Disharmonisk fornøjelse
I weekenden havde vi besøg af nogle venner fra asatromiljøet. Min viv er som bekendt aktiv asatro, og en del af blotgruppen, hun er tilknyttet, kom på middagsvisit. Det blev hverken til mjød eller hestekød, men friskbagte boller, kødfyldte pølser, hvidvin med hyldeblomst, tapas, min vivs frikadeller (om dem kunne der skrives en blog i sig selv) og den gode Mads havde lidt øl med til selskabet – noget jeg ikke havde prøvet før, så på det skulle der smages.
Det drejede sig om to relativt nye produkter fra Bryggeri Skovlyst ved Hareskoven. Jeg har prøvet deres produkter før, og egentlig ikke været synderligt imponeret. Endnu mindre imponeret blev jeg, da det viste sig, at bryggeriets øl faktisk fremstilles i Polen, mens bryggeriets meget bevidste markedsføring søger at give et billede af, at det foregår i idylliske omgivelser i nogle svenskrøde træbarakker iblandt hareskovens vårgrønne træer … not so much!
Men brygget skal jo prøves, og jeg er altid glad, når folk giver mig mulighed for at anmelde nye øl. Stor tak til Mads for de medbragte varer.
Den første variant, SkovbærHvede indeholder hyldebær og skovbær – altså fra Polen. Jeg er en af dem, der har afsindigt dårlige erfaringer med frosne bær fra Polen, men jeg regnede med, at gær og sukker (der er tilsat så meget af, at det står øverst på ingredienslisten) havde gjort sit, og i skrivende stund føles da heller ikke noget ubehag. Det var selvfølgelig med en vis skepsis, at brygget blev knappet op. Men jeg har selv haft mine frugtteperioder, og jeg er ikke mere tesnob, end at jeg i de kolde vintermåneder sagtens kan nyde te med fx solbær – eller med citron, når jeg er småsyg – så hvorfor egentlig ikke øl? Og hvor mange gange har jeg ikke lappet Mort Subites Kriek i mig, når jeg var i Belgien? Og hvis det skal være i orden, så skal tilsætning af frugt i øl også være det – omend det vist alligevel ikke foregår helt på samme måde som fremstilling af de Belgiske Krieks.
Bouquet’en lod ikke vente på sig. En kraftig duft af hyldebær og andre sur-søde buskvækster bredte sig omgående ved opknapning. Et brusende prinsessepink bryg rejste sig i glasset, og tronedes af en masse ditto pink bobler. Betegnelsen ‘sodavandsøl’ poppede for første gang frem i hovedet på mig. Jeg var dog væsentlig mindre beklemt ved dette bryg, end jeg var sidst, jeg prøvede lyserødt øl, for her vidste jeg, at farven skyldtes tilsatte bær.
Det afbrusede bryg gav i første omgang en fornemmelse af tyndt opblandet tranebærsaftevand. Netop den manglende brus gjorde, at brygget føltes mere som safte- end sodavand. Ikke desto mindre gjorde de søde bærtoner deres til at få brygget til at afvige endda ret meget fra øl. Og det glædede mig egentlig, at der ikke var tale om alt for børnevenlig smag af jord- eller hindbær, men netop lidt sværere tilgængelig og ikke alt for sød hyld-, trane- og solbær.
Og som man egentlig hyggede sig med alle de solmodne sommerbær ramte humlen – hårdt. Ind fra højre brasede den ind og fyldte hele bagtungen med en uvelkommen og disharmonisk bitterhed. Havde den samme bitterhed været at finde i en øl, ville det have været fint – men her blandede det sig kun uskønt med bærrene.
Der opnåedes ingen syntese mellem bær og humle. De to forblev adskilt, og med for lidt brus til at være sodavand og for meget brus til at være saftevand, ender brygget med at være hverken fugl eller fisk og sætte sig mellem to stole med et ben i hver lejr.
I hvert fald så længe, den drikkes afkølet.
For tillader man brygget at få kassetemperatur bliver det hele en smule bedre. Sødmen fra bærrene tager af, og den lettere bedøvede bæraroma blander sig nu væsentlig bedre med humlen. Det er ikke stor ølkunst, men smagsmæssigt fungerer det udmærket. Problemet er blot, at brygget mister sine iøvrigt læskende evner, når det får temperatur. Så helt godt bliver det aldrig.
Uanset høj eller lav temperatur mangler brygget retning, det virker underligt sammensat og har ikke den helstøbthed, ethvert ølbryg bør have. Det forbliver mere en saftevand iblandet øl, end en øl, iblandet saft og bær, og for denne ølelsker er det pæneste, der kan siges, at det da kunne være værre. Som en konkurrent til de store bryggeriers (pseudo)ciderprodukter har det næppe heller det store potentiale. Det er det ikke sødt nok til, og alkoholprocenten er også for lav. Hvem målgruppen egentlig er, forbliver dermed et mindre mysterium.
