Så vild er den sgu’tte …
Betyder ‘Chinook’ ikke ‘den vilde vind’ på Blackfoot-indfødt-amerikansk? Det påstod den navnkundige – og stadig lyslevende – tegneserieforfatter Derib (egl. Claude de Ribaupierre, men det er nok bare for svært at sige for ikke-frankofone – lidt ligesom Georges Remi) i hvert fald i 1. bind af Buddy Longway-serien.
Den holdt jeg meget af som barn. Den var letlæst, spændende og gav mig i modsætning til Giraud’s Blueberry-serie ikke hovedpine – selvom Buddy Longway også var rigtig flot tegnet. Jeg synes i øvrigt også at Girauds sci-fi historier var langt mere interessante, men det er (endnu) et sidespor.
Lidt tilfældig googling bekræfter faktisk i en vis grad påstanden. Chinook betegner ganske rigtigt en varm vind, der opstår på bagsiden af en bjergryg, hvis det regner på samme bjergs forside. Det meteorologiske fænomen skulle først være observeret og beskrevet i det område hvor Chinook-folket bor. Og så tog vinden vist navn efter folket, eller også var det omvendt. Jeg har ikke lige styr på detaljerne, da jeg kun har kendt til denne brug af ordet i få minutter – altså ud over det, jeg som barn læste i tegneserier, så jeg synes, jeg er lovligt undskyldt.
Derib tog til gengæld fejl med hensyn til Blackfoot-oprindelsen, da dette tyder på at være en helt anden lingvistisk størrelse … men det kan selvfølgelig også ligge i oversættelsen.
Chinook-humlen, der som bekendt er den eneste humle i brygget her, jævnfør SMaSH-brandet (Single Malt and Single Hops), er kendt for at smage meget af gran (gad vidst om de bruger den meget på Amager Bryghus) og i øvrigt for at være krydret (ifølge Wikipedia). Malten er Pale Ale Malt og der er brugt amerikansk gær. Bryggeriet mener, at kombinationen gør øllet velegnet til grillet okse- og svinekød. Helt uden at have læst anbefalingen valgte jeg nu at drikke den til falafel-tortillas, som blev nydt i mit boligselskabs gård sammen med mine børn. Det var ærgerligt, jeg ikke havde læst etiketten på forhånd, så jeg kunne have spist vegetarisk i trods i stedet for bare vegetarisk.
Brygget har farve som grumset rav med en nydelig, omend lige lovligt lys skumkrone. Det dufter aromatisk og sødt af hyldeblomst og roser, hvilket ikke lader noget tilbage at ønske i velbehagelighed. Til gengæld savner man måske den karskhed af fyrnåle, som bryggeriet forjætter på etiketten og som Wikipedia ellers også gik og lovede.
Det kommer så i smagen, der byder på mere end adækvat stikkende og kradsende aroma af både grannåle og fyrretræ. Selvom bitterheden er gennemtrængende er den stadig let – ikke ulig en saison, men i virkeligheden nok bare karakteriserende det, den er – en Pale Ale og ikke, som man kunne være tilbøjelig til at tro – en IPA.
Styrken viger endnu mere i eftersmagen, hvor man så småt skal begynde at lede efter den krakilske bitterhed. Man finder den ved tungesider og gummer bag i munden. Dens aroma kan forstærkes en smule hvis man trækker luft ind over brygget, men helt så vild som man kunne ønske den, bliver den desværre aldrig.
Lidt til den magelige side, uden at være kedelig. Vildskaben mangler – der er langt fra tale om en storm, end ikke en stiv kuling, men blot en frisk vind.
En rar frisk vind – indrømmet.
