Og julen varede …
… lige til påske, eller næsten i hvert fald. Og så alligevel ikke helt, for nu falder med garanti den sidste juleøl før påske i hvert fald. Så må vi se, hvor tidligt julen starter, hvilket den ifølge dette indlægs præsupponerede logik må ske når jeg drikker den første juleøl.
Påskeøl bliver der dog ikke mange før påske. Jeg ligger ikke inde med nogen, og det er næsten for sent at begynde.
Den sidste juleøl hedder Snow, og er en wiener-classic, eller hvad man nu kalder det. Associationerne vælter frem fra 1700-tallets musik til platte amerikanske slangord for mandlige genitalier og kødprodukter i naturtarm. Men en wiener-type er det. Vel maltet må man håbe, og i hvert fald mørk…ere i det mindste end den gammelkendte pilsner.
Snow er nu en relativt lys alligevel, men okay – mørkere end de fleste pilsnere er den nu også. Det gyldne skum er højt – meget højt, og sammen med en markant duft af gammel kål er mistanken om en vildgærinfektion stærk.
Det er der dog ikke noget i smagen, der tyder på. Det er en både bitter og fyldig øl uden særlige spor af hverken gær eller kål. Derimod er der et passende kvantum bitter humle med en rar, træagtig eftersmag. Fylden skal nævnes igen, for selvom smagen måske hverken er voldsomt markant i sin styrke eller karakter, formår fylden at give det hele noget vægt alligevel, så brygget bliver mere end bare en adækvat nydelse.
Husk solformørkelse i morgen!
