Med brormand i havet …
Nu hvor jeg er flyttet hele vejen fra København til Thisted, er det også blevet noget sjældnere, at jeg får set min øvrige familie – min far og mine to ældre søskende. Jeg var derfor mægtig glad for, at min bror Leif kom forbi i onsdags, efter at han havde taget turen fra Nordsjælland hvor han bor, til Struer – på cykel sammen med sin yngste datter. Ja, han er lidt mere sportslig end mig, kan man roligt sige.
Undervejs havde han også lige reddet et femårigt barn fra druknedøden ved Kulhuse, så han havde haft nok at se til. Barnet var pludseligt drevet væk på et badedyr på grund af pludselig kraftig fralandsvind. Min bror var der tilfældigvis, fordi han og datteren havde valgt at tage en senere færge til Frederiksværk, hvorfra de skulle videre til Hundested. Så fik han brug for den intense svømmetræning han og hans søster gik så meget op i i min barndom.
Selv er jeg ikke nogen større vandhund. Jeg har aldrig haft stamina eller fysik til den slags – jeg har altid mere været familiens kunstner, hvilket jeg gerne indrømmer jeg ikke lige kan bruge til at redde småbørn fra druknedøden med. Alligevel fik han mig overtalt til at tage med ham et smut til Vorupør – omend i bil – hvor vi i en halv times tid eller så, surfede (uden bræt – det kan man nemlig godt) på de forbløffende høje bølger, der har givet området kælenavnet ‘Cold Hawaii‘. Lidt vandhund er man måske alligevel … eller også er det bare fordi man altid bliver lidt sejere af at være iført våddragt.
Udmattelsen skinner imidlertid mere ind igennem på ‘efter’-billedet. Men turen fik mine øjne op for, at sådan en tur i havet, rent faktisk kan være en forfriskende oplevelse. Jeg tipper, at det nok i hvert fald er 10 år siden, jeg sidst har kastet mig rundt i havet på den måde – hvis overhovedet nogensinde.
Men efter den tur, var det også i dén grad tid til en øl. Min bror havde været snarrådig og redet mig noget lokalt fra Struer Håndbryg, et bryggeri jeg endnu aldrig har stiftet bekendtskab med. Nærværende stout havde han købt i en delestørrelse, så dén blev naturligvis behørigt opknappet og skænket i to glas.
Det er en meget lys stout. Næsten mere rødbrun end sort, som en stout gerne er. Til gengæld er brygget forfriskende ufiltreret – næsten mudret i sit ydre, og kompenserer ved sit uigennemskuelige væsen rigeligt for den vigende kulør.
Duften afslører en fortrinsvis sød stout. Farinsukker fortyndet med stærk kaffe, og dertil en letsyrlig kant, der både yder lidt ekstra krydderi i aromablandingen – men også tager toppen af bryggets intensitet. Bouquet af farin overrasker næppe, hvis man på forhånd ved at brygget er tilsat netop dette. Jeg vidste det imidlertid ikke før jeg i skrivende stund googlede brygget for at tjekke ingredienslisten.
I store træk giver smagen samme oplevelse som duften. En fortrinsvis sød stout der behager med mørke sukrede noter af kandis og farin. Kaffen er noget tydeligere i smagen og giver en nydelig balance mellem det bitre og det søde. Syrligheden giver sammen med sødmen en karakter af kirsebær – det er ikke så ringe endda, det gør brygget lidt lettere og mere pikant i udtrykket, snarere end dunkelt og farligt.
Jeg ville nu ikke have beklaget mig, hvis brygget havde været det dunklere og det farligere. Men højlydt skal brokkeriet på den anden side heller ikke være. Alt i alt en vellykket og gedigen stoutoplevelse, med hvilken Struer Håndbryg bestemt har fået en lovende start på bloggen.
Tak for skænken, brormand – og for vandgangen, og for at du i øvrigt er en ren helt!
Selv tak for godt selskab den pågældende dag og tak for de venlige ord.