Julestemningens tendens til fald … 
Som jeg akkurat nåede at berette i sidste indlæg kom min gode ven Marcus forbi i weekenden – eller rettere fredag aften – hvor vi gjorde indhug i mit dubletlager, spiste rådden mælk og døde dyr (fig. 1) og også fik prøvet en enkelt ny øl eller to. Faktisk blev det til præcis to nye øl, som nu vil blive anmeldt. Er det ikke spændende!?
Anledningen til at komme af med et bryg i selskabsemballage var nærliggende. Thisted Bryghus’ Skt Nikolaus forhandles i pakker à vel over 50 cl, den øvre grænse for, hvor meget jeg selv gider drikke af én slags øl ad gangen, så den var et oplagt valg.
Det er et nydeligt mørkt bryg. Dybrødt som silkebånd og nissehuer, mens duften bebuder både fylde, sødme og almindelig julestemning. Ris a’la mandens vanille kæler sødt den brunede kartoffeltuds fimrehår, mens efterårets modne blommer mildt varsler egen tørring og ledsagende indpropning i mås på juleand.
Fig. 1: Rådden mælk og døde dyr
Det er næsten overvældende at tage brygget i sin mund. Koncentreret jul, med fylde som en hel liter brun sovs. Det stikker af lakrids, prikker af kaffe og eksploderer næsten af sveskesyrlighed …
Med andre ord – der optræder flere udtryk, der ikke er specielt julede (kaffe og lakrids) og når det endelig er julet, er det julet på en måde, man nemt får lidt for meget af.
Det syrlige element vokser i øvrigt med tiden, og imens daler julestemningen mere og mere. Det var et held, at Marcus have taget en bunke rigtig stærke oste med, for det voksende indtryk af rødvin – småsur rødvin endda – passede faktisk den økolgiske danablu og sortskimmelosten aldeles udmærket.
For bryggets karaktér ville vi begge da også give mere end middelmådige 3 stjerner. Men meget mere end det, kunne det ikke blive til.
Marcus gav den
Mens jeg selv var en kende mere rundhåndet
