helvede. Ud over den tætte, kvælende røg er der svovl, slagger, kul og aske og de spredte, svitsende gløder. Og som om det ikke i sig selv var himmelsk og vidunderligt, så tillader brygget sig den formastelighed oven i købet at smage sødt af letbranket farinsukker.
Og således ender brygget alligevel med at være en baltisk porter – en meget røget og bitter baltisk porter ganske vist, men en baltisk porter ikke desto mindre. Så småt forenes røg og farinsukker desuden, og bliver først til piratos, så til sød finsk lakrids – og det er jo ikke en mindre nydelse, end hvad det var i forvejen.
Tilbage står spørgsmålet, hvorfor der overhovedet findes store bryggerier i verden, når nu hjemmebryggerne klarer det så meget bedre? Hvad med om man bare demonterede alle store bryggerier, og lod hjemmebryggerne brygge alt verdens øl i stedet? Det ville det i hvert fald ikke blive ringere af.
I hvert fald ikke, hvis hjemmebryggerne er lige så ferme som Ole Wolf, der hermed bliver den anden hjemmebrygger, der scorer topkarakter på bloggen.
