Det er slet ikke slik!
Som sædvanlig deltager Svaneke Bryghus med to øl ved Kvicklys Ølfestivalg. Det er jo som bekendt dem, der står bag fantombryggeriet Pladderballe Bryghus, hvis produkter bygger på figurer og effekter fra komikerparret Monrad & Rislunds bizarre univers. Om retfærdigheden i det, skal jeg ikke være dommer, men blot konstatere, at der selvfølgelig er større vinderchancer, når man spiller på flere heste.
Meget apropos, da det jo også er en hest, vi har at gøre med her. Og her gik jeg og troede, at skumheste var en slags slik. Den optræder i Bjarkram Rodaz’ énakter “Ovre i Døgneren”, der kan nydes i sin fulde længde på pladen “Mens vi venter på Prinsen”. Her beder kunden om en pose salmiakaffald, 100 g. marcipanskrald, en kalapøjser og to poser [trommehvirvel] skumheste. Kioskejeren stiller sig uforstående over for bestillingen, hvorefter kunden træder ud af sin karakter og udbryder der sin lyse, hæse pibestemme, der omtrent lyder som Skærmtrolden Hugo på Helium: “Ja, jeg ved hvad jeg taler om for min Onkel han var Lagermand på Haribo.” Det har således været mere en antydet, at der var tale om en slags slik … men nu ved vi bedre!
Kunden havde planer om at drikke sig hønefuld, eller i hvert fald købe sig et større kvantum af nærværende bryg (at pladen er fra 1989, 26 år ældre end denne øl (og 11 år ældre end bryggeriet, der brygger den) har jeg ingen kommentarer til. Det må komikerparret eller bryggeriet selv rede sig ud af.) Øllet er brygget i det overordentligt populære og hipstersmarte Nye Nordiske Køkken, og er således tilsat Havtorn og Ramsløg. Desuden fremgår det, at den er “Nu uden vilde myrer”. Og det er den vist ikke bare nu. Det har den nok altid været (ærgerligt nok. Hvis jeg kan prøve øl brygget på finhvalnosser røget over fåremøg er vilde myrer jo ellers både den naturlige og logiske fortsættelse).
Havtorn forstår jeg. Ramsløg … lyder spændende. Jeg har aldrig prøvet øl med nogen form for løg før, men umiddelbart har jeg svært ved at se, hvordan løg, med sin stikkende og krakilske smag skulle kunne forenes tilfredsstillende med malt, humle og vand. Gær, kan jeg måske godt se, men at forstærke gærsmagen er vist sjældent noget man ønsker.
Efter skænkning af det ganske flotte lettågede og gyldenorange bryg, må man vente lidt, før det hvide, fedtede og luftige skum er retireret nok til, at snudeskaftet kan placeres adækvat til bouquetopsnapning. Her mærker man tydeligt løgene, som små nåle i næsevæggene på en baggrund af en præsent og fortrinsvis sød humle. Der er rigeligt med aroma til lugtesansen for så vidt.
Og ved smagning opdager man, at skumhesten ej er hverken øg eller krikke!
Den er en vild fuldblodsaraber, hvis solide spark leveres med stærk og potent fylde, et vildt vrinsk af krakilsk bitterhed og en kåd gallop af et hidsigt gærindslag, der kun langsomt går over i et skarpt trav af en besk, bittersød eftersmag.
Snart for man dog fat i tøjlerne igen, og bremser bæstet op. Det var vildt! Men man må også lige overveje, hvor godt det er. Råstyrken er udpræget, og det er slet ikke utænkeligt, at Pladderballe Bryghus kan hente sejren hjem på den alene.
Men der mangler noget – nuancer. Skumhesten er en gallophest, og hvis man er mere til dressur er skuffelsen nærliggende. For karakteren må vige for råstyrken; humlen er nok vældigt bitter, men samtidig er gærindslaget meget præsent og dermed ofres noget af velsmagen for styrken.
Man kan dog uanset hvad glæde sig over, at bryggeriet både fnyser og pruster ad kommercielle krav om lettilgængelighed og letdrikkelighed. Og oplevelsen er i hvert fald intakt uanset hvad. Skål for Ølfestivalgets indtil videre mest markante og fandenivoldske indslag, og denne bloggers foreløbige favorit.
